Hisham Matar: In the Country of Men

En velskrevet roman om Libyen under Gadaffi i 1979 og især et stærkt og vedkommende portræt af forholdet mellem en dreng og hans mor – og af moren som eksponent for libyske kvinder.

Hovedhandlingen i den libysk-britiske forfatter Hisham Matars roman, In the Country of Men (opr. 2006), udspiller sig over nogle få uger i sommeren 1979 i Tripoli, Libyen, under oberst Moammar Gadaffis 42 år lange diktatur.

Historien er fortalt i tilbageblik af den på det tidspunkt niårige dreng, Suleiman. Han er enebarn af et par relativt velhavende, men ellers almindelige forældre. Hans far er ofte væk på forretningsrejser, men en dag opdager drengen, at faren i hvert fald noget af tiden slet ikke er udenlands, men er involveret i andre affærer i det centrale Tripoli.

Som læsere gætter vi snart, at faren er involveret en eller anden form for ulovligheder, som formentlig omfatter trykning og distribution af pamfletter for demokrati og mod regimet. Og kort efter udvikler tingene sig.

I modsætning til læseren forstår fortælleren som niårig dreng ikke, hvad der foregår – og hans forældre gør det i øvrigt heller ikke nemmere for ham ved i misforstået beskyttertrang at forholde ham (for meget af) sandheden.

In the Country of Men kan læses som et portræt af det libyske diktatur under Gadaffi, hvor det er en del af hverdagen, at ens telefon kan blive aflyttet, at man kan blive overvåget af agenter fra Den Revolutionære Komité, og at almindelige borgere mistænkt for “kontrarevolutionær” virksomhed fra den ene dag til den anden kan blive hentet og bragt til forhør under tortur, som i nogle tilfælde kan ende med tv-transmitterede skueprocesser og offentlige henrettelser ved hængning.

Romanen handler om alt dét, men det, der imidlertid står mest centralt og også stærkest i romanen, er ikke mændenes politiske affærer, men portrættet af fortællerens mor og af hans forhold til hende.

Hisham Matar (f. 1970). Foto fra forfatterens Goodreads-profil

Når faren bortrejst, har moren det med “at blive syg,” det vil sige, at hun falder ind i en depressiv tilstand og slår sig på flasken (hendes “medicin,” som hun forklarer drengen det). Disse perioder er for drengen på én gang kilder til bekymring for moren, men det er også perioder af stor nærhed og fortrolighed mellem de to.

Når hun har fået for meget “medicin,” har hun for vane at betro sig den niårige søn, og ad den vej får vi i romanen gradvist oprullet hendes historie, som omfatter et tvangsægteskab som kun fjortenårig og at blive mor som femtenårig.

Gennem portrættet af moren, både hendes fortid og nutid, tegner Hisham Matar et stærkt og vedkommende billede af kvinders forhold i et land som Libyen, “a country of men,” som det hedder i romanens titel.

Romanen er velskrevet og gennemgående rimeligt underholdende fortalt, om end den godt kan føles lidt langtrukken på trods af sine kun 244 ret korte sider. En del aspekter af forholdet mellem personerne i romanen bliver demonstreret unødigt mange gange gennem scener, hvoraf en del kunne have været undværet. Der kunne være kommet en virkelig skarp kortroman ud af det, hvis Matar havde skåret en tredjedel væk.

Hisham Matar (f. 1970) er selv født i New York af libyske forældre, men har tilbragt sin barndom i først Tripoli og siden Cairo. Han bor i dag i London og skriver på engelsk. Jeg tør ikke afgøre i hvor høj grad, romanen omfatter elementer af Matars egen historie og barndomserindringer.

Jeg kan få en fornemmelse af, at der er ikke så lidt af hans egen biografi i bogen, og det kan i givet fald måske forklare nogle af de lidt for mange – set fra et litterært synspunkt – undværlige scener. Især opleves den relativt lange outro om, “hvad der videre hændte” fortælleren, mestendels unødvendig.

Men nu skal jeg heller ikke gøre det værre, end det er. Det er trods alt stadig en ret hurtigt læst roman. Den er som sagt både velskrevet og ganske stærk i sit portræt af forholdet mellem drengen og moderen.

Jeg kan således anbefale den – og jeg er glad for, at jeg faktisk har endnu en titel af Hisham Matar i reolen, som jeg snarligst vil kaste mig over.

K's vurdering: