Cormac McCarthy: The Passsenger

Cormac McCarthys nye dobbeltroman, The Passenger og Stella Maris, udkom endelig i henholdsvis oktober og december 2022 efter flere års hype. Men ak! Jeg blev fælt skuffet. Det er en rodet affære, overlæsset med retningsløs lommefilosofi.

Fans af den nu 89-årige Cormac McCarthy (f. 1933) har i årevis været holdt til ilden af hans forlæggere og andre rygtesmede med rygter om, at der var nye romaner på vej fra hans hånd efter den sidste og mesterlige, dystopiske The Road (da. Vejen) fra 2006.

The Passenger er hovedromanen, mens Stella Maris fungerer som et slags coda. Mere om den sidstnævnte i et særskilt indlæg.

Jeg skal for en ordens skyld advare om spoilere i det følgende. Hvis jeg skal begrunde min manglende begejstring for bogen, kommer jeg ikke uden om at afsløre visse detaljer.

The Passenger kan betragtes som opdelt i tre spor:

Hovedhistorien foregår i 1980 og handler om den midaldrende Bobby Western, der arbejder som bjærgningsdykker. Vi møder ham første gang, da han sammen med en makker dykker ned til et forulykket fly, der er styrtet i havet ud for Pass Christian, Mississippi.

He kicked his way slowly down the aisle above the seats, his tanks dragging overhead. The faces of the dead inches away. Everything that could float was against the ceiling. Pencils, cushions, styrofoam coffeecups. Sheets of paper with the ink draining off into hieroglyphic smears.

Et passagersæde er imidlertid tomt. På uforklarlig vis er en passager tilsyneladende forsvundet, eller nogen har fjernet liget, ligesom også flyets sorte boks og nogle instrumenter er væk.

Der er lagt op til en krimiintrige, og en overgang ser det også ud til, at romanen skal udfolde sig sådan. Western opsøges efter dykket gentagne gange af et par anonyme mænd i jakkesæt, som udspørger ham om bl.a. flyulykken og den manglende passager. Måske FBI, måske nogle andre. Western ender i en kafkask tilstand, mistænkt for noget, som han ikke selv ved, hvad er, overvåget af tilsyneladende magtfulde mennesker, som gradvist berøver ham hans manøvrerum.

Det kunne jo lyde spændende nok. Men det er det ikke. For intrigen, hvis der er nogen, forsvinder i de andre fortællespor og forskellige tangenter, som McCarthy hele tiden bevæger sig udad i romanen.

Undervejs oprulles dele af Bobby Westerns familie- og livshistorie i glimt. Hans far var med til at udvikle den første atombombe – en forhistorie, som antyder et nedarvet skyldkompleks, som dog ikke rigtig udforskes i romanen. Western har studeret fysik i sin ungdom og havde angiveligt talent for det, men ikke stort nok, så han opgav den bane for i stedet at blive racerkører i Europa.

Først og fremmest er Western dybt præget af sorg over sin paranoidt-skizofrene søster Alicias selvmord nogle år tidligere (ingen spoiler her: søsteren bliver på romanens første side fundet hængende fra en gren i et vinterlandskab). En søster, han ikke bare elskede, men var decideret forelsket i. Således er der også et semi-incestuøst tema på spil.

En andet spor i romanen er en række indsatte kapitler fortalt fra søsterens perspektiv fra hendes indre skizofrene verden af hallucinationer. Det er en serie af mestendels rablende dialoger mellem hende og hendes primære hallucination, “The Thalodomide Kid.”

Endelig er hovedhistorien brudt op af en serie samtaler, som Bobby Western har med venner og bekendte, han støder på undervejs, om så forskellige emner som Manhattan-projektet, mere eller mindre filosofiske diskussioner om kvantemekanik, historien om en transkønnet veninde, konspirationsteorier om Kennedymordene og en del mere.

Lyder det rodet? Det er det også. Alt for rodet. Og jeg mistede hurtigt interessen. Det var kun stædighed, der fik mig til at færdiggøre bogen (og sågar læse efterfølgeren, Stella Maris).

Kapitlerne fra søsterens perspektiv virker fuldstændig malplacerede og ganske unødvendige for hovedhistorien. De lægger hverken fra eller til i portrættet af Westerns sorg og fortabte kærlighed til søsteren.

En del af de indsatte dialoger i hovedhistorien virker også temmelig kunstige – arrangerede for læserens skyld med det formål at oprulle noget af Westerns forhistorie. Eller slet og ret for at give plads til nogle af McCarthys fikse ideer og andre temaer, han tilsyneladende interesserer sig for.

Nogle af dialogerne er dog ganske livlige og isoleret set måske endda blandt højdepunkterne i bogen. Men jeg ville nu alligevel have luget dem ud, hvis jeg havde været redaktør.

McCarthy skulle i det hele taget have lyttet til sin inspirator William Faulkners klassiske råd til forfatteren: Kill your darlings! Spørgsmålet er dog, hvad der derefter ville have været tilbage af romanen …

McCarthy har angiveligt skrevet på The Passenger on and off siden 1980. Det kan forklare, hvorfor resultatet er blevet så sammensat og rodet.

Jeg er en usvækket fan af McCarthys tidligere forfatterskab, men The Passenger kunne jeg godt have undværet. Og jeg er holdt op med at håbe på flere udgivelser fra McCarthys hånd.

K's vurdering: