“The full, final and completely complete title of my bullshit story is: Allah is not obliged to be fair about all the things he does here on earth. Okay. Right. I better start explaining some stuff.”

Sådan starter Birahima, ti eller tolv år (han ved det ikke helt selv), forældreløs og erfaren børnesoldat i 1990’ernes rædselsvækkende krige i Liberia og Sierra Leone sin historie i Ahmadou Kouroumas roman Allah is not obliged fra 2000.

Romanen tager sin begyndelse i Birahimas tidlige barndom i Elfenbenskysten. Efter morens død og et liv som gadebarn begiver han sig sammen med svindlertypen Yakouba mod Liberia for at finde sin tante. Her bliver de to dog hurtigt indrulleret i en af de liberiske oprørshære, hvor Birahima til sin store begejstring snart udstyres med sin egen AK 47 Kalashnikov. Gennem Birahimas øjne får vi fortalt den plagsomme historie om de ødelæggende borgerkrige i Liberia og Sierra Leone.

Det er hård kost at læse Allah is Not Obliged, og den har givet mig anledning til følgende tilføjelser til listen over lande, jeg ikke har lyst til at besøge, endsige bo og leve i: Liberia, Sierra Leone, Elfenbenskysten.

Tonen i romanen er grov og barsk og sarkastisk og ubarmhjertigt illusionsløs. Det er ikke en bog for læsere med politisk-idealistiske, fine fornemmelser eller sarte maver. Birahimas introduktion af sig selv på romanens første side kan give et indtryk af stilen:

My name is Birahami and I’m a little nigger. Not ‘cos I’m black and I’m a kid. I’m a little nigger because I can’t talk French for shit. That’s how things are. You might be a grown-up, or old, you might be Arab, or Chinese, or white, or Russian – or even American – if you talk bad French, it’s called parler petit nègre – little nigger talking – so that makes you a little nigger too. That’s the rules of French for you.

Allah is Not Obliged er heller ikke en afrikansk empowerment-roman. Som vestafrikansk børnesoldat er der ikke meget at tro på. Og Ahmadou Kourouma synes heller ikke at have nogen illusioner tilbage på vegne af hverken vestafrikanske diktatorer, ‘demokrater’, ‘folket’ eller det internationale samfund.

Her er for eksempel Birahimas definition af fredsbevarende, ‘humanitære’ interventioner (baseret på den primært nigeriansk baserede vestafrikanske multilaterale organisation ECOMOG, som gik militært aktivt ind i den liberiske borgerkrig (1989-1996)):

‘Humanitarian peacekeeping’ is when one country is allowed to send soldiers into another country to kill innocent victims in their own country, in their own villages, in their own huts, sitting on their own mats.

Romanen har mange kvaliteter. Den er rasende godt skrevet i et sjældent kraftfuldt sprog. Det er et smågenialt træk af Kourouma at lade en børnesoldat være fortælleren: Barnets ‘uskyldige’, distancerede blik på de bestialske krishandlinger får dem til at fremstå så meget tydeligere i deres meningsløshed og rædsel.

‘Uskyldig’ sætter jeg i anførselstegn, for krigen bortrøver hurtigt og grundigt barnets uskyld, og Birahima begår forfærdende gerninger som børnesoldat bevæbnet med sin AK-47 Kalashnikov, “totally fucked-up on hash.” Mest skræmmende er dog beskrivelsen af den fascination af krigen og våbnene, som Birahima og de andre børnesoldater også drives af.

Beskrivelsen af livet som børnesoldat forekommer troværdig, men man skal ikke gøre den fejl at læse Allah is Not Obliged som et stykke socialrealisme. I så fald ville man hurtigt kunne affærdige Birahima som en utroværdig fortællerstemme:

For en 10-12 årig dreng, der er gået ud af skolen efter tredje klasse og siden har levet på gaden og som børnesoldat, har han således et utroværdigt avanceret ordforråd og ikke mindst en utroværdigt detaljeret indsigt i Elfenbenskystens, Liberias og Sierra Leones politiske og militære historie.

Ahmadou Kaurouma, 2009 (foto: Creative Commons)

Men realisme i dén forstand er tydeligvis heller ikke pointen. Ahmadou Kourouma bruger den 10-12 årige børnesoldat som talerør, fordi det fortællemæssigt giver ham en mulighed for at anlægge et på en gang indlevet og distanceret-sarkastisk syn på krigene i de tre lande, Birahami bevæger sig rundt i. Og det fungerer på mange måde ret godt.

Fortællingen flyder over af gruopvækkende scener fra krigen: En barnesoldat, der får afrevet benene af en landmine; børn, der i hash-psykoser ved uheld skyder hinanden i stumper; små piger, der voldtages og halshugges; den liberiske krigsherre Samuel Doe, som af den rivaliserende krigsherre Prince Johnson torteres og myrdes ved at få hakket sine lemmer af ét for ét for til sidst at få sit hjerte skåret ud og tilberedt og spist. Og man kunne blive ved. Jeg skal spare jer for citater.

Det hele er fortalt med Birahimas sarkastiske og sort-humoristiske stemme, som på den ene side introducerer en distance til rædslerne og dermed gør dem mere udholdelige at læse om, og på den anden side får dem til at fremstå endnu værre i deres karakter af dagligdag, der ikke stilles direkte spørgsmål ved.

I sidste del af bogen får vi over fyrre sider fortalt Sierra Leones politiske historie siden uafhængigheden i 1961. Det er særdeles interessant for én som mig, der ikke kendte meget til landets historie i forvejen, men har nærmere karakter af et politisk essay end af et kapitel i en roman, selv om det hele er underholdende fortalt med Birahimas grove sarkasme (som er fuldstændig blottet for illusioner om mulighederne for et folkebåret demokrati i Vestafrika):

Sierra Leone is a fucked-up mess, a big time fucked-up mess. A country is a fucked-up mess when you get warlords dividing it up between them like in Liberia, but when you’ve got political parties and democrats on top of the warlords it’s a big-time fucked-up mess.

Det virker nærmest som om, Kourouma havde besluttet sig for, at Sierra Leones politiske historie også lige skulle med i bogen, men han var løbet tør for muligheder for at flette den ind i den dramatiserede fortælling om Birahima. Han skulle måske have skåret Sierra Leone-delen ud.

Det stærke sprog til trods bliver romanen lidt ensformig læsning i længden, selv om den ikke er lang. Der er mange gentagelser, både af bestemte vendinger og referencer til personer og begivenheder, men også fortællestrukturelt.

Det har den indholdsmæssige pointe at vise, hvordan de forskellige oprørsfraktioner grundlæggende ikke adskiller sig fra hinanden: ‘Dagligdagen’ for børnesoldaten Birahima og hans voksne følgesvend Yakouba er den samme og lige forfærdelig og udsigtsløs, uanset om de kæmper for ULIMO (The United Liberation Movement of Liberia for Democracy), RUF (The Revolutionary United Front), NPLF (The National Patriotic Liberation Front) eller hvad de forskellige “befrielsesbevægelser” nu end kalder sig (navnene lyder som noget fra en Monty Python-film, og det ville være til at grine af, hvis de ikke havde så mange rædsler på samvittigheden).

De mange besværgende gentagelser udgør også en fortællemæssig hilsen til den vestafrikanske mundtlige tradition. Jeg kan således godt se de litterære begrundelser for Kouroumas opbygning af romanen. Men det bliver ikke desto mindre lidt enerverende at læse i længden.

Alt i alt alligevel en markant og anbefalelsesværdig læseoplevelse, som har gjort stort indtryk – selv om den på grund af de nævnte mangler ikke kan få topkarakter.

Allah n’est pas obligé er også udgivet på dansk som Allah er ikke forpligtet (oversat af Ole Rasmussen, Forlaget Hjulet, 2005), men den er vist udgået fra forlaget, så jeg har læst den i Frank Wynnes stærke version på engelsk. Den danske udgave skulle dog kunne skaffes brugt eller lånes på biblioteket.

Ahmadou Kourouma (1927-2003) er født i den vestafrikanske stat Elfenbenskysten (Côte d’Ivoire), hvor han også har boet det meste af sit liv, dog med adskillige, længerevarende ophold i andre lande på grund af uoverensstemmelser med styret i Elfenbenskysten. Selv om handlingen i Allah is Not Obliged primært udspiller sig i Liberia og Sierra Leone, udgør den således repræsentanten for Elfenbenskysten i min litterære verdensrundrejse.

K's vurdering: