Historisk roman om den nu glemte, franske 1800-tals eventyrer Aimé Olivier de Sanderval, som satte sig for at blive konge af Fouta Djallon i det nuværende Guinea i Vestafrika – og for en kort bemærkning virkelig lykkedes med sit forehavende, ihvertfald delvist. En fascinerende fortælling, som den guineanske forfatter Tierno Monénembo imidlertid desværre kun delvist formår at omsætte til en lige så fascinerende roman.
Aimé Olivier de Sanderval (1840-1919) var opfinder, filosof, forfatter, opdagelsesrejsende og kolonisator – og en gigantisk fantast. Men en fantast af den slags, der faktisk formåede at realisere nogle af sine fantasterier – ihvertfald delvist og i en kort overgang, om end han til sidst måtte se sine drømme knuste af den franske kolonimagt.
Den Lyonfødte Sanderval var allerede fra barnsben – ifølge romanen – fascineret af Afrika og tanken om at gøre opdagelsesrejser på det mørke kontinent. Ambitioner, som han som voksen ændrede til ambitioner om at kolonisere kontinentet.
Sanderval var besat af en mængde forestillinger, blandt andet at en ny istid var lige om hjørnet, som ville forskyde civilisationens centrum fra Europa til Afrika. Forudsætningen ville være, at europæerne kunne formå “at trække Negeren ud af hans dyriske tilstand,” og netop dette så Sanderval som sin opgave:” “I do believe the time has come to pass on the torch we received from Athens and Rome.”
Fouta Djallon på Olivier de Sandervals tid (opslag fra bogen).
En anden af Sandervals fikse ideer var, at regionen Fouta Djallon (i det nuværende Guinea) var nøglen til beherskelse af Afrika, og i 1880 satte han kursen fra Frankrig mod den vestafrikanske kyst med den – for sig selv – erklærede ambition at skabe sig sit eget kongedømme i Fouta Djallon.
Sandervals rejser er en dramatisk og i sig selv fascinerende historie. På sine rejser til det indre Fouta Djallon er han flere gange ved at bukke under for diverse tropesygdomme. Men det er intet mod de farer, han udsætter sig for i forsøget på at vinde fula-folkets tillid.
Sandervals strategi er at forsøge at få aftaler med fulaerne om at bygge en jernbane og etablere handelsforbindelser mellem Frankrig og Fouta. Hans personlige ambitioner om at komme til at herske over området går han selvsagt stille med.
Undervejs tilbringer han måneder i fængsel hos fulaerne og er flere gange tæt på at miste hovedet. Ved blandt andet at udgive sig for at være den franske konges nevø og ved at spille på de interne modsætninger mellem forskellige fraktioner og prinser blandt fulaerne lykkedes det ham imidlertid at få sine aftaler i hus. Til sidst anerkendes han af fulaernes konge, almamien, som fula og får tildelt herredømmet over højlandsområdet Kahel. Han kan nu kalde sig konge af Kahel, han opbygger sin egen hær og slår endda sine egne mønter.
Sværere har Sanderval dog med at opnå tilslutning til sine ideer hos det franske bureaukrati, både i Paris og i Guinea. Historien går sin gang, og til sidst må Sanderval se sig slået af den franske stat, som – hjulpet på vej af interne stridigheder mellem de fulanesiske prinser, men også af Sandervals indledende aftaler med fulaerne – omkring århundredeskiftet indlemmer Foula Djallon i kolonien Fransk Guinea.
Sanderval må vende hjem til Frankrig, hvor han ender sine dage som en forsmået og bitter mand.
Tegning af Olivier de Sanderval (1882). Kilde: Ch. de Mourgues frères, Livret illustré du Salon, Paris, 1882 (her hentet fra Wikipedia).
Historien om Aimé Olivier de Sanderval rummer dramatisk stof nok til at fylde adskillige romaner. Et oplagt udgangspunkt for en spændende, historisk roman, skulle man mene.
Problemet for Tierno Monénembos roman om Sanderval er, at han tilsyneladende forsøger at få det hele med i en bog på knap 300 sider. Jeg kan et eller andet sted godt forstå ham, for det er virkelig en fascinerende historie, og det ville være en svær øvelse at vælge noget fra.
Men netop forsøget på at få alle de spændende elementer i historien med bliver på paradoksal vis også det, der gør The King of Kahel til en skuffende – sine steder grænsende til kedelig – læseoplevelse.
Problemet er, at størstedelen af romanen er fortalt i en distanceret stil, som i lange stræk virker mere som et referat af begivenhederne end som en dramatiseret fortælling. Historien og dens personer bliver på nær i få passager aldrig rigtigt levende.
Det gælder ikke bare bipersonerne, men også Olivier de Sanderval selv, og det er altså et væsentligt problem for en roman, der netop har Sandervals personlige udvikling som omdrejningspunkt.
Romanen kunne derudover – set fra en dramatisk vinkel – have vundet betydeligt ved, at Monénembo havde skåret både handlingselementerne og persongalleriet til. Der er mange begivenheder, som muligvis har historisk ophæng, men som er ligegyldige for den overordnede handlingstråd. Og der er virkelig mange bipersoner – det kræver sin opmærksomme læser at holde styr på dem alle, både franskmændene og fulaerne.
Monénembo lykkes dog med at tegne et underspillet ironisk billede af de på sin vis latterlige europæiske kolonisatorers på én gang racistiske og naivt romantiske forestillinger om Afrika og den sorte mand, der venter på at blive oplyst af den hvide mands kultur.
En god historie, som kunne have fortjent en lidt bedre udførelse.
The King og Kahel blev indslaget fra Guniea i min læseudfordring, Verden rundt i bøger. Titel: The King of KahelForfatter: Tierno Monénembo
Udgiver: AmazonCrossing
Udgivet: 2010
Originaltitel: Le Roi de Kahel
Opr. udgivelsesår: 2008
Originalsprog: Fransk
Oversætter: Nicholas Elliott
Sider: 291
Læst: Juni 2018
K's vurdering:
Skriv et svar