Julie Otsuka: Og vi kom over havet

Flot og særpræget fortalt historie om de mange japanske immigranter, der kom til USA i begyndelsen af 1900-tallet og knoklede i årevis i alle de underbetalte og hårde jobs, som amerikanerne ikke selv ville have, for så blot at blive udstødt og deporteret under 2. verdenskrig af et paranoidt, japanerforskrækket USA.

Julie Otsuka er amerikaner med japanske aner. Hun fortæller historien med udgangspunkt i kvinderne, hvoraf mange kom til USA som såkaldte postordrebrude – gift på forhånd på langdistance med en japansk mand i USA, lokket med løfter om rigdom og falske billeder af smukke, succesrige mænd, der i virkeligheden viste sig at være fattige landarbejdere.

Hele romanen er fortalt i 1. person-flertal af et kollektivt ”vi” og ”os”, som rummer en hel generation af kvindelige immigranter og fortæller indlevet og troværdigt om deres drømme, håb og frygt, deres smerter, glæder og afsavn med gode og onde, blide og voldelige, tro og utro ægtemænd. Om den lange rejse med skib fra Japan til USA. Om det første møde med deres nye mænd. Om det slidsomme arbejde i markerne, på renserierne, i huset hos amerikanere. Om graviditet, børnefødsler og opdragelsen af børnene.

Og om mistænkeliggørelsen, udstødelsen og deportationen, som de japanske arbejdere blev udsat for af det amerikanske samfund efter bombningen af Pearl Harbor og USA’s krigserklæring mod Japan – i et ikke særlig glorværdigt og overset kapitel af USA’s historie.

På skibet havde vi ingen anelse om at vi ville drømme om vores datter hver eneste nat indtil den dag vi døde, og at hun i vores drømme altid ville være tre år gammel og som hun var da vi så hende sidste gang: en lille skikkelse i en mørkerød kimono der sad på hug ved en vandpyt, helt opslugt af synet af en død bi der flød på overfladen.

Det er en grum og hjerteskærende historie, og Otsuka fortæller den flot og meget intenst. Den kollektive fortællestemme fungerer fint, og det lykkes Otsuka at favne både fællesskabet og individerne.

Romanen er hurtigt læst, men jeg vil anbefale at sætte tempoet ned og give dig selv lov til at dvæle lidt længere end normalt ved ordene undervejs. Otsukas prosa er enkel, sart og sprød og har i mange passager en lyrisk skønhed og styrke.

1. person-flertalsformen og den nærmest messende rytme i fortællestilen er dog både en styrke og en svaghed. I det lange løb blev stilen mig en kende ensformig og det kollektive fortæller-vi stiller sig i vejen for en dramatisk tråd i historien.

Samlet set dog en meget anbefalelsesværdig bog, som bør læses både for sit smukke sprog, de gribende menneskeskæbner og den historiske indsigt i dette, fortrængte stykke USA-historie.

Den danske hardbackudgave er derudover lækkert udført med et elegant smudsbind – i den gode kvalitet, vi er ved at blive forvænte med fra forlaget Hr. Ferdinand.

K's vurdering: