J. M. Coetzee: Age of Iron

Age of Iron er angiveligt en af de mest læste af sydafrikanske Coetzees romaner. Efter min mening er den dog langt fra at være blandt hans bedste. Men mindre kan gøre det, Coetzees mesterlige grundform taget i betragtning, så læs den alligevel.

J. M. Coetzee (f. 1940) kunne jeg i en højstemt situation finde på at nævne blandt mine top 10-favoritforfattere. Det harmonerer så ganske vist ikke helt med mine egne anmeldelser her på bloggen af diverse af hans værker (retfærdigvis mangler nogle af de bøger, jeg har læst af ham, på bloggen, især den mesterlige Dostojevskij-pastiche, Mesteren fra Petersborg).

Ifølge mine egne anmeldelser kommer således kun to af Coetzees bøger op i nærheden af fem stjerner, mens jeg har diverse forbehold for de øvrige. Men alting er som bekendt relativt, herunder er mine bogbedømmelser altid afhængige af dagens stemning. De bedste af Coetzees værker har uafhængigt af dagsformen, da de blev anmeldt, imidlertid lagret sig, og det er nogle af de bøger, jeg bærer med mig,

Coetzees litterære stemme vokser ud af en klassisk, europæisk litterær tradition – med Dostojevskij som en af de åbenlyse inspirationskilder – kombineret med en særlig sydafrikansk erfaring. Resultatet er intenst, intellektuelt udfordrende og følelsesmæssigt gribende – når det er bedst. Coetzee er så ikke altid den bedste version af sig selv som forfatter, men det er på den anden side også så meget forlangt.

Age of Iron (opr. 1990) hører angiveligt til blandt Coetzees mest læse romaner. Efter min mening er den dog langt fra at være blandt hans bedste.

Romanen foregår i Cape Town i 1980`erne, hvor det sydafrikanske Apartheid-regime er på vej ind i sin slutfase.

Historien fortælles af Mrs. Curren, en hvid, ældre dame og pensioneret professor i klassisk sprog og litteratur, som ved romanens begyndelse netop har modtaget den lægedom, at hendes brystkræft har spredt sig, og at hun nu er på vej ind i terminalfasen.

Det bliver for hende anledning til at skrive et langt afskedsbrev til sin datter i USA, og brevet er den roman, vi læser.

The first task laid on me, from today: to resist the craving to share my death. Loving you, loving life, to forgive the living and take my leave without bitterness. To embrace death as my own, mine alone.

Mrs. Curren er et ordentligt og anstændigt menneske med hjertet på rette sted, som man siger. Hun har altid været modstander af Apartheid og foragtet de kyniske, hvide magthavere. Men hun er også selv hvid, en del af den forholdsvis velstillede middelklasse, så hendes rigtige holdninger har i et eller andet omfang været lette at have.

Men i hendes sidste dage, mens hun skriver det lange brev til sin fortabte datter, kommer Apartheids brutalitet tættere på hende selv end nogensinde før: Hendes sorte husholderskes unge søn forfølges af politiet; en ung, bevæbnet aktivist forskanser sig i hendes hus; en sort township i nærheden af hendes hjem sættes i brand, og unge mænd og drenge myrdes af politiet.

Samtidig har en hjemløs mand og hans hund slået sig ned i hendes forhave, og den fåmælte hjemløse ender mod alle odds med at blive hendes nærmeste fortrolige og støtte.

Romanen rummer øjeblikke, som forener stor skønhed og smerte. Både i skildringen indefra af fortællerens personlige smerte: hendes angst for døden, hendes ensomhed og sorgen over det, hun oplever som et tab af datteren. Og samtidig i det smertefulde samtidsportræt af hadet, volden og uretfærdigheden i Sydafrika.

Jeg har meget sympati for Coetzees idé med romanen.

Der er en vis grad af troværdighed over, at den døende fortæller igen og igen vender tilbage til de samme tanker, den samme ensomhed og den samme frygt i en stadig risiko for at overgive sig til kynismen. Men for os som læsere bliver det ikke desto for meget og for langt, for meget cyklen rundt på stedet.

Dertil kommer, at Coetzee efter min personlige smag bevæger sig lige lovlig tæt på grænsen til det salvelsesfulde, næsten prædikende, i den måde, hvorpå han lader sin fortæller reflektere over den kristelige – i sin ubetingethed umulige – fordring om at elske sin næste:

How shall I be saved? By doing what I do not want to do. That is the first step: that I know. I must love, first of all, the unloveable. I must love, for instance, this child. Not bright little Bheki, but this one. He is here for a reason. He is part of my salvation. I must love him. But I do not love him. Nor do I want to love him enough to love him despite myself.
It is because I do not with a full enough heart want to be otherwise that I am still wandering in a fog.

Det kunne have været en virkelig stærk kortroman, hvis Coetzee havde skåret den ned til det halve eller mindre. I sin nuværende form er den desværre så meget for lang, at den ærlig talt bliver kedelig, nærmest lidt anstrengende.

Men som nævnt indledningsvist: Selv når Coetzee ikke når sit topniveau, har han stadig meget at byde på, og Age of Iron er således bestemt værd at læse,

K's vurdering: