Yasunari Kawabata: De sovende skønheder

Det kræver en forfatter af et ganske særligt format at få en lyrisk smuk fortælling ud af en så grundlæggende pervers forestilling, som iscenesættes i De sovende skønheder. Og en sådan forfatter er Yasunari Kawabata. Hans klassiker, der nu foreligger nyoversat til dansk af Mette Holm, er en lavmælt og delikat sag om alderdom, erotik, begær og moral.

Vi danske læsere nyder i disse år godt af, at flere danske forlag for alvor har fået øjnene op for østasiatisk litteratur, både den nyere og den klassiske. Delikatesseforlaget Korridor har igennem de seneste 4-5 år udgivet en lind strøm af kinesiske eller japanske kvalitetsbøger i danske oversættelser. Og senest har to danske forlag fundet den japanske mester og nobelprismodtager Yasunari Kawabata (1899-1972) frem fra gemmerne.

I bibliotekernes depoter er det muligt at opstøve enkelte af Kawabatas værker i danske oversættelser fra 1960’erne. Men der er tale om oversættelser fra de tyske udgaver, ikke direkte fra japansk. Det bliver der rådet bod på nu med en række nyoversættelser. Skjødt Forlag indledte i november 2022 med udgivelsen af mesterværket Snelandet (opr. 1948) på dansk ved Mette Holm (se min anmeldelse af den engelske udgave her), og forlaget har annonceret, at der er flere oversættelser af Kawabata på vej. Og forleden fulgte forlaget Hoff & Poulsen op med De sovende skønheder (opr. 1961), også fordansket af Mette Holm.

De sovende skønheder er en kortroman i fem kapitler. Jeg fristes til at kalde dem fem akter, for romanen har, ihvertfald for så vidt angår dens simple ydre handling, karakter af et kammerspil: Den samme ældre mand, Eguchi, tilbringer fem nætter i det samme værelse i det samme hus, men hver nat med en ny pige sovende ved sin side.

Huset tilbyder således en ganske særlig ydelse til gamle mænd: De får mod betaling lov til at sove ved siden af en ung, smuk og nøgen pige i en nat. Pigen er bedøvet med et så stærkt sovemiddel, at hun ikke kan vækkes og ikke vil kunne huske noget fra natten.

Ifølge husets regler må mændene ikke forgribe sig seksuelt eller på anden vis på pigerne. Og huset “tager kun imod gæster, vi kan stole på,” som værtinden (en eufemisme for bordelmutter) understreger, det vil sige gamle mænd, der ikke længere kan få den op at stå.

Historien fortælles fra den 67-årige Eguchis perspektiv. Han besøger den første nat huset af nysgerrighed, men ender med at blive en tilbagevendende kunde. Også selv om han egentlig ikke fuldt ud opfylder husets krav til klientellet, idet han endnu ikke helt har mistet sin virilitet.

I sine tanker vedbliver den gamle Eguchi fortællingen igennem at sætte skel mellem sig selv og de andre kunder i huset. Han omtaler dem konsekvent som “de gamle mænd,” som en anden kategori af mænd end ham selv. Han er i sin selvforståelse stadig viril, ikke gammel, affældig og impotent, som han forestiller sig de andre kunder. Han er derfor ikke en “rigtig kunde” på stedet, fordi han i egen selvforståelse ikke er afhængig af ydelserne – han er der kun af en slags nysgerrighed.

Fandtes der egentlig noget mere hæsligt end en gammel mand, der tilbringer natten ved siden af en ung pige, der er lagt til at sove, så hun ikke vågner, mens han er der? Men var han ikke netop taget herhen for at udforske alderdommens ypperste hæslighed?

I virkeligheden er Eguchi selvfølgelig lige så meget kunde som de andre gamle mænd, vi aldrig møder, selv om han på intet tidspunkt erkender det overfor sig selv.

Som læser er man altid tilbøjelig til som udgangspunkt at tage hovedpersonens parti i en roman. Det gjorde jeg også uvilkårligt i dette tilfælde – på trods af den bizarre situation og det moralsk foruroligende i selve ideen om, at en pige købes til at blive bedøvet og overladt bevidstløs i en mands varetægt for en nat.

Sympatien med den gamle Eguchi er dog svær at opretholde undervejs. Ikke så meget i kraft af selve det, at han frekventerer dette hus som kunde – som mest af alt forekommer ynkeligt og sørgeligt, selv om han undervejs også griber sig selv i brutale fantasier. Men mest i kraft af den mangel på respekt for kvinder, som vi gradvist erfarer, at han har levet sit hidtidige liv efter.

For Eguchi bliver de i alt fem nætter i dette hus således også en rejse i tankerne tilbage til nogle af de kvinder, han har kendt førhen. Hver af de fem sovende skønheder minder ham om andre kvinder og situationer fra hans fortid og frembringer billeder, stemninger, følelser og tanker fra hans erindring.

Eguchi løsnede sit greb om hende, tog hendes nøgne arme og lagde dem om sig selv, og hun føjede ham blidt. Han lå helt stille. Med lukkede øjne. Følte sig varm og henført. Nærmest i ren ekstase. Med et stod det ham klart, hvilken glæde og lykke de gamle mænd oplevede i dette hus. Og mon ikke også de glemte alt det foragtelige, det grimme og uværdige ved dem selv og i stedet følte sig velsignet af ungdommeligt liv?

Som forfatter dømmer Kawabata ikke, der overlader han til læseren. Kawabata iagttager. Han lever sig ind i den aldrende mands sindsstemninger. Og han formidler dem i denne lavmælte og smukke, smukke prosa, som kendetegner hans forfatterskab og hver gang gør det til en nydelse af læse ham – her oversat til sikkert dansk af altid gode Mette Holm.

Stor anbefaling herfra. Jeg glæder mig usigeligt til de kommende danske Kawabata-udgivelser.

K's vurdering: