Hédi Kaddour: De toneangivende

De toneangivende har objektivt set alle de ingredienser, der skal til for at gøre et storslået historisk drama: En iscenesættelse i et fransk protektorat i Nordafrika i 1920’erne, en tematisering af tidens politiske og kulturelle brydninger på tværs af Atlanten og Middelhavet, et væld af farverige kulturelle detaljer, personlige og politiske intriger og komplicerede kærlighedsdramaer. Men hvorfor er den så alligevel så umådelig kedsommelig?

Som følgere af disse noter vil have bemærket, så gør jeg det en del i de små, skæve, grænsende til mærkelige udgivelser. Men jeg holder faktisk også af en god, handlingsdrevet fortælling, herunder ikke mindst en god, tyk, historisk roman med udsyn. Baseret på bagsideteksten og de overvejende særdeles positive anmeldelser både herhjemme og i Frankrig var det min forventning, at den prisbelønnede De toneangivende ville være en sådan af slagsen. Ak, jeg blev desværre skuffet.

Romanen udspiller sig i starten af 1920’erne – som udgangspunkt i den fiktive by Nahbès et sted i Nordafrika i et ikke-navngivet fransk protektorat, som dog kan minde en del om Tunesien, Hédi Kaddours fødeland.

De toneangivende fra romanens titel er en selvbestaltet kreds af franske kolonister, der i egen selvforståelse er “toneangivende” for alt fra gode (dvs. franske) manerer til, hvordan et protektorat i Nordafrika skal styres. Deres verden er imidlertid under pres fra flere sider: Et politisk oprør blandt studerende og andre unge nordafrikanere i provinsen rører på sig, herunder inspireret af socialistiske strømninger i Europa. Og moderniteten trænger sig i det hele taget på og udfordrer det stivnede verdensbillede blandt ihvertfald en del af “de toneangivende.”

Mest markant og synligt invaderes “de toneangivendes” verden – og resten af samfundet i den lille nordafrikanske by – af det moderne i form af et amerikansk filmhold, som kommer til byen i en længere periode for at optage en stumfilm. Det er de brølende tyvere, der rykker ind med fuld musik til stor bestyrtelse og forargelse for nogle – og til lige så stor fascination for andre.

Hédi Kaddour (f. 1945). Foto: Uoplyst (pressefoto fra forlagets hjemmeside).

Bogens bagsidetekst lægger op til, at romanens primære hovedperson skal blive den unge, smukke enke, Rania, men faktisk fylder hun ikke så meget i bogen, og det er ærgerligt, for hun forekommer mig at være den mest interessante karakter: En ung, stærk, intelligent arabisk kvinde, som trodser traditionerne i flere henseender, herunder ved i et patriarkalsk samfund med sikker hånd at påtage sig ansvaret for at drive sin afdøde mands gård. Hun holder stand mod en fransk nabogårdejers forsøg på at overtage dele af hendes jorder. Og samtidig synes hun – kun antydningsvist udfoldet i romanen – amourøst tiltrukket af både den selv samme franske kolonist og en yngre arabisk slægtning, den unge, videbegærlige, belæste og politisk vakte Raouf.

Som fiktiv karakter har Rainas figur således potentialet for at kunne inkarnere en mængde af romanens hovedtemaer: Brudfladerne mellem de franske kolonister og arabere/berbere, mellem tradition og modernitet, mellem mænd og kvinder, mellem religion og sekularisme og mere til.

Desværre bruger Kaddour alt for mange af de mange (mange, mange …) sider i romanen på alt muligt andet: Det amerikanske filmholds optagelser, genfortællinger af sladderhistorier fra det fjerne Hollywood, en sidehistorie om en tæppehandler, som drevet af personligt nag bliver politistikker, og ikke mindst utroligt lange, men besynderligt uvedkommende udfoldelser af de realiserede og ikke-realiserede affærer mellem forskellige af romanens andre hovedpersoner, desværre ikke de mest spændende af dem.

Der er skam en fremadskridende handling, men hvert af de mamge kapitler har alligevel et lidt episodisk, afsluttet præg over sig. Jeg havde det sådan under læsningen, at romanen næsten kunne være stoppet efter et vilkårligt kapitel ikke særlig langt inde i bogen, uden at den havde forekommet hverken mere eller mindre uafsluttet end efter det sidste kapitel. I betragtning af romanens betydelige længde havde jeg gerne ønsket, at det havde været tilfældet.

Der mangler noget egenfremdrift i fortællingen. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad der er galt, men jeg tror, at det først og fremmest skyldes, at Kaddour ikke rigtig kommer ind under huden på de mange personer. For de flestes vedkommende blev jeg på intet tidspunkt for alvor interesseret i at finde ud af, hvad der videre ville ske dem.

En anden grund til, at fortællingen har svært ved at fænge, kan måske være Kaddours skrivestil. Noget kan måske skyldes transformationen fra det oprindelige franske til dansk. Jeg mistænker egentlig ikke Anne Marie Têtevides oversættelse for at være egentlig dårlig, men der er noget ved Kaddouors flimrende, opremsende skrivestil med de mange, nogle gange kun trekvart fuldførte sætninger, adskilt af kommaer, hvor man på dansk typisk ville have sat et punktum, som måske fungerer godt på fransk, men mindre godt på dansk.

Romanen fik ellers det franske akademis store romanpris i 2015, og ifølge bogens bagsidetekst mente Le Monde ved udgivelsen, at det er “en stor verdensroman der indkapsler en hel epokes begivenheder […] Bogen fremmaner liv og skæbner med stor og letflydende sproglig rigdom, en vidunderlig roman.”

De fleste danske anmeldere synes at være af samme begejstrede mening. Ikke jeg.