Afrikansk kortromanklassiker om eritreanske soldater indskrevet som lejetropper i den italienske kolonimagts hær i begyndelsen af det 20. århundrede.

Gebreyesus Hailu (1906-1993) var i sin levetid en markant person i Eritreas intellektuelle, kulturelle, kirkelige og politiske liv, både under og efter det italienske kolonistyre. Han var uddannet teolog og studerede i en periode i Italien, men vendte tilbage til Eritrea.

Hailu skrev The Conscript i 1927, men den blev først udgivet i 1950 på originalsproget tigrinya (som ved siden af arabisk er det ene af Eritreas to officielle sprog i dag). Den ganske korte roman strækker sig ikke over mere end 50 sider, men har i sin form alligevel mere romanens karakter end novellens. Det er den første eritreanske roman skrevet på tigrinya og i det hele taget én af de allerførste romaner skrevet på det afrikanske kontinent af en afrikansk forfatter, og den har som sådan status af en klassiker. Alligevel blev den først udgivet på engelsk i 2012, oversat af Ghrimai Negash og med en introduktion af Laura Chrisman.

Hailus ærinde med romanen er at fortælle historien om de mange eritreanere, der – mere eller mindre frivilligt – lod sig indskrive som lejesoldater, askari, i den italienske kolonimagts hær.

Den italienske hær gjorde – ligesom andre europæiske kolonimagter – i stor stil brug af sådanne lokalt hvervede soldater, som var afgørende bidrag til krigsførelsen i adskillige krige. Hailu er i The Conscript ikke præcis i de historiske angivelser, men jeg gætter på, at romanen udspiller sig i perioden umiddelbart efter den italiensk-libyske krig i 1911-1912, hvor Italien erobrede det libyske område fra Det Osmanniske Rige, men inden udbruddet af Første Verdenskrig.

De bedste dele af den korte roman var for mig dels en af de indledende scener, hvor de eritreanske soldater, habeshaerne, stiger på det tog, der skal fragte dem til kysten og derfra med skib videre til den libyske kyst. Hailu demonstrerer her en sans for et dramatisk billedsprog, hvor de sorte togstammer synes at få et dæmonisk eget liv:

[T]he most disturbing aspect of the scene was the black trucks that roared like starving lions, hungry to swallow the Habesha people in their beastly bellies.
[…]
The metal doors closed, and trains started their engines in a smug, slow motion, showing their pride in what they were doing, as if to say they knew they were indeed taking the best sons of the land.

Ellers er højdepunktet i romanen scenerne fra den nådesløst varme og golde libyske sandørken, hvor de stolte eritreanske sønner for alvor forstår, hvor langt væk hjemmefra, de er kommet – og hvor meningsløsheden ved at være netop dér og kæmpe for italienerne mod de libyske ørkenstammer går op for dem.

Et hovedtema i bogen er således det moralske paradoks, soldaterne befinder sig i: Eritreanerne kæmper for den selvsamme fremmede kolonimagt, der har besat deres eget hjemland, mod et andet folk, de egentlig ikke har noget udestående med, og som blot forsvarer deres ret til at opretholde det nomadeliv, de har levet i århundreder.

Fra en litterær betragtning lever The Conscript nok ikke helt op til lovprisningerne i introduktionen, men den er bestemt ikke uden kvaliteter eller raffinementer. Hailu skifter for eksempel i sin fortælleteknik ubesværet mellem første-, anden- og tredjeperson. Og selv om han skriver med afsæt i en europæisk romantradition, så trækker han samtidig på en nordafrikansk mundtlig tradition ved blandt andet at krydre fortællingen med referencer til en mængde eritreanske ordsprog.

Jeg kunne have ønsket, at romanen havde været lidt længere, især den centrale og bedste del af romanen, der udspiller sig i Libyen. Derudover havde jeg gerne set Hailu udfolde portrættet af sin hovedperson lidt mere, ikke mindst motivationerne for at lade sig indskrive i den italienske hær. Den eneste forklaring, vi får i romanen, er en ikke særlig udfoldet henvisning til et eritreansk krigerkodeks, som tilsiger, at mænd altid bør søge ære i krig.

Som nutidig læser kan man således godt mangle noget kontekst, som forordet af oversætter Ghrimai Negash og introduktionen af Laura Chrisman dog råder fint bod på.

Samlet set er The Conscript ikke min hidtil største litterære oplevelse fra det afrikanske kontinent, men heller ikke den ringeste. Den er under alle omstændigheder afgjort værd at læse – om ikke for andet, så i kraft af sin status som romanklassiker fra kontinentet. Og da den er så kort og let at læse, er det en ganske overkommelig opgave.

• Lignende indlæg

Ricardo Romero: The President’s Room

Adolfo Bioy Casares: Morels opfindelse

Mario Bellatin: Jacob the Mutant

Mario Bellatin: Flowers and Mishima’s Illustrated Biography