Hisham Matar: A Month in Siena

Et aldeles glimrende, nærværende og inspirerende essay om at betragte kunst og arkitektur og om at være til stede som menneske dér, hvor man er, med dem, man er sammen med. Og det er ikke en forudsætning af have været i Siena eller at have nogen særlig forhåndsinteresse for middelalderlig, sienesisk kirkekunst.

Libysk-britiske Hisham Matar (f. 1970) fik lov at indlede mit læseår 2025 med romanen In the Country of Men (2006). Han fik også lov at fortsætte det med det lange essay A month in Siena (opr. 2019).

Bogen er, som titlen antyder, centreret om et månedlangt ophold, Hisham Matar gør i Siena i Toscana med det primære formål at studere kunst fra den såkaldt sienesiske malerskole (13.-15. århundrede), som han har været optaget af i det meste af 25 år af grunde, han som udgangspunkt dårligt selv kan redegøre for (men som han får afsøgt i løbet af bogen).

Kunsterne fra den sienesiske skole tæller malere som Duccio di Buoninsegna (aktiv 1278-1318) og Ambrogio Lorenzetti (aktiv 1319-44, formodentlig død under pesten i 1348). Kunsthistorisk er sieneserne placeret et sted mellem gotikken og den italienske renæssance.

Jeg må tilstå, at den sienesiske skoles billedkunst ikke tidligere har fanget min interesse. K og konen har ganske vist besøgt Siena, men kun på en dagsudflugt fra Firenze og dét for mere end 20 år siden. Dengang var vi i Siena mere optaget af arkitekturen end af billedkunsten i Siena. Og både dengang og siden har jeg, for så vidt angår billedkunst, nok i det hele taget været mere interesseret i den senere italienske renæssance end i gotikken.

Hisham Matar har imidlertid så afgjort givet mig nye perspektiver på den sienesiske billedkunst fra denne periode og gjort mig nysgerrig efter selv at opsøge den.

Duccio di Buoninsegna, Madonna dei Francescani (ca. 1285), Pinacoteca Nazionale, Siena

Jeg kommer ganske vist næppe til – som Hisham Matar gør det i bogen – at møde op i Pinacoteca-gallerierne i Siena den ene dag efter den anden alene for i en time eller mere hver dag at betragte Duccio di Buoninsegnas lille temperamaleri, Madonna dei Francescani (ca. 1285), som størrelsesmæssigt ikke måler meget mere end et A4-ark.

Det interessante ved Matars bog er imidlertid heller ikke som sådan hans formidling af specifikke fortolkninger af værker fra den sienesiske skole. Disse værker har hans personlige interesse og er en anledning til hans ophold i Siena, men det er egentlig ikke dem, bogen handler om.

Det interessante ved bogen er mere generelt Matars blik på kunsten, eller rettere hans formidling af en måde af betragte kunst på, en måde at forholde sig til kunst og i øvrigt til arkitektur, byrum – og til mennesker.

I klassisk essayistisk stil blander Matar i bogen ubesværet sine reflektioner over kunst og arkitektur i Siena (og i Rom, London og New York) samt heraf udspringende bredere filosofiske og politiske betragtninger med sin personlige rejseberetning fra opholdet i Siena: Mødet med en sienesisk famile af jordansk herkomst, timer i italiensk om formiddagen på en lokal sprogskole, indkøb og madlavning og spekulationer over livet som museumskustode.

Dette yderligere kombineret med nedslag fra Matars egen families historie, forholdet til hustruen Diana og ikke mindst det aldrig helt lukkede sår, som udgøres af et tab af faren, som tilbage i 1990 – da Hisham Matar var nitten år – blev bortført af libyske agenter fra landflygtigheden i Egypten for at blive fængslet i Libyen og siden forsvinde sporløst.

Den meget personlige, essayistiske stil gør bogen generelt levende og er i høj grad med til at gøre Matars betragtninger over kunstværkerne nærværende på en måde, en klassisk kunsthistorisk fremstilling ikke ville kunne lykkes med.

Bogen er illustreret med gengivelser af de væsentligste af de malerier, der omtales, så man har en mulighed for at følge med. Sienas arkitektoniske byrum, der også spiller en væsentlig rolle i bogen, må man imidlertid forestille sig. I den forbindelse er det som læser afgjort en fordel – men ikke en forudsætning – at have besøgt Siena. Som nævnt ovenfor har jeg selv kun haft fornøjelsen en enkelt kortvarig gang for snart længe siden, men byen har gjort tilstrækkeligt indtryk på mig til, at jeg sagtens kan følge mange af Matars beskrivelser fra vandringerne i byrummet.

In our age we have come to underestimate architecture by exaggerating its utility. We often think of buildings not as spaces where human life takes shape, but rather as sites for certain functions and activities. Siena resists this. It is as though the wall that encircles the city like a ribbon is as much a physical boundary as it is a spiritual veil. It is there to keep out invading armies but also to keep in and intensify Siena’s sense of itself. Independence here is not merely a political concern, but a spiritual and philosophical one, aligned with the sovereignty of spirit, with the right to exist in accordance with one’s own nature as well as the need not to lose sight of the self.

Jeg kan varmt anbefale A Month in Siena – ikke kun eller primært på grund af det umiddelbare genstandsfelt (fresker og malerier fra den sienesiske skole) eller på grund af Matars konkrete kunstfilosofiske betragtninger, men først og fremmest på grund af Matars evne til at formidle nærværet ved som kropsligt menneske at være til stede i et bestemt fysisk rum i en bestemt tid (både den store tid, men især den personlige tid) og dedikere så meget af sin opmærksomhed som muligt til at betragte et kunstværk, et byrum, et landskab – eller at være nærværende til stede sammen med de mennesker, man faktisk er sammen med.

K's vurdering: