Thomas Mofolo: Chaka

Lesothiske Thomas Mofolos klassiske roman om zulukongen Shaka kan stadig læses med udbytte – men alderen fornægter sig ikke, og romanen har nok mest litteraturhistorisk interesse i dag.

Shaka Senzangakhona (ca. 1787-1828), ofte bare omtalt som Shaka/Chaka eller Shaka Zulu, er kendt som erobreren, der i første del af det 19. århundrede skabte et stor zuluimperium i det sydlige Afrika.

I romanen Chaka blander Thomas Mofolo historiske fakta om Shakas liv med fiktion, herunder magiske elementer.

Resultatet er fortælling om Shakas liv, hans gradvise opstigen i samfundet, hans storhed og til sidst hans fald.

Den illegitimt fødte Chaka forstødes som barn af sin far, kong Senzangakhona, må forlade sin hjemlandsby og vokser op i armod som en paria i en anden landsby. Ved egen kraft stiger Chaka imidlertid hurtigt i graderne som en respekteret og frygtet kriger, indtil han med sine zulukrigere ikke bare kan erobre sin fars kongedømme, men ender som hersker over et enormt landområde i det nuværende Sydafrika.

Chaka er dog mindre en egentlig historisk roman end en symbolsk beretning om et menneske drevet af en utøjlelig ambition og et umætteligt magtbegær, som fører ham til storhed, men undervejs også fortærer ham indefra, destruerer hans indre moralske pejlemærker og selve hans menneskelighed, gør ham til et regulært blodtørstigt monster.

Et af raffinementerne i romankompositionen er således, at vi som læsere i begyndelsen af romanen uvilkårligt solidariserer os med den unge Chaka som fortællingens helt. Men efterhånden som Chaka brændes op af sine magtambitioner og begår den ene større uhyrlighed efter den anden, må vi tage afstand og væmmes.

Et af Mofolos litterære greb er at indarbejde en række magiske elementer i historien, især i form af troldmanden Isanusi. Isunasi er for Chaka, hvad Mefisto er for Faust: Isanusi giver Chaka succes, storhed, magt og ære – men prisen er hans menneskelige sjæl.

Troldmanden og hans to hjælpere kan i romanen læses symbolsk som inkarnationen af forskellige sider af Chakas personlighed: Hans brutale og kyniske ambition, hans mod og styrke, hans snedighed og retoriske evner.

Thomas Mofolo (1876-1948) menes at have færdiggjort den første version af manuskriptet til Chaka så tidligt som i 1909. Udgivere i hans samtid synes dog at have veget noget tilbage for at udgive romanen, og først i 1925 udkom den første gang på originalsproget sesotho. Chaka blev oversat til engelsk første gang i 1931 af F. H. Dutton og senere genoversat af Daniel P. Kunene og udgivet i 1981 af Heinemann, som er den version, jeg har læst.

Betragter man romanen lidt på afstand, så er det ikke svært at forstå, at den har fået status som afrikansk litterær klassiker i kraft af sin klassiske komposition kombineret med psykologisk indsigt og velfungerende symbolske elementer.

Men går man lidt tættere på sproget og fortællestilen i romanen, må man også erkende, at de omkring 100 år, den har på bagen, også mærkes ret tydeligt. Der er sådan set vældig meget action (faktisk flyder romanen over af blod, krige og myrderier), der er magi, der er kærlighed, der er kampe mellem onde og gode (mest onde).

Men det hele er fortalt meget gammeldags og ærlig talt lidt tungt. Romanens kvaliteter består således mest i den overordnede komposition og selve den psykologiske figur, som Chaka udgør.

Således anbefalet, men nok mest til den litteraturhistorisk interesserede.

K's vurdering: