Klassisk camerounsk roman fra 1956 om den kristne kirkes og missionærvirksomheds mere eller mindre velvillige meddelagtighed i den europæiske kolonialisme i Vestafrika.

The Poor Christ of Bomba foregår i Fransk Cameroun i 1930’erne og er fortalt i form af fortællerens dagbog over cirka en måned. Fortælleren, Denis, er en ung assistent hos den franske leder af en katolsk missionstation i Bomba. Denis er ikke andet end en stor dreng, han er overbevist kristen, næsegrus beundrer af præsten, men i kraft af sin alder også ganske naiv og uprøvet af livet.

Mongo Betis fortællemæssige greb, at lade den naive dreng være spejl for de faktiske forhold på missionærstationen, giver romanen en satirisk tone og får realiteterne til at fremstå så meget tydeligere.

På missionærstationen i Bomba forberedes unge, forlovede kvinder fra oplandet på “et kristent ægteskab” ved at leve isoleret fra mænd i en kvindelejr i nogle måneder. Virkeligheden er imidlertid, at de unge kvinder i lejren i Bomba de facto holdes fanget og systematisk udnyttes seksuelt af de lokale hjælpepræster, hvilket kun gradvist afdækkes i løbet af romanen (jeg har dog ikke her afsløret mere end bogens bagsidetekst).

Den egentlige hovedperson i romanen er den hvide, franske missionær, Fader Drumont, som har ledet missionstationen i Bomba i mere end tyve år. Fader Drumont er en streng, men i bund og grund velmenende præst. Men han er træt og i stigende grad desillusioneret over sit virke. En af de erkendelser, der er ved at snige sig ind på ham, er, at folkeslagene i Vestafrika måske slet ikke har brug for kristendommen, ihvertfald ikke i den europæiske klædedragt, som missionærerne forsøger at proppe ned over hovedet på dem:

“These good people worshipped God without our help. What matter if they worshipped after their own fashion – by eating one another, dancing in the moonlight, or by wearing bark charms around their necks? Why do we insist on imposing our custom on them?”

For Fader Drumont bliver begivenhederne i den måned, romanen udspiller sig over, kulminationen og bekræftelsen på den erkendelse, han i forvejen gradvist er kommet frem til: Hans virke over tyve år som missionær er fejlet, og måske var det dømt til at fejle fra begyndelsen. Og ikke mindst falder skællene fra hans øjne i forhold til den kristne kirkes og missionærvirksomheds intrikate – mere eller mindre medvidende – medskyldighed i den økonomiske kolonialisme i Vestafrika.

Som Fader Drumont siger i en af sine samtaler med Monsieur Vidal, som er den lokale, franske administrator i romanen inkarnerer den ikke-religiøse del af den franske kolonialisering:

“I’ve […] noticed the agreement with the colonials which all the missionaries here seem fated to fall into; this is a real betrayal of the Africans. I say ‘fated’, but is it really so inevitable? I just don’t know, but I’d dearly like to know. All I know is that you protect us and that we prepare the country for you, softening the people up and making them docile.”

Historien i The Poor Christ of Bomba fejler egentlig ikke noget, temaet er selv sagt vigtigt og Mongo Betis vinkling af kolonialismekritikken er interessant. Og romanen er selvfølgelig interessant allerede i kraft af sin status som vestafrikansk klassiker. Den er sådan set også velskrevet og oversat til flydende engelsk af Gerald Moore.

Når alt det er sagt, så er den også lidt til den tunge side, ikke ligefrem en page-turner. Jeg skulle mere end 100 sider ind i romanen, før jeg syntes, at den kom rigtigt i gang (og det er immervæk langt inde i en roman på i alt kun 219 sider).

Romanen er oprindeligt skrevet på fransk, men jeg har, som det fremgår, læst den i engelsk oversættelse (ved Gerald Moore, oprindeligt 1971). Den foreligger imidlertid også i en dansk oversættelse ved Lis Thorbjørnsen (Skars Forlag, 1966) som De frelste sjæle i Bomba, og den version havde jeg egentlig hellere læst.

For- og bagside af den danske udgave af De frelste sjæle i Bomba (1966). Ikke kun lugten af bogen var en smule skimlet – det gælder også bagsideteksten: I dag ville vi næppe se en bogomtale bruge begrebet “et negersamfund.” En slags ufrivillig ironisk metakommentar til romanens tema, som netop er kolonialismen og den implicerede racisme.

Faktisk lykkedes det mig også at fremskaffe et eksemplar af den danske udgave (bestilt antikvarisk over nettet), men det eksemplar, jeg fik hjem, havde desværre en lidt for kraftig lugt af støv og skimmel (selv om eksemplaret var pænt og uopsprættet) til, at jeg kunne holde ud at være i stue med det. Jeg blev således mindet om, hvorfor jeg er holdt op med at gå i antikvariateter. Efter nogle dårlige erfaringer med skimmelsvamp i fortiden er jeg blevet lidt følsom overfor den slags. Den danske udgave måtte derfor forlade mit hus og jeg greb i stedet til den engelske version, jeg også havde stående i reolen.

K's vurdering: