Peter Swanson: De der fortjener at dø

Nyoversat amerikansk noir thriller er udmærket underholdning, som vinder på et godt plot, men desværre taber på fladt sprog og utroværdige persontegninger.

De der fortjener at dø er den anden bog af Peter Swanson, som udgives på dansk. Ligesom Swansons første roman Pigen med det tidsindstillede hjerte (2014, på dansk 2015) placerer De der fortjener at dø sig sikkert indenfor den klassiske noir-genre.

Her er godt med mord og bedrag og ikke bare én, men hele to diabolske femme fatale-typer.

Romanen lægger ud med en implicit hilsen til Hitchcocks filmklassiker Strangers on a Train bygget på en roman af Patricia Highsmith (hvor to fremmede mødes tilfældigt på et tog og udklækker tanken om den perfekte forbrydelse).

I første scene i Swansons roman støder den hovedrige forretningsmand Ted i en bar i Heathrow lufthavn således tilfældigt ind i den tiltrækkende unge kvinde, Lily. De falder i snak over nogle dry martinier i baren og senere i flyet på vej hjem til Boston. Ted betror Lily, at hans kone er ham utro, og at han fantaserer om at slå både hende og elskeren ihjel. Og før han ved af det, har han sammen med Lily viklet sig ud i en plan om at realisere mordfantasierne.

Men andre lægger også planer, ikke meget er, hvad det giver sig ud for, og begivenhederne tager snart en uventet drejning for alle parter.

Swanson er ikke kun en copycat: Han lader sig inspirere af klassikerne i genren, men turnerer sin eget plot. Og plottet er faktisk ret godt tænkt, Swanson er god til cliffhangers, og romanen er for så vidt ganske underholdende. Så langt så godt.

Men, suk, hvor er den den dog jammerligt kedeligt og sine steder decideret klodset skrevet. Især dialogerne er helt utroværdige – ingen levende mennesker ville nogensinde tale i et sådant skriftsprog, som Swanson skriver sine dialoger i. Show, don’t tell, lyder det klassiske, tæt på fortærskede råd til prosaforfatteren, men det har Peter Swanson tilsyneladende alligevel overhørt, eller også evner han det bare ikke som forfatter. Ihvertfald er bogen uafladeligt fyldt med eksplicitte udredninger om, hvad personerne tænker og føler. Det gør teksten flad, mindre levende, og personkarakteristikkerne bliver utroværdige.

Det sidste er især et problem, fordi en god del af plottet og drivet i handlingen (tør jeg godt skrive uden at røbe for meget) er hægtet op på karakterernes mildest talt ualmindelige psykologiske profiler. Hvis det skal bæres troværdigt igennem, stiller det store krav til forfatterens evner for persontegning, som Swanson desværre ikke indløser.

Endelig forstyrrer det læsningen, at det danske forlag tydeligvis har sparet den sidste omgang korrekturlæsning bort. Der er vel en typografisk fejl på hver tiende side eller så , og det er altså for meget.

De der fortjener at dø sniger sig op på 3 stjerner på grund af det veldrejede plot, men kan ikke komme højere op på grund af sproget. Jeg kan ganske vist se, at jeg sidste år gav Pigen med det tidsindstillede hjerte treenhalv stjerne, og det må skyldes, at jeg dengang var i et særlig generøst hjørne, for egentlig synes jeg, at den seneste roman er bedre (en demonstration af, at boganmeldelser ikke er en eksakt videnskab).

De der fortjener at dø udkommer lørdag den 12. marts 2016 på forlaget Anton & Ludwig.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. K’s bognoter har ingen forbindelse til forlaget i øvrigt.

K's vurdering: