David Diop: At Night All Blood is Black

Dette års vinder af The Booker International Prize er først og fremmest en skræmmende kortroman om, hvordan krigens rædsler driver en ung mand ud i blodtørstigt vanvid. Samtidig en historisk roman om Frankrigs brug af senegalesiske soldater som foder for maskingeværkuglerne i skyttegravene under Første verdenskrig.

David Diops anden roman, At Night All Blood is Black (opr. 2018, oversat til engelsk af Anna Moschovakis i 2020), vandt i juni 2021 årets International Booker Prize – foran blandt andre shortlistede danske Olga Ravns The Employers (da. De ansatte) og Éric Vuillards The War of the Poor.

Jeg har ikke læst de øvrige long- og shortlistede titler til årets pris (udover den nævnte af Éric Vuillard, som jeg ikke var ubetinget begejstret for). Jeg skal derfor ikke kunne sige, om David Diop og oversætter Anna Moschovakis var det rigtige vinderpar. Men både bemærkelsesværdig og god, det er At Night All Blood is Black ihvertfald.

Det er voldsom bog. Mørk, skræmmende og meget eksplicit i sine mareridtsbilleder fra skyttegravskrigens vanvid. Men især er den følelsesmæssigt brutalt overvældende.

Romanens to altdominerende hovedpersoner er jeg-fortælleren, Alfa Ndiaye, og hans ven og fosterbror, Mademba Diop. De er senegalesere fra det daværende Fransk Vestafrika og er ligesom tusinder af andre senegalesere indforskrevet af den franske kolonimagt til at dø på en mudret mark langt fra deres hjem i en europæisk krig blandt soldater, hvis sprog de ikke engang forstår.

Romanen starter midt på slagmarken i romanens nøglescene, hvor jeg-fortælleren ligger i et granathul med sin døende ven, “my more-than-brother,” i armene. Madembas mave er sprættet op, indvoldene ligger på jorden, og han dør rædselsfuldt langsomt, mens han tigger sin ven om at gøre en ende på det.

Men Alfa Ndiaye kan ikke slå sin ven ihjel, han er bundet af pligtens indre stemme, der forbyder ham at dræbe. Tre gange beder vennen ham om at skære halsen over på sig, tre gange undlader Alfa, som i en grotesk udgave af Peters trefoldige undsigelse af Jesus.

But as soon as you were dead, with a final groan, your guts exposed, my friend, my more-than-brother, as soon as you were dead, I knew, I understood that I should not have abandoned you.

Alfa stopper den døde vens indvolde nødtørftigt tilbage i hans bug og bærer ham tilbage til de franske skyttegrave, en bedrift der indbringer ham et tapperhedskors. Men vennens død har ændret noget i Alfa Ndiayes sjæl, det slår klik, han bliver i egen forståelse “frisat:”

I was now free to listen no longer, to no longer obey the voices that command us not to be human when we must.

Det, han ikke kunne gøre for sin ven, sætter han sig nu for systematisk igen og igen at gøre for sin fjende. I et dødsforagtende vanvid bliver han den soldat, der ikke trækker sig tilbage fra ingenmandsland, når kaptajnens retrætefløjte lyder. Han bliver hver dag på slagmarken til mørket falder på, udser sig en blåøjet, tysk fjende, og gør ved ham, som en af fjendens soldater gjorde ved hans ven: Sprætter hans mave op og lader ham leve et stykke tid, til han tigger om forløsning.

God’s truth, I was inhuman. I didn’t listen to my friend, I listened to my enemy. […] As soon as he’s made a second plea with his eyes, I slit his throat like a sacrificial lamb. What I didn’t do for Mademba Diop, I do for my blue-eyed enemy. Out of my reclaimed humanity.

Fra hver nedlagt fjende bringer han en afskåren hand tilbage og gemmer som et relikvie. Først til soldaterkammeraternes begejstring, siden til deres frygt. Alfa Ndiaye internaliserer krigens galskab i en grad, så krigen selv må vige tilbage for ham.

My stench is the stench of death. […] Death is the stench of the decomposed inside the body, and even the rats are afraid when they smell me coming, crawling beneath the barbed wire. They dread the sight of death moving, advancing towards them, so they flee.

Krigen forlanger og belønner galskab, den er endda nødvendig i midlertidige doser for at komme op af skyttegraven og kaste sig ind i kugleregnen. Men ikke den permanente galskab:

Temporary madness, in war, is bravery’s sister. But when you seem crazy all the time, continiously, without stopping, that’s when you make people afraid, even your war brothers. And that’s when you stop being the brave one, the death-defier, and becomes instead the true friend of death, it’s accomplice, its more-than-brother.

Ind i mellem scenerne fra krigen får vi i tilbageglimt fortalt Alfa Ndiaye og Mademba Diops forhistorie i Senegal. Disse dele af bogen har ikke samme intensitet, men de er nødvendige for at give karaktererne fylde.

Bogen er skrevet i en stil, der trækker på elementer fra en vestafrikansk, mundtlig fortælletradition – samtidig med, at den er umiskendeligt moderne. David Diop lader sin fortæller gentage de samme ord, udtryk og handlingselementer igen og igen, nærmest som messende mantraer. Det har en nærmest suggererende effekt, der giver teksten en særlig intensitet.

Der er dog ikke noget beroligende over disse mantraer, tværtimod er teksten præget af en indre desperation, fortalt af en mand, der mentalt bryder sammen.

De mange, messende gentagelser blev mig dog også lidt for meget. Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg måske, at Diop overgør det en smule. Det var således godt, at romanen ikke blev ved over mere end sine små 145 relativt korte sider.

David Diop (f. 1966). Pressefoto, thebookerprizes.com.

Jeg har ikke noget at udsætte på Anna Moschovakis‘ oversættelse til engelsk, som flyder aldeles glimrende, men alligvel et ord om titlen, som på engelsk er blevet til At Night All Blood is Black. En dramatisk og i sig selv ikke dårlig titel til romanen, men den forekommer mig nu ikke desto mindre unødvendigt og irriterende sensationalistisk i betragtning af, at den franske originaltitel, “Frère d’âme“ vel ret uproblematisk i stedet kunne have været oversat direkte til f.eks. “Soul Brother,” på dansk “Sjælebror.” En titel, som i øvrigt langt bedre indfanger bogens kerne. Det kan have været oversætterens eget valg, måske endda i dialog med forfatteren, jeg ved det ikke, men aner i baggrunden et forlag, som har tænkt, at en voldsommere, thrilleragtig titel kunne generere et større salg.

Nuvel, hvis den amerikanske titel ender med at give bogen flere læsere, så skal forlaget dermed være undskyldt. For At Night All Blood is Black fortjener at blive læst.

K's vurdering: