Léonora Miano: Dark Heart of the Night

Grumme-grum roman fra Cameroun. Om afrikansk nationalisme, når den udarter sig i depraveret, excessiv voldsudøvelse. Om overlevelsesmentalitet i en afrikansk landsbyklan, som går forud for alt andet. Og samtidig en udviklingshistorie om en ung kvinde, der forsøger at finde sin identitet. En roman med gode ideer, som desværre ikke er udført godt nok.

Det mørke hjerte i natten i Léonora Mianos (f. 1973) roman er sortere end sort, og fortællingen rummer nogle af de mest brutale, grænseoverskridende voldsscener, jeg er stødt på i litteraturen. Desværre nok ikke værre, end hvad den virkelige verden kan byde på, men nu er læseren advaret.

Læseren skal også være advaret mod afsløringen af visse handlingselementer i det følgende, men jeg har svært ved at skrive en fyldestgørende anmeldelse uden.

Titlen spiller på Joseph Conrads klassiker, Heart of Darkness (1899), og det er ikke upassende. Oberst Kurtz’ excesser i Conrads roman fremstår dog nærmest som drengestreger i sammenligning med det scenarium, Miano lader udspille i den ene nat, der er romanens omdrejningspunkt, i en landsby et sted i det fiktive land Mboasu, som formentlig kan læses som Cameroun (Miano er født i Cameroun, men nu bosiddende i Frankrig). Om det længere nede i anmeldelsen.

Der er ihvertfald to historier på spil i Mianos Dark Heart of the Night (opr. 2005, eng. 2010). Miano vil gerne have dem til at være én historie, men hun formår ikke at forene dem. Og i sidste ende er romanens største problem, at hun ikke rigtigt synes at kunne bestemme sig for, hvilken af historierne hun helst vil fortælle.

Romanen er dels en personlig udviklingshistorie om den unge kvinde Ayané. Hun er født ind i den lille Eku-klan, som hendes far tilhørte. Hendes mor var imidlertid fra en anden klan – hun blev aldrig anerkendt af Eku’erne, og både hun og faren blev i deres levetid udgrænset, fordi de i deres levevis afveg fra klanens traditioner. Ayané selv rejser som ung siden til Frankrig.

Romanen begynder, hvor Ayané kommer tilbage til landsbyen i det fiktive land Mboasu i anledning af, at hendes mor ligger for døden. Her bliver hun i sit europæiske tøj og med sin manglende forståelse for klanens traditioner imidlertid alt andet end varmt taget imod.

Omdrejningspunktet i Ayanés historie er hendes forsøg på at komme overens med sin egen fortid med et ben i forskellige kulturer. Og det spørgsmål, hun må stille og besvare for sig selv, er, om hun vil afvise klanen, som hun er født ind i, eller om hun skal vælge den svære vej og forsøge at forstå dem.

Den anden hovedhistorie i romanen – og som for mig at se er den vigtigste og mest interessante – handler om om Eku-klanen. Et lille landsbysamfund, der frister en hård tilværelse i et ugæstfrit land. Landsbyen er for det meste primært befolket af kvinder og børn, mens mændene er rejst væk for at tjene penge andetsteds. Penge, som familierne i landsbyen dog sjældent får meget gavn af.

And the women stayed, with the world on their shoulders.

Kvinderne er gennemgående de stærke karakterer i romanen. Det er dem, der binder klanen sammen. Mændene er gennemgående sølle og svage og grundlæggende ubrugelige, inklusive klanens mandlige høvding. Eneste undtagelse kunne måske have været Ayanés far, der utraditionelt i sin tid valgte at blive boende i landsbyen og dyrke jorden der. Fornuftigt, kunne det synes, men i strid med traditionerne, og derfor blev han afvist af klanens fællesskab, inklusive af kvinderne.

Klanens raison d’être er at videreføre klanen. Det enkelte liv betyder ikke noget i sig selv, klanens overlevelse er det eneste, der tæller, lige meget hvad. Denne grundindstilling til livet i verden bliver testet og udfoldes i sit mest ekstreme i løbet af en enkelt gruopvækkende nat, som er romanens absolutte omdrejningspunkt.

Tiden i romanen er ikke angivet med nogen årstal eller andre præcise referencepunkter, men vi synes at være i den postkoloniale periode i dette afrikanske land (som kunne være Cameroun). Landet er i borgerkrig, hvor mindst én oprørsbevægelse har momentum og bevæger sig gennem landet, hvor den med tvang samler tropper: våbenføre mænd og drenge – og unge kvinder til at underholde soldaterne.

En nat kommer oprørshæren til landsbyen, anført af en vis Isilo. Isilo er en fuldblods psykopat, som prædiker en form for afrikansk nationalisme, hvor Afrika ses som civilisationens vugge, og som kun kan genrejses gennem ekstreme voldshandlinger.

Romanens titel giver som nævnt uvilkårligt associationer til Conrads Heart of Darkness. På den baggrund er det svært ikke også at få den tanke, at den psykopatiske leder af oprørsbevægelsen er inspireret af Conrads mystiske figur, den moralsk afsporede oberst Kurtz. På samme måde som Kurtz ynder den universitetsuddannede Isilo således at smykke sine ugerninger med lange, pseudofilosofiske taler.

Oprørslederen Isilos lange taler er dog langt fra så fascinerende som Kurtz’, og jeg forfaldt hurtigt til at skrålæse dem.

Jeg skal ikke referere, hvad der går for sig i landsbyen denne nat. Dels fordi jeg trods alt ikke vil røbe for meget, og dels fordi det er for ubehageligt. Men volden er grænseoverskridende, uden filter og uden distance. Det er overhovedet ikke rart, og det er heller ikke meningen.

Men der er trods alt en mening i romanen med de udpenslede og nærmest ubærlige voldsscener. For kernen i det hele er landsbyens reaktioner – eller mangel på samme. For klanen er klanens overlevelse det eneste, der tæller, og det afgør, hvad de som enkeltmennesker og kollektiv kan leve igennem. Næsten. Men nu skal jeg ikke røbe mere.

The first rule of life, the only one in many cases, was to agree to bear all burdens that existence visited upon them. They were long-suffering. They were not conquerors. Sometimes, things happened that killed them from within, but they always left it to fate to finish off their bodies. Their lives were not their property.

Portrættet af landsbyfællesskabet, Eku-klanen, som det kondenseres i den ekstreme nat i konfrontationen med den depraverede afrikansk-nationalistiske oprørshær, udgør i sig selv en stærk historie.

Kompositorisk har Miano brug for karakteren Ayané for at få et blik på klanen og begivenhederne, der på én gang er internt og eksternt. Så langt så godt. Men alt for meget af romanens energi går med hendes personlige udviklingshistorie. Og undervejs skifter Mianos fokus frem og tilbage mellem kvinden Ayané og klanen. Det bliver for flagrende.

Udover det skiftende fokus i romanen er et andet problem, at den er for lang i spyttet – uagtet, at det er en kort roman på 140 (ganske vist forholdsvis lange) sider. Det er som om, Miano ikke stoler på sin læser – eller på sig selv som forfatter. De samme pointer forklares igen og igen og for langstrakt. I det hele taget forklarer Miano for meget – også ting, hun faktisk allerede har vist og vist ganske godt.

Dette problem ved romanen var så i øvrigt dét, der trods alt gjorde det udholdeligt for mig læse mig igennem de brutale voldsscener – fordi jeg kedede mig noget og dermed fik et mere distanceret forhold til læsningen, end det formentlig var meningen.

En hård redigering og et mere beslutsomt fokus (på landsbyfællesskabet frem for Ayanés personlige udviklingshistorie) – og gerne mindre detaljerede voldsscener – kunne have fået en stærk novelle eller kortroman ud af Dark Heart of the Night. I den udgivne form er den mig imidlertid for flagrende og for langstrakt, faktisk kedsommelig – endda i de højdramatiske scener.

K's vurdering: