Ferdinand Oyono: Houseboy

Ferdinand Oyonos nyklassiske kortroman er en ironisk, men også realistisk-grum, kritisk kommentar til fransk kolonialisme i det vestlige Afrika i 1950’erne. På en gang humoristisk og hjerteskærende brutal.

Ferdinand Oyonos Houseboy (fr. Une Vie de Boy, opr. 1956) indledes med en kort rammefortælling placeret i det daværende Spansk Guinea (senere Ækvatorialguinea). Her bliver en ferierende camerouner hidkaldt til dødslejet for en anden camerouner, som er blevet fundet fysisk mishandlet. På den unge mands krop finder rammefortælleren to stilehæfter, som indeholder den afdødes dagbogsnotater. Og det er disse dagbogsnotater, skrevet af den unge camerouner Toundi, der udgør den roman, vi herefter læser.

Romanen indeholder ikke nogen direkte tidsangivelser, men den kunne meget vel udspille sig på den tid, den er skrevet og udgivet, det vil sige i Fransk Cameroun i midten af 1950’erne (Fransk Cameroun blev uafhængigt af Frankrig i 1960 for i 1961 at blive forenet med det tidligere britisk-styrede Sydcameroun under navnet Den Føderale Republik Cameroun, i dag Republikken Cameroun).

Vi er således i den sidste del af den franske kolonitid i Afrika. Slaveriet er naturligvis for længst afskaffet, men de afrikanske camerounerne, der arbejder for de hvide franskmænd, lever ikke desto mindre under forhold, der på mange måder er slavelignende.

Den officielle ideologi prædiker lighed for alle, men realiteten er en anden. Oyono udstiller med sin roman på sarkastisk vis dette hykleri med lige dele ironisk humor og skræmmende realisme.

Ferdinand Oyono (1929-2010). Foto: FN

Fortælleren Toundi fremstår i sin dagbog som en intelligent og ambitiøs, ung mand. Han er fascineret af de hvides verden, og han ser et job tæt på de hvide som vejen frem. Toundi knytter sig først til en fransk missionspræst, men da denne bliver dræbt i en ulykke, får han i stedet job som “boy” hos den den lokale, franske kommandant.

Kommandanten har i første omgang et godt øje til den kvikke og servile Toundi, men komplikationerne opstår, da kommandantens smukke kone ankommer og laver rav i lokalsamfundet. For sent indser Toundi, at han som sort afrikaner aldrig kommer i nærheden af egentlig anerkendelse fra de hvide franskmænd – og at hans nærhed til dem ikke er et trin op ad en stige mod succes, men tværtimod indebærer kimen til hans undergang.

Et af romanens temaer er forræderi: I sin ambition om at opnå succes blandt de hvide, forråder Toundi i en vis forstand både sin familie og sig selv. Samtidig bliver han selv forrådt af de hvide franskmænd, han tjener og betjener. I et bredere perspektiv er den franske samfundsorden i Fransk Cameroun ét stort hyklerisk forræderi mod den overfladiske lighedsideologi, som kun er et gennemskueligt slør, hvilket alle er klar over uden at sige det højt.

Oyono udstiller og spidder dette hykleri på humoristisk-sarkastisk vis i dialogerne mellem de “fine” franske, hvide borgere i landsbyen, som ikke forsømmer en lejlighed til markere forskellen til de sorte, som uafladeligt nedgøres – mens de hvide kolonialister synker moralsk længere og længere ned i det søle, der udgøres af deres egen dekadence.

Toundi og hans sorte venner og kolleger i kommandantens husholdningen får sig mange gode grin undervejs over franskmændenes tåbeligheder. Som da Toundi til kommandantens kones store fortrydelse ved et uheld kommer til at feje nogle brugte kondomer frem fra under sengen:

“What are these Europeans going to think up next?” said the cook. “They are already uncircumcized and yet they have to find other things to put around it.”

Mod slutningen af romanen viser den rå, koloniale magt imidlertid sit grimmeste og mest brutale fjæs frem, og så er det ikke sjovt længere, hverken for protagonisten eller læseren.

Ferdinand Oyonos roman har især sin styrke i den måde, hvorpå han fortællemæssigt benytter sig af kontraster: I tæt på én bevægelse går han fra på humoristisk vis at ironisere over de hvide, franske kolonialisters dekadente og fordummende selvforherligelse og ublu racisme – som tydeligvis dækker over deres angst og usikkerhed – til at tvinge os læsere ind i rollen som vidner til udøvelsen af den rå, koloniale magt i dens mest afstumpede og kvalmende brutalitet.

Disse kvaliteter gør Houseboy værd at læse. At den så samtidig er en af de få tilgængelige romaner på engelsk fra Cameroun overhovedet, udgør endnu en anbefaling. Når det er sagt, så er den korte roman også en lidt ujævn affære.

Dagbogsformen er altid en lidt risikabel affære at begive sig ind i som forfatter. Den ender tit med at blive utroværdig. Hvorfor ikke i stedet tage springet og bare skrive det hele i jeg-form uden at foregive, at det er andet end fiktion? kunne nogen spørge. Andre ville svare, at dagbogsformen som greb også kan noget fortællemæssigt, som kan undskylde dens utroværdighed, og det ville også være rigtigt.

Uden at skulle røbe for meget om handlingen i Houseboy (og slet ikke mere end romanen selv røber på sine første sider) må jeg sige, at der er passager mod slutningen af bogen, hvor det forekommer højst usandsynligt, at hovedpersonen kan vedblive med at skrive dagbog, eller at han overhovedet fortsat kan være i besiddelse af sin dagbog. Jeg forstår, hvorfor Oyono gerne vil kunne fortælle om sin protagonists endeligt (som han gør på romanens første sider), men jeg tror, at jeg ville have foretrukket en version uden rammefortælling, hvor vi ikke havde behøvet at kalde teksten for en dagbog.

Hvorom alting er: Houseboy er en velskrevet, underholdende og bestemt læseværdig roman, hvis man er interesseret i afrikansk, senkolonial litteratur.

Og så skal man i øvrigt ikke lade det komme romanen til last, at dens forfatter efterfølgende valgte at forfølge en politisk karriere som minister i forskellige konstellationer af præsident Paul Biyos knap så demokratiske étpartistyre i Cameroun fra 1982 (hvorunder han blandt andet affærdigede sine egne romaners politisk-kritiske pointer som ikke-længere-relevante). Dét er, som man siger, en anden historie.

K's vurdering: