J.M. Coetzee: The Childhood of Jesus

Det er en seriøst mærkelig bog, den sydafrikanske nobelprisvinder, J. M. Coetzee denne gang har fået skruet sammen. Med en seriøst mærkelig titel. Titlen bør i øvrigt ikke hverken afskrække eller tiltrække nogen (alt efter tilbøjelighed) i den tro, at der er tale om en religiøs bog. Udover i titlen, så omtaler bogen på intet tidspunkt hverken Jesus, Gud eller kristendom. Ihvertfald ikke direkte, men det kommer vi tilbage til.

Bogen er til gengæld skrevet i Coetzees vanlige, smukke, sprøde prosa – og det var dét, der fik mig til at læse videre, mere end det var idéen med romanen, som jeg efter endt læsning stadig har svært ved at finde, og som gør det svært for mig entydigt at anbefale denne bog til andre.

Handlingen (og vær ikke bekymret for det, der kan tage sig ud som spoilers herunder – jeg røber mindre om handlingen end bogens bagklap gør): En mand i fyrrerne og en femårig dreng ankommer (som flygtninge eller indvandrere af en slags – vi finder aldrig ud af hvorfra) til et navnløst, fiktivt land, som lyder lidt som et sted i Europa uden at være det. Manden har i lejren fået tildelt navnet Simón, drengen navnet David. Drengen har mistet sine forældre (vi ved ikke, om de er døde, eller han bare er bortkommen), og manden har derfor taget ham til sig. Efter 6 uger i en teltlejr kommer de til byen Novilla, som man får indtryk af kun er befolket af flygtninge/tilrejsende som de selv. Der tales spansk og kun spansk, så alle nytilkomne er tvunget til at lære det.

Novilla er fremstillet som et slags socialdemokratisk/socialistisk velfærdssamfund: Her er ingen overflod eller luksus, men ingen lider heller alvorlig nød, Simón får hjælp af det offentlige til at finde en lejlighed og et arbejde som havnearbejder, busserne er gratis, alle borgerne bruger deres fritid om aftenen til at dygtiggøre sig på aftenskolen (hvor kurser i filosofi og begynderspansk dominerer), alle folk er venlige og hjælpsomme, og alle forekommer tilfredse med deres tilværelse og lod i samfundet.

Bagsiden af det nye samfund er, at det hele forekommer gråt og kedeligt uden store udsving. Sex er tilsyneladende noget, de fleste har vænnet sig af med. Ingen har noget drive til at ændre på ting, udvikle eller forny. Maden er ensformig og smagløs (brød, kiks, bønnemos, pasta med tomatsovs uden salt eller krydderier). Og alle har mistet hukommelsen, ingen husker noget om deres liv, før de kom til Novilla, end ikke deres eget navn eller familie. Det gælder også Simon og David.

Simóns kolleger på havnen er venlige og hjælpsomme, men de kan ikke følge ham, når han stiller spørgsmål til, hvad der egentlig er meningen med deres arbejde (de aflæsser sække med korn fra indkommende skibe) – de er tilfredse med at være der, hvor de er, og tanken om udvikling forekommer meningsløs. Alle havnearbejderne er ganske vist meget interesserede i at drøfte filosofiske spørgsmål og følger filosofikurser på aftenskolen. Men de anerkender kun den mest kedelige og stillestående slags filosofi i form af fænomenologiens spørgsmål til tingenes tinghed (såsom stolenes stolhed og den slags), mens Simón hellere vil diskutere filosofi, der rykker noget i livet, etik og metafysik.

Der er noget Fagre nye verden over stemningen i den første del af bogen med al denne velordnethed og venlighed og tilfredshed, der ligger som en kvælende dyne over alle livgivende udsving. Flere anmeldere har forsøgt at karakterisere den som en dystopi i traditionen fra Orwell og Huxley. Især i starten af bogen fik jeg også associationer til Cormac McCarthys Vejen i beskrivelsen af relationen mellem mand og dreng, søgende i en fremmed og fjendtlig verden, hvor de kun har hinanden at holde sig til.

Simón har besluttet sig for at finde drengens mor, en mission, som vanskeliggøres af, at drengen har mistet al legitimation og al erindring om sin mor i deres tidligere tilværelse. Så de ved hverken, hvad moren hedder, eller hvordan hun ser ud – eller om hun overhovedet er i live og også er kommet til Novilla. Simón er ikke desto mindre fast i troen på, at han i sit hjerte vil kunne genkende Davids “sande mor”, i det øjeblik, han ser hende.

Og ikke alene ser Simon pludselig en dag en kvinde, som han straks bliver overbevist om, er Davids sande mor, selv om hun ikke ved det eller har glemt det. Det lykkes ham også at overbevise denne kvinde, Inés, om at tage drengen til sig som sin egen – og sammen med drengen overlader Simón hende også sin lejlighed. Og Simón er urokkelig i sin tro på, at Inés er drengens sande mor, også selv om hun åbenlyst har svært ved moderskabet i praksis og forsøger at lukke Simón helt ude af drengens liv.

Læser man The Childhood of Jesus som en almindelig roman med forventningen om et sammenhængende plot med en begyndelse, en midte og en slutning, bliver man formentlig svært skuffet. Der er ganske vist en handling, men ud fra almindelige narrative kriterier er den ret utilfredsstillende – der er en del løse ender i form af sidehistorier, der påbegyndes, men ikke afsluttes, og meget af bogen er fortalt gennem dialog, herunder en del lange filosofiske dialoger. Men det er ikke handlingen, der bærer bogen, som helt tydeligt er tænkt som en allegori. Spørgsmålet er bare over hvad?

Ja, titlen tilbyder selvfølgelig en åbenlys fortolkningsramme, og der er da også masser af elementer i bogen, som man kan få til at passe ind i en allegori over Jesus´liv, som vi kender det fra evangelierne:

Simón kan ses i en dobbeltrolle som både Josef og Helligånden (det er ham, der udser sig Inés til at blive drengens mor og giver hende barnet – han udtrykker det sågar sådan et sted, at han hermed materialiserer en idé, som han har båret hos sig altid). Inés som drengens ikke biologiske, men “sande mor” er selvfølgelig Jomfru Maria, hvilket understreges ved, at hun angiveligt skal være jomfru. Drengen selv, David (som i: af Davids slægt ligesom den jødiske Messias er spået at skulle være), er et særligt barn med store evner, men også med tilpasningsvanskeligheder. Han lærer sig selv at læse, men har problemer med tallene, som han ser ser selvstændige væsener adskilt af sprækker, man kan falde ned i. Drengen har meget store tanker om sig selv og sine evner – han er fx overbevist om, at han kan vække døde til live ved puste ånde i dem. I skolen, hvor læreren beder ham om at skrive “I will allways tell the Truth” på tavlen, bliver det til “I am the Thruth.”

Drengen og især hans forhold til Simón er skildret ganske rørende i passager. I andre passager er drengen imidlertid møgirriterende: En overforkælet, brovtende, påståelig, selvretfærdig, kommanderende diktator. Parodierer og håner Coetzee evangelierne her? Eller er skildringen af det irriterende barn det endnu et raffinement, som skal få os som læsere til at tage afstand fra drengen på trods af, at vi også er blevet indviet i, at han har særlige evner – hvorved vi uafvidende kommer til at indtage rollen som farisæerne, der ikke kan genkende Guds søn, når de ser ham….? Jeg er overhovedet ikke sikker på, hvad der er Coetzees tanke her – men han spænder under alle omstændigheder buen meget hårdt i forhold til, hvad man med rimelighed kan forlange af læserne.

En anden og lidt mere jordnær allegorisk tolkning er at læse Simón og Davids historie som et billede på den måde, europæiske velfærdssamfund tager imod flygtninge og indvandrere. Med formel og statsorganiseret venlighed og hjælpsomhed, men også med krav om at integrere sig, hvilket hos Coetzee er fremstillet som et krav om fuldstændig assimilation: Ikke alene skal man tilegne sig det sprog, der tales i modtagerlandet (her spansk), tage et arbejde og helst også bruge sine aftener på aftenuniversitetet som alle andre. Man skal også lægge hele sin fortid bag sig, glemme alt hvad man kom fra, og undertrykke sine gamle begær. Men kan man leve som et helt menneske på den måde?

‘We are hungry all the time. You tell me our hunger is something outlandish that we have brought with us, that it doesn’t belong here, that we must starve it into submission. When we have annihilated our hunger, you say, we will have proved we can adapt, and we can then be happy for ever after. But I don’t want to starve the dog of hunger! I want to feed it!’ (s.30).

I romanen sukker hovedfiguren Simón efter en saftig, blodig bøf i stedet for det evindelige brød og usaltede bønnemos, som synes at være den universelle diæt i Novilla. Det samme gør vi som læsere: Romanens handling og personer savner liv, saft og kraft. Bogen er tydeligt præget af at være vokset ud af og skrevet på en intellektuel idé, og både personer og handling er konstrueret for at kunne fungere allegorisk, som tegn der peger hen mod noget andet. Det er intellektuelt vældig fiffigt, men det bliver mig altså en kende for blodfattigt, for kedeligt og livløst.

I det hele taget virker det som om, Coetzee i for høj grad bare har skrevet for sig selv denne gang: Han leger med en masse intellektuelle ideer og morer sig for sig selv med at udfolde snedige allegorier. Men hensynet til læseren bliver lidt glemt.

Og så er der alligevel noget i romanen, der bliver hængende – en lille foruroligethed, som aflejrer sig et sted – en fascination af den mærkelige dreng, som både tiltrækker og frastøder, og af det rørende portræt af den slidte og trætte Simón, der er urokkelig i sin tro på drengen. Formidlet af Coetzees stærke sprog. Men dette stærke sprog vil jeg nu alligevel anbefale at opsøge i andre af Coetzees værker.

Opdatering (3/10/2013): The Childhood of Jesus udkommer på dansk ca. 14. oktober 2013 på forlaget Gyldendal under titlen “Jesu barndom” oversat af Niels Brunse. Læs om Niels Brunses overvejelser og bekymringer i forbindelse med oversættelsen på Babelfisken – hvor Brunse i øvrigt også tilbyder supplerende mulige tolkninger af den mærkelige bog.