Maaza Mengiste: Beneath the Lion’s Gaze

Maaza Mengistes episke familiedrama Beneath the Lion’s Gaze er interessant for det billede, romanen giver af den såkaldte revolution i Etiopien i 1970’erne. Men den snubler lidt i egne litterære ambitioner og mangler for meget i persontegningerne til for alvor at fænge.

Romanen tager sin begyndelse i 1974 i Addis Ababa. En voksende folkelig utilfredshed med den etiopiske regering er under opbygning, først og fremmest udtrykt gennem omfattede studenterdemonstrationer for reformer. Protesterne eskalerer efter den verdensomspændende visning af tv-billeder fra sultkatastrofen i Wello-regionen i Etiopien samme år.

En gruppe yngre officerer benytter sig af folkestemningen til at tage magten ved en paladsrevolution. Den legendariske etiopiske kejser Haile Selassie – på det tidspunkt verdens længst regerende statsoverhoved – bliver sat i husarrest. I de første dage efter kuppet lover militæret fredelige reformer, men der går ikke længe, før rygterne spredes om henrettelsen af stort set hele den tidligere regeringstop, inklusive flere af kejserens familiemedlemmer.

Håbet om en folkelig revolution knuses således hurtigt af militærdiktaturets realitet. Historisk kulminerer romanen ca. tre år senere med indledningen til den mest blodige og brutale fase under den etiopiske militærjunta (den såkaldte Derg), også kendt som Den Røde Terror i 1977-1979.

Romanen er især interessant at læse for denne historiske vinkel. Som læser får man ganske vist ikke via handlingen serveret en decideret indføring i Etiopiens historie – men den inspirerede mig til at læse lidt op på perioden, og det er også en kvalitet.

Frem for at udmale de historiske baggrundsbegivenheder i detaljer er Maaza Mengistes tilgang i stedet at fokusere på mennesker og på stemningen i landet i perioden. Romanen følger en konkret familie i Addis Ababa:

Der er familiefaren Hailu, som er en højt respekteret læge på byens vigtigste hospital. I bogens første del er fokus især på hans desperate kamp for at behandle sin kone, Selam, som er dødeligt syg og grundlæggende kun ønsker at give slip på livet.

Sidenhen stilles Hailu i den omvendte situation, da han af militærjuntaen får ordre til at redde en ung pige, som bringes mere død end levende ind på hospitalet efter tydeligvis at være blevet udsat for ualmindelig grusom tortur. Hailu er ikke i tvivl om, at hvis han som læge redder hende, vil det kun være for at sende hende tilbage i fængslet til fornyet tortur og efterfølgende henrettelse. Hvad gør en samvittighedsfuld læge under lægeløfte? Og hvad gør en familiefar, som vil udsætte sig selv og sin familie for en risiko for at lide samme skæbne som pigen, hvis han hjælper hende ud af smerterne?

Samtidig følger vi Hailus to sønner og svigerdatter. Den ældste søn Yonas er det fornuftige familiemenneske. Han står for de rationelle og velovervejede valg i lyset af militærdiktaturets overmagt og brutalitet – men han står dermed også for passivitet over for regimet. Den yngre bror Dawit er heroverfor det passionerede brushoved, som går forrest i studenterdemonstrationerne i 1974 og siden går aktivt ind i modstandsbevægelsen mod Dergen. Og så er der Yonas’ kone, Sara, som står et sted imellem de to brødre.

En central person er også Dawits barndomsven, som inkarnerer den helt almindelige etiopier, der af militærstyret gøres til bøddel.

Maaza Mengiste. Foto fra forfatterens hjemmeside (maazamengiste.com)

Maaza Mengiste vil åbenlyst gerne fortælle en historie om, hvad krig og diktatur gør ved en familie af ægte, levende mennesker, som også under diktaturet forsøger at opretholde et almindeligt liv. Det er meget sympatisk. Problemet er, at Mengiste trods intentionerne ikke formår at gøre personerne rigtig nærværende og vedkommende.

En af grundene er, at personerne i for høj grad synes designet til at illustrere forskellige typer, positioner og måder at håndtere livet under diktaturet: Studenterdemonstraten og modstandsmanden. Den grundlæggende ordentlige men passive. Den af vold og magt korrumperede. Og så videre. Det gør personerne mindre troværdige, og som læser er det svært for alvor at føle med dem.

En anden grund er, at Mengiste ikke har forstået, at mindre oftest er mere, når det kommer til at formidle stærke følelser og voldsomme begivenheder (eller også evner hun blot ikke – i denne hendes debutroman – at løfte opgaven håndværksmæssigt som forfatter). Alt for ofte forfalder romanen således til det melodramatiske og overgjorte, og det gør paradoksalt nok dramaet mindre vedkommende, grænsende til det kedelige.

Dette gælder mange af de følelsesmæssigt “store” scener, men det gælder faktisk også meget af den ydre dramatik. Og ydre dramatik er der ellers masser af. Som læser skal man blandt andet berede sig på en hel del udpenslede torturscener, herunder tortur og henrettelse af børn. Det er barske sager, men mindre barske, end de kunne have været, hvis Mengiste havde formået at gøre sine personer mere troværdige og levende for os læsere.

Mengiste forsøger sig derudover undervejs med nogle kortere lyriske, drømmeagtige passager, herunder drømmelignende scener set fra nyligt afdødes synsvinkel, som vel er tænkt som stemningsskabende, men virker fortænkte og i nogle tilfælde decideret svulstige, hvorfor de da også falder helt igennem.

Jeg var meget positivt stemt og forventningsfuld efter de første sider i Beneath the Lion’s Gaze på baggrund af det historiske portræt af Etiopien i en periode af landets historie, jeg ikke havde så meget styr på. Men Mengiste formåede desværre ikke at indløse potentialerne i historien fuldt ud, og jeg havde svært ved at holde interessen.