Hilal Chouman: Limbo Beirut

Limbo Beirut er en slags montageroman om forskellige libanesiske menneskeskæbner kædet sammen af tilfældigheder en dag under de uroligheder, der blussede kortvarigt op i Beirut i maj 2008.

Bogen præsenterer sig som en roman fortalt i fem kapitler. De fem kapitler kunne dog hver især egentlig godt stå alene som afsluttede noveller, da de kun er meget løst sammenknyttede gennem en enkelt begivenhed i maj 2008 i Beirut, Libanon.

Libanon var, som nogle vil huske, hærget af en voldom borgerkrig igennem 15 år fra 1975-1990. I maj 2008 truede borgerkrigen med at bryde ud igen, da en konflikt mellem Hizbollah i Libanon og den libanesiske regering førte til væbnede uroligheder og kampe i Beiruts gader.

De fem kapitler i Limbo Beirut fortæller om maj 2008-begivenhederne set fra fem-seks forskellige personers synsvinkel:

En homoseksuel kunstner, der forsøger at leve sit liv i overensstemmelse med sin seksualitet i et samfund, hvor tolerancen overfor homoseksualitet ikke er stor. En forfatter med skriveblokering og manglende evne til at forholde sig følelsesmæssigt til sin japanske kæreste, der er på vej til at forlade ham. En højgravid kvinde, hvis mand tilsynladende ikke interesserer sig stort for hende. En handicappet ingeniørstuderende på studieophold i Tyskland, hvis storebror som erfaren militsmand fra borgerkrigen mere eller mindre mod sin vilje indrulleres i militskampene i maj 2008. En medicinstuderende, som er i praktik på et hospital i Beirut og lige er blevet forladt af sin kæreste.

På nær den tidligere militsmand er alle romanpersonerne for unge til at have andet end vage barndomserindringer om borgerkrigen i 1975-1990. Men det er nok til, at de pludseligt opblussende kampe i Beirut i maj 2008 puster liv i en ellers bortgemt frygt for borgerkrigens tilbagevenden.

De fem kapitler og menneskeskæbner kædes løseligt sammen i romanen ved, at de alle – tilfældigt og uvidende om hinandens liv – kommer til at spille en rolle i en bestemt scene i Beiruts gader i denne uge i maj 2008.

Dette fortællemæssige greb – at følge en række hinanden ubekendte mennesker, som tilfældigt kommer til at få afgørende betydning for hinandens liv – kender vi fra for eksempel Robert Altmanns film, som jeg kom til at associere til. Ikke kun på grund af de dramaturgiske greb, men også fordi der er noget filmisk over Hilal Choumans fortællestil. Mange af scenerne kan man uvilkårligt se for sig som scener i en film.

Hilal Chouman (f. 1982). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Romanen er båret af gode intentioner og har også nogle gode ideer, men den formåede ikke for alvor at fange min interesse. Den er ikke decideret dårligt skrevet, men heller ikke særlig interessant rent sprogligt. Hilal Chouman har en opmærksomhed på de konkrete detaljer, der kan gøre en situation og en person levende, men det er som om, han bruger lidt for mange ord på de forkerte ting. Det gjorde det til en lidt småkedelig omgang at læse for mit vedkommende.

Bogen er gennemillustreret af sort-hvide tegninger (og i det sidste kapitel også af nogle fotokollager) skabt specielt til denne bog af fire forskellige libanesiske kunstnere. Selve dette at illustrere bogen med tegninger giver en slags mening, for så vidt hovedpersonen i et af kapitlerne netop selv er tegner. Men hvis jeg skal være ærlig, så havde jeg nu gerne været illustrationerne foruden – der er ikke mange af dem, der tilføjer noget nyt eller godt til historierne. Og så er de fleste af dem – efter min subjektive smag – decideret grimme.

Samlet set var jeg nok lidt skuffet over bogen. Men ikke desto mindre var det i sig selv interesssant at læse et eksempel på nyere litteratur fra Libanon. Og det var forfriskende at få et perspektiv på Beirut, som rækker ud over den almindelige nyhedsstrøm om byen, som gennem mere end 40 år mest har handlet om krig og voldelige uroligheder. For selv om de voldelige gadekampe i maj 2008 og erindringen om borgerkrigen er den gennemgående reference i Limbo Beirut, så lader Hilal Chouman også sine personer og læserne få et glimt af byens skønhed:

I am waiting to get in with a taxi driver one day who will greet me by saying, Damn! How Beautiful Beirut is! instead of Screw this country!