Naivo: Beyond the Rice Fields

Den første oversættelse til engelsk af en roman fra Madagaskar er interesant for sit historiske billede af den store, afrikanske østat. Litterært har den sine udfordringer, uden dog at være et decideret dårligt bekendtskab.

For verdenslitteraturlæseren er der ikke meget at vælge imelllem, når det kommer til litteratur fra Madagaskar, med mindre man behersker fransk eller malagassisk (og det gør jeg ikke: mit gymnasiefranske har aldrig været godt nok til skønlitterær læsning, og mit malagassiske er helt skidt).

Faktisk er der kun én mulighed: Beyond the Rice Fields af den madagaskiske forfatter Naivoharisoa Patrick Ramamonjisoa, som går under forfatterpseudonymet Naivo, er den første og, så vidt jeg ved, stadig eneste oversættelse til engelsk nogen sinde af en roman fra Madagaskar.

Beyond the Rice Fields er en historisk roman, der blandt andet tematiserer slaveri på Madagaskar i første halvdel af 1800-tallet i en periode, hvor den store ø er under stigende europæisk indflydelse, ikke mindste fra britiske, kristne missionærer.

Romanen følger drengen Tsimatahobario Andriampanoha (kaldet Tsito) og pigen Rafaramanorosoa (kaldet Fara), fra Tsito som barn bliver fanget af en rivaliserende stamme og som solgt som slave til Faras far. Tsito og Fara vokser op sammen i Faras familie – som søskende, skolekammerater og venner, men altid med Tsitos status som slave som en skygge over deres forhold og en barriere for, at de kan indse og realisere den kærlighed, der selvfølgelig også udvikler sig.

Tsito bliver imidlertid taget under vingerne hos en indflydelsesrig mand i samfundet, og gradvist arbejder han sig frem til af få sin frihed og får endda tjeneste ved hoffet hos den madagaskiske dronning Ranavalona den 1. Imens må Fara og hendes familie modsat gennemleve et brutalt fald ned gennem samfundets rækker. Naturligvis møder de to hinanden igen som voksne, men livet har flere genvordigheder i ærmet for dem.

Naivoharisoa Patrick Ramamonjisoa (med forfatternavnet Naivo).
Foto fra restlessbooks.com.

Grundstrukturen i plottet følger således en velafprøvet skabelon og er som sådan ikke specielt interessant. Det interessante ved romanen er selve det, at den foregår i Madagaskar, og at den giver indsigt i nogle af landets kulturelle traditioner og historie i en stor brydningstid.

Kristendommen gør sit indtog i Madagaskar via europæiske missionærer og vinder ret hurtigt tilhængere – blandt andet ved, at de kristne missionsskoler på landet for nogle også bliver vejen til uddannelse, ikke mindst til at lære at læse og skrive. Men det foregår ikke uden modstand. Vi hører således blandt andet om den madagaskiske dronning Ranavalona den 1.’s brutale forfølgelse af kristne landsmænd i perioden – samtidig med, at regimet søger at komme efter europæernes teknologiske forspring. For eksempel bliver hovedpersonen Tsito på et tidspunkt sendt til England for aflure briterne kunsten at bygge skibe.

Romanen kan på den måde anbefales, hvis man gerne vil lære noget om Madagaskars historie (som var en bog med helt blanke sider for mig). Historien kan dog nogle gange være lidt svær at følge på grund af de mange og uvante navne, der for den europæiske læser kan minde en del om hinanden. Jeg kan for eksempel ikke helt afvise, at jeg en enkelt gang undervejs er kommet til at forveksle Andriantsitoha med Andriantsoly, Andrianarivo, Andrianoro, Andrianasy, Andriamady eller Andrianomena …

I passager fungerer romanen udmærket som dramatisk fortælling betragtet, især hen mod den lange, dramatiske finale, som ganske vist forfalder til alt for meget melodrama for min smag. Andre – og lange – dele af romanen er fortalt i en refererende og til tider summarisk stil, som gjorde, at romanen samlet set var mig noget tung at komme igennem.

Det kan være en kulturel barriere, der gør sig gældende, men jeg havde svært ved fastholde interessen for de to hovedpersoners historier, uagtet at de udsættes for ikke så lidt dramatik. Og derfor faldt bogen mig også temmelig lang med sine ca. 350 sider.