En vidunderlig roman, som de fleste bibliofile kun må kunne elske. Om en skøn, misantropisk, ældre dame alene i en lejlighed i Beirut og om hendes liv gennem litteraturen.

Jeg har tidligere med stor begejstring læst den libanesisk-amerikanske forfatter Rabih Alameddines (f. 1959) prægtigt fabulerende roman The Hakawati, hvor Alameddine på én gang respektfuldt og respektløst blander genfortællinger af klassiske arabiske myter fra 1001 nats eventyr og Koranen med et portræt af en familie gennem flere generationer frem til nutidens Beirut.

Den overflødige kvinde er en helt anden slags roman. Vi er ganske vist også her i Beirut, og glæden ved fortællingen og litteraturen lyser også igennem bogen, men nu er det først og fremmest den vestlige litterære kanon, der spiller med.

Den 72-årige Aaliya har igennem de sidste 50 år møjsommeligt oversat i alt 37 store romaner til arabisk. Hendes faste nytårsritual består i at sætte sig til sit skrivebord og påbegynde oversættelsen af en ny roman. Hun har aldrig udgivet noget, aldrig ladet nogen læse hendes oversættelser, hun oversætter for sig selv.

Den ydre handling fylder ikke så meget i Den overflødige kvinde. Romanen er først og fremmest et portræt af den 72-årige Aaliya og hendes liv med litteraturen. Den er mere end noget andet fyldt op af hendes stemme. Og hvilken stemme!

I den første del af bogen associerede jeg til islandske Halgrímur Helgasons knarvorne, misantropiske gamle dame i Kvinden ved 1000°. Ligesom Helgasons figur er Alameddines Aaliya knuselskelig i sin bramfrihed, sin verdens- og menneskefjendskhed, sin gammelkonebitterhed, sit sarkastiske vid og sin selvironiske distance.

Vi møder hende på romanens første linjer på badeværelset, hvor hun til sin fortrydelse har fulgt en nabos råd om at farve sit grånende hår. Og det er ikke gået godt – måske skulle hun have læst shampooinstruktionen lidt bedre, måske skulle hun ikke have drukket de dér to glas rødvin inden eksperimentet:

Svigtende hukommelse, rødvin og gammelkoneshampoo: ryst det godt sammen, og du ender med blåt hår.

Aaliya lever alene uden mand, børn eller Gud, det har hun gjort det meste af sit liv, som hun i stedet har levet i litteraturen. Det har hun egentlig været godt tilfreds med, men alderdommen banker på:

Da jeg lagde planer for mit otium, regnede jeg ikke med at skulle tilbringe nætterne i mit mørklagte soveværelse med øjenlågene på klem og stablet op på umagelige puder, mens jeg modtog mine minder i audiens.

Senere i romanen bliver tonen mere alvorlig og vemodig, efterhånden som vi som læsere får lov til at komme tættere på det hele menneske Aaliya. For romanens titel betegner også Aaliyas billede af sig selv. Hun er den overflødige kvinde, et støvgran i universet, som ikke har sat sig et eneste spor, et mislykket liv ifølge hendes egne dystre tanker.

Hun blev gift som sekstenårig med “den første, den værste bejler, der dukkede op i døren,” en lille, åndeligt såvel som fysisk impotent mand (“denne sløve myg med den uanvendelige snabel”), som lader sig skille fra hende allerede efter fire år. Og heldigvis for det: “Intet i vores ægteskab klædte ham bedre end at forlade det.”

Aaliya har aldrig giftet sig igen, har ingen børn, stort set ingen (eller kun plagsom) kontakt til sin familie, ingen venner. Introvert af natur stillede hun sig tidligt tilfreds med et job i en boghandel og forsvandt ind i litteraturens verden og i oversættelserne. Hendes livsværk, oversættelserne, er aldrig læst af nogen, manuskripterne samler støv i kasser i hendes pulterkammer.

Aaliya har gennemgående været tilfreds med sin eneboertilværelse. Men på det tidspunkt i hendes liv, hvor vi møder hende, er hun ikke længere så sikker. Et uventet og uønsket møde med hendes nu mere end 90-årige senildemente og indskrumpede mor, som hun ellers har lært sig at hade eller ihvertfald være ligegyldig overfor, slår nogle længe ikke-spillede strenge an i hendes sjæl. Det sætter gang i en reflektion over hendes – nu i eftertanken forspildte – liv, som gradvist oprulles for læseren.

Jeg kan sætte mig i Marguerite Duras’ sted, selvom jeg ikke er franskmand eller har været optændt af kærlighed til en østasiatisk mand. Jeg kan krybe ind under Alice Munros hud. Men jeg kan ikke sætte mig i min egen mors sted. Min krop er fuld af sætninger og optrin, mit hjerte mættet med de herligste vendinger og ordspil, men ingen af dem kan favne hinanden.
   Jeg har mine forfatteres neuroser, men ikke deres talenter.
   […]
   Jeg er opfyldt af byronsk ensomhed, men har ingen af digterens livliner: genialitet og promiskuitet.
   Jeg er bare ensom.

Handlingen i romanens nutid udspiller sig over nogle få dage, hvor Aaliya modstræbende opsøger sin demente mor og kommer til en slags forsoning med hende i en bevægende scene, hvor hun vasker morens fødder sammen med sin grandniece, hun aldrig tidligere har mødt.

Og Aaliya må på trods af sig selv indse, at hun faktisk også har mennesker omkring sig, der kerer sig om hende, i form af hendes naboer, “de tre hekse,” hvis liv hun har fulgt på afstand gennem årene i den lydte ejendom.

Som læser og bibliofil er man i usandsynligt godt selskab med Alameddines Aaliya – for man er samtidig i selskab med en perlerække af store forfattere: Fernando Pessoa, W. G. Sebald, Bruno Schulz, Franz Kafka, Italo Calvino, Marcel Proust, Fjodor Dostojevskij, Lev Tolstoj, Nikolaj Gogol, Vladimir Nabokov, Knut Hamsun, J. M. Coetzee, Marguerite Yourcenar, Gustave Flaubert, Alice Munro, Roberto Bolaño – for nu bare at nævne nogle af dem, jeg selv kender.

Og så optræder også en del forfattere, jeg end aldrig har hørt om: Cees Nooteboom, Péter Nádas, Danilo Kiš, Bilge Karasu … (og dem har jeg straks tilføjet til min egen læseliste – for hvis Alameddine i skikkelse af Aaliya sætter dem højt, så må jeg også læse dem).

Rabih Alameddine (f. 1959). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Forfatterne og litteraturen er til stede overalt i romanen i Aaliyas tankestrøm. I hendes indre verden er hun hele tiden i dialog med bøgerne, med romanpersonerne og forfatterne, som der løbende refereres til, nogle gange eksplicit, andre gang implicit, herunder via en mængde citater. Jeg fangede ikke alle referencerne, men det gjorde mig ikke noget – det er ikke nødvendigt for at følge historien, selv om det selvfølgelig tilføjer yderligere dimensioner og dybde til teksten, når man som læser også har en læsebaggrund, der kan få de litterære referencer til at klinge med – for de klinger nemlig rigtig fint med i bogens tone og portrættet af Aaliya.

Jeg har et sted læst en omtale af romanen, hvor forfatterens tone på grund af de mange litteraturreferencer blev opfattet som irriterende, bevidst bedrevidende overfor læseren. Jeg kan godt sætte mig ind i, at hvis man slet ikke har noget kendskab til ihvertfald en god del af de nævnte forfattere, kan romanen muligvis blive lidt tung. Men det må man på den anden side også anerkende som en præmis for historien og for karakteristikken af dens hovedperson. Hvis Alameddine havde ladet Aaliya introducere og forklare alle referencer, så ville portrættet af hende være blevet utroværdigt. Hun er en kvinde, der har levet hele sit liv med og gennem litteraturen, så selvfølgelig må der være en del indforståethed i hendes tale.

Romanen er samtidig et portræt af Beirut, Aaliyas elskede hjemby, som måske mere end nogen anden storby i anden halvdel af det 20. århundrede har været så plaget af langvarige og stadigt genopblussende krige:

Beirut er storbyernes Elizabeth Taylor: skrupskør, udmajet, i opløsning, aldrende og for altid fuld af dramatik. Ligesom hun er byen altid parat til at gifte sig med en hvilken som helst forblindet bejler, der lover at gøre hendes liv mere behageligt, hvor upassende han end måtte være.

Den overflødige kvinde er et rørende portræt af en aldrende kvindes ensomhed, men fortalt med stor humor. Det eneste, der trækker lidt ned i min samlede bedømmelse, er, at den ydre handling trods alt er lidt for stillestående, og romanen kan i den midterste del føles en smule træg. Men den er særdeles velskrevet hele vejen igennem.

Bogen toner ud med en fornyet optimisme hos Aaliya. Hendes næste oversættelsesprojekt skal være enten Yourcenars Kejser Hadrians erindringer eller Coetzees Waiting for the Barbarians:

Marie-Thérèse når op til min etage. Hvis hun ringer på, bliver mit næste projekt Hadrian, hvis hun banker, bliver det Barbarerne.
   Jeg tager en dyb indånding og venter spændt.

Denne læser tager det som et tegn. Begge bøger er på min læseliste og i min reol, men kun den ene er med i min feriekuffert. Jeg tror, jeg hører en banken for Coetzee …

K's vurdering: