Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2014 er interessant som historisk roman om Finland i mellemkrigsårene. Men sprogligt set lidt tam. Hvis man ellers tør være så fri om en prisvinder.

Kjell Westös Luftspejling 38 udspiller sig i 1938 i Helsingfors (som på det tidspunkt endnu ikke er blevet Helsinki).

Stemningen i Helsingfors præges i dette år i stigende grad af de politiske strømninger i resten af Europa – i det offentlige rum, såvel som i de private relationer. Der er i bogen således i udpræget grad en stemning af netop mellemtid, som i romanens fortolkning først og fremmest er at forstå som tiden fra den finske borgerkrig i 1918 mellem ‘de hvide’ og ‘de røde’ til udbruddet af 2. verdenskrig.

Romanen følger to hovedpersoner, og fortælleperspektivet går på skift mellem de to for hvert kapitel: Den tidligere lidet succesfulde diplomat og nu kun lidt mere succesfulde advokat, Claes ‘Klabben’ Thune, og Thunes eneste ansatte, kontoristen Milja Matilda Wiik.

Thunes kone har for nylig forladt ham til fordel for en af hans ældste venner. Den sidste tvinger Thune sig til at se i regi af deres fælles herreklub, ‘Onsdagsklubben’, hvor en mindre kreds af gamle venner mødes en gang om måneden – for at diskutere vigtige verdensspørgsmål, men nok mest for at drikke lidt for meget.

‘Onsdagsklubben’ tæller både venstreorienterede og højreorienterede og en enkelt ikke-religiøs og såkaldt assimileret jøde, som af udviklingen i det omgivende samfund imidlertid påduttes og til sidst selv omfavner sin ‘jødiskhed’, samtidig med at han forsvinder ind i en depression. Onsdagsklubben fungerer i romanen således som et miniprisme for den måde, hvorpå den europæiske, racistiske nationalismes ideologiske identitetspolitik trænger ind i alle aspekter af samfundet, i de private relationer mellem tidligere venner og helt ind i den enkeltes egen identitetsfølelse.

Romanens kobling tilbage til den finske borgerkrig udgøres i særlig grad af den anden hovedperson, Thunes sekretær, den propre og udadtil lidt reserverede fru Matilda Wiik. Ret tidligt i romanen finder man ud af, at Matilda som sekstenårig datter til en af ‘de røde’ efter borgerkrigens afslutning blev interneret i en af de lejre, ‘de hvide’ oprettede efter krigen. Sultlejre eller dødslejre, som krævede flere ofre end selve krigshandlingerne, og som i foruroligende grad minder om de lejre, der på romanens tidspunkt allerede er ved at blive etableret igen i andre dele af Europa.

En del af plottet af romanen udfolder sig omkring Matilda Wiiks ubearbejdede fortid i lejrene, som trænger sig frem i hendes bevidsthed, da hun i starten af romanen genkender en af sine bødler blandt medlemmerne af Thunes Onsdagsklub, og træffer en diffus beslutning om at hævne sig.

Et stykke brød. Et nærgående kig. En bid af den andens sjæl. Nogle minutter i mørket.
Det som mennesket vil have af sin næste, varierer.
Af og til bliver det overrumplet af sin egen ondskab.

Der er i romanen en stemning af undergang og depressiv apati – man aner, at verdenskrigen er på vej, men dem, der kan se farerne ved nationalismen er – som advokat Thune – for skvattede til at yde andet end symbolsk modstand.

Luftspejling 38 er som historisk tidsbillede interessant og virker meget troværdig, og den er som sådan absolut anbefalelsesværdig. Bogen var for mig også en anledning til at læse lidt på en del af den finske historie fra perioden under og efter 1. verdenskrig, som jeg ikke var så stærk i.

Westö skriver i et uangribeligt, uprætentiøst og flydende sprog, og bogen er som sådan let at læse. Men sproget er også lidt anonymt, grænsende til kedeligt. Dét, kombineret med den noget trægt fremadskridende handling, gjorde også, at det ikke var en bog, jeg undervejs hungrede efter at tage op og læse videre i. Der mangler lidt drive, og personerne fremstår lidt for farveløse.

Så på trods af romanens mange uomtvistelige kvaliteter, hungrer jeg heller ikke efter at læse mere Westö.

K's vurdering: