Hvad nu, hvis verden var vendt om, så de politisk og økonomisk mest veludviklede lande var koncentreret på det afrikanske kontinent, mens Europa var ved at kollapse i etniske krige, sygdomsepidemier, slum og hungersnød, og Afrikas Forenede Stater byggede bolværker mod flygtningestrømme fra Europa over Middelhavet?

Det er det satiriske afsæt for In the United States of Africa af Abdourahman A. Waberi (født 1965 i Djibouti). Et sjovt og spændende afsæt for en samfundssatire, og da jeg læste om den (og så det elegante omslag designet af Ashley Muehlbauer), var jeg ikke i tvivl om, at Waberis roman måtte være et godt bud på en repræsentant fra Djibouti i min verdensrundlæsning.

Romanen er først og fremmest båret af en idé, mere end af en traditionel handling, som også Percival Everett nævner i sit forord til den oversatte udgave af romanen, jeg har læst. Fint nok. Jeg kan godt kapere idébårne romaner uden egentlig handling. Problemet er, at Waberi ret hurtigt får skudt sine satiriske pointer af, og så er der ikke så meget mere tilbage.

Waberis idé bygger ikke på en egentlig kontrafaktisk hypotese (á la: hvis der nu var sket dét og dét på et givet tidspunkt i historien, så kunne verden måske have udviklet sig sådan her). Han vender bare verden om og præsenterer den som sådan i en tid, der kunne være vores nutid bedømt ud fra referencer til navne på en lang række faktiske personer, der dog for de flestes vedkommende optræder i nye roller (f.eks. refereres til en Arafat Peace Prize…).

Abdourahman A. Waberi (f. 1965)

Waberis eksperiment er interessant og tankevækkende i det omfang, hans perspektiv tvinger os som læsere til at reflektere over de kategorier, vi som europæere, amerikanere eller afrikanere er vant til at anvende, når vi tilskriver mening til vores verdensbillede og vores møde med mennesker fra andre nationer (eller vores egen for den sags skyld).

På de første sider møder vi for eksempel en af de tusinder af europæiske flygtninge, som desperat forsøger at komme Afrika i håbet om et bedre liv. Denne etnisk schweiziske kaukasier omtales af fortælleren som Yacuba, “first to protect his identity and second because he has an impossible family name.”

Karakteristikken af flygtningen Yakubas hjemland, Schweiz, som et land, der i århundreder har været sønderrevet af etniske og sproglige konflikter, er både ret sjovt og har en tankevækkende kant i den forstand, at beskrivelsen henleder opmærksomheden på, at de måder, vi europæere ofte beskriver afrikanske lande på som håbløst overgivne til ødelæggende stammekrige, i et vist omfang også kunne anvendes på store dele af Europa i historiens løb, hvis vi vendte blikket den anden vej:

Yacuba was pushed into Africa – a magical name, open Sesame! – by the militias tearing apart his postage-stamped-size country […]. The linguistic borders rip apart the clown costume called Switzerland. known only for its mercenaries, its all-purpose pocket knife, and its goitering cretins.

Hvis der er en hovedperson i romanen, er det dog ikke den schweizistke flygtning, som Waberi ret hurtigt forlader, men den unge kvinde Malaïka, som er adopteret fra Frankrig af en djiboutisk læge, der har hjembragt hende fra en humanitær mission til Europa. Malaïka konfronteres og mobbes dagligt med sin lyse hudfarve og kaukasiske træk, og som voksen beslutter hun sig for at rejse til det tilbagestående Paris for at lede efter sin biologiske mor. Det er egentlig ikke særlig interessant.

Dertil kommer, at romanen ikke er helt let at læse. Waberi skriver godt, og jeg har ikke grundlag for at sige den engelske oversættese af David og Nicole Ball noget på. Men teksten er meget kondenseret og mange af de 32 korte kapitler har mere karakter af impressionistiske og i nogle passager næsten lyriske stemningsbilleder eller vilde tankebaner end af en handlingsdrevet fortælling. Især i den første halvdel skifter fokus i næsten hvert eneste kapitel (hvoraf mange er på kun én eller to sider).

Faktisk kan man med rimelighed sige, at der ikke er meget handling i romanen, og den smule, der er (primært om kvinden Malaïkas søgen efter sine rødder), blev for mig aldrig hverken fængende eller vedkommende.

In the United States of Africa tager afsæt i en interessant idé. Den er båret af meget vid og er sprogligt set ganske velskrevet. Romanen er meget ambitiøs i sin fortælleteknik, men for mig fremstod den som præget af for meget form og for lidt fortælling. Det er som om, romanen segner under sin egen ambition. Ihvertfald blev den aldrig rigtig interessant for mig, og jeg var således en smule skuffet, da jeg havde forventet noget mere.

K's vurdering: