K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s top
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
Du er her: Forside / Boganmeldelser / David Diop: At Night All Blood is Black

David Diop: At Night All Blood is Black

Af Kasper Håkansson, 17. august 2021
Skriv en kommentar

Dette års vinder af The Booker International Prize er først og fremmest en skræmmende kortroman om, hvordan krigens rædsler driver en ung mand ud i blodtørstigt vanvid. Samtidig en historisk roman om Frankrigs brug af senegalesiske soldater som foder for maskingeværkuglerne i skyttegravene under Første verdenskrig.

David Diops anden roman, At Night All Blood is Black (opr. 2018, oversat til engelsk af Anna Moschovakis i 2020), vandt i juni 2021 årets International Booker Prize – foran blandt andre shortlistede danske Olga Ravns The Employers (da. De ansatte) og Éric Vuillards The War of the Poor.

Jeg har ikke læst de øvrige long- og shortlistede titler til årets pris (udover den nævnte af Éric Vuillard, som jeg ikke var ubetinget begejstret for). Jeg skal derfor ikke kunne sige, om David Diop og oversætter Anna Moschovakis var det rigtige vinderpar. Men både bemærkelsesværdig og god, det er At Night All Blood is Black ihvertfald.

Det er voldsom bog. Mørk, skræmmende og meget eksplicit i sine mareridtsbilleder fra skyttegravskrigens vanvid. Men især er den følelsesmæssigt brutalt overvældende.

Romanens to altdominerende hovedpersoner er jeg-fortælleren, Alfa Ndiaye, og hans ven og fosterbror, Mademba Diop. De er senegalesere fra det daværende Fransk Vestafrika og er ligesom tusinder af andre senegalesere indforskrevet af den franske kolonimagt til at dø på en mudret mark langt fra deres hjem i en europæisk krig blandt soldater, hvis sprog de ikke engang forstår.

Romanen starter midt på slagmarken i romanens nøglescene, hvor jeg-fortælleren ligger i et granathul med sin døende ven, “my more-than-brother,” i armene. Madembas mave er sprættet op, indvoldene ligger på jorden, og han dør rædselsfuldt langsomt, mens han tigger sin ven om at gøre en ende på det.

Men Alfa Ndiaye kan ikke slå sin ven ihjel, han er bundet af pligtens indre stemme, der forbyder ham at dræbe. Tre gange beder vennen ham om at skære halsen over på sig, tre gange undlader Alfa, som i en grotesk udgave af Peters trefoldige undsigelse af Jesus.

But as soon as you were dead, with a final groan, your guts exposed, my friend, my more-than-brother, as soon as you were dead, I knew, I understood that I should not have abandoned you.

Alfa stopper den døde vens indvolde nødtørftigt tilbage i hans bug og bærer ham tilbage til de franske skyttegrave, en bedrift der indbringer ham et tapperhedskors. Men vennens død har ændret noget i Alfa Ndiayes sjæl, det slår klik, han bliver i egen forståelse “frisat:”

I was now free to listen no longer, to no longer obey the voices that command us not to be human when we must.

Det, han ikke kunne gøre for sin ven, sætter han sig nu for systematisk igen og igen at gøre for sin fjende. I et dødsforagtende vanvid bliver han den soldat, der ikke trækker sig tilbage fra ingenmandsland, når kaptajnens retrætefløjte lyder. Han bliver hver dag på slagmarken til mørket falder på, udser sig en blåøjet, tysk fjende, og gør ved ham, som en af fjendens soldater gjorde ved hans ven: Sprætter hans mave op og lader ham leve et stykke tid, til han tigger om forløsning.

God’s truth, I was inhuman. I didn’t listen to my friend, I listened to my enemy. […] As soon as he’s made a second plea with his eyes, I slit his throat like a sacrificial lamb. What I didn’t do for Mademba Diop, I do for my blue-eyed enemy. Out of my reclaimed humanity.

Fra hver nedlagt fjende bringer han en afskåren hand tilbage og gemmer som et relikvie. Først til soldaterkammeraternes begejstring, siden til deres frygt. Alfa Ndiaye internaliserer krigens galskab i en grad, så krigen selv må vige tilbage for ham.

My stench is the stench of death. […] Death is the stench of the decomposed inside the body, and even the rats are afraid when they smell me coming, crawling beneath the barbed wire. They dread the sight of death moving, advancing towards them, so they flee.

Krigen forlanger og belønner galskab, den er endda nødvendig i midlertidige doser for at komme op af skyttegraven og kaste sig ind i kugleregnen. Men ikke den permanente galskab:

Temporary madness, in war, is bravery’s sister. But when you seem crazy all the time, continiously, without stopping, that’s when you make people afraid, even your war brothers. And that’s when you stop being the brave one, the death-defier, and becomes instead the true friend of death, it’s accomplice, its more-than-brother.

Ind i mellem scenerne fra krigen får vi i tilbageglimt fortalt Alfa Ndiaye og Mademba Diops forhistorie i Senegal. Disse dele af bogen har ikke samme intensitet, men de er nødvendige for at give karaktererne fylde.

Bogen er skrevet i en stil, der trækker på elementer fra en vestafrikansk, mundtlig fortælletradition – samtidig med, at den er umiskendeligt moderne. David Diop lader sin fortæller gentage de samme ord, udtryk og handlingselementer igen og igen, nærmest som messende mantraer. Det har en nærmest suggererende effekt, der giver teksten en særlig intensitet.

Der er dog ikke noget beroligende over disse mantraer, tværtimod er teksten præget af en indre desperation, fortalt af en mand, der mentalt bryder sammen.

De mange, messende gentagelser blev mig dog også lidt for meget. Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg måske, at Diop overgør det en smule. Det var således godt, at romanen ikke blev ved over mere end sine små 145 relativt korte sider.

David Diop (f. 1966). Pressefoto, thebookerprizes.com.

Jeg har ikke noget at udsætte på Anna Moschovakis‘ oversættelse til engelsk, som flyder aldeles glimrende, men alligvel et ord om titlen, som på engelsk er blevet til At Night All Blood is Black. En dramatisk og i sig selv ikke dårlig titel til romanen, men den forekommer mig nu ikke desto mindre unødvendigt og irriterende sensationalistisk i betragtning af, at den franske originaltitel, “Frère d’âme“ vel ret uproblematisk i stedet kunne have været oversat direkte til f.eks. “Soul Brother,” på dansk “Sjælebror.” En titel, som i øvrigt langt bedre indfanger bogens kerne. Det kan have været oversætterens eget valg, måske endda i dialog med forfatteren, jeg ved det ikke, men aner i baggrunden et forlag, som har tænkt, at en voldsommere, thrilleragtig titel kunne generere et større salg.

Nuvel, hvis den amerikanske titel ender med at give bogen flere læsere, så skal forlaget dermed være undskyldt. For At Night All Blood is Black fortjener at blive læst.

Titel: At Night All Blood is Black
Forfatter: David Diop
Udgiver: Pushkin Press
Udgivelsesdato: 05.11.2020
Sider: 145
Originalsprog: Fransk
Oversætter: Anna Moschovakis
Originaltitel: Frère d'âme
Opr. udgivelsesår: 2018
Læst: August 2021

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Afrika, Frankrig, Senegal

Abonner
Giv mig besked om
guest

guest

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Måske er du også interesseret i:

Florent Couao-Zotti m.fl.: Fools, Thieves and Other Dreamers. Stories from Francophone Africa
Mariama Bâ: So Long a Letter
Véronique Ovaldé: Fugleliv

Véronique Ovaldé: Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt
Célia Houdart: Carrara
Hubert Mingarelli: Fire soldater

Følg K's bognoter

  • 85 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 59 venner
  • 506 følgere
  • 261 fans

Mest læste seneste uge

  • Johannes V. Jensen: HimmerlandshistorierJohannes V. Jensen: Himmerlandshistorier Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier er ren nydelse. De er så fulde af nærvær og liv,…
  • Diaa Jubaili: No Windmills in BasraDiaa Jubaili: No Windmills in Basra “There are no windmills in Basra. Where do I put all these delusions? Who am…
  • Knut Hamsun: SultKnut Hamsun: Sult Knut Hamsuns Sult er akkurat lige så rablende intens, manisk fabulerende, vild og voldsom, morsom,…
  • Knut Hamsun: VictoriaKnut Hamsun: Victoria Victoria er en ganske fin, tragisk kærlighedshistorie, som løfter sig ud over det ordinære i…
  • Ágota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgnÁgota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den… For pokker da, hvor er Ágota Kristófs Det store stilehæfte god! Stor litteratur i enhver…
  • Michel Houellebecq: UnderkastelseMichel Houellebecq: Underkastelse Underkastelse er litterær satire af højeste kvalitet, og krænkelsessøgende vil finde masser af guf at…
  • Thomas Mann: BuddenbrooksThomas Mann: Buddenbrooks Thomas Manns Buddenbrooks er en ægte klassiker. Den holder. En langsom nydelse. Læs den. Buddenbrooks.…
  • Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødderJón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder “Og så kan livet begynde, det kan begive sig afsted med al sin bagage, og…
  • Fjodor M. Dostojevskij: Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrundFjodor M. Dostojevskij: Kældermennesket. Optegnelser… "Jeg er et sygt menneske... Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske", indleder Kældermennesket…
  • Ivan Turgenev: En jægers dagbogIvan Turgenev: En jægers dagbog Poetiske, levende og stærke portrætter af alskens typer på landet i det 19. århundredes Rusland…

Seneste kommentarer

  • Peter Sørensen on Knut Hamsun: Sult: “Jamen, det er klart, at det er den nye udgave man må have. Prisen er svært konkurrencedygtig set i forhold…” feb 5, 00:49
  • Kasper Håkansson on Foreslå en bog: “Tak for tip. Ja, jeg har Meyrinks klassiker på listen, men dog endnu ikke i reolen. Måske skal den med…” feb 1, 20:05
  • Peter Sørensen on Foreslå en bog: “Nu, hvor du har fordøjet en grum bog af Leo Lipski kunne “den lærde og underfundige kabbalistiske jøde Gustav Meyrinks”…” jan 31, 18:31
  • Kasper Håkansson on Om K’s bognoter: “Godt at høre. Håber, du kan finde noget inspiration her. God fornøjelse med klassikerne.” jan 29, 17:33
  • Mie on Om K’s bognoter: “Ej denne side er lige hvad jeg har manglet. Jeg er i gang med at læse (=høre) alle klassikere (har…” jan 29, 17:22

Kategorier

  • Boganmeldelser (1.070)
    • Biografier og erindringer (23)
    • Sagprosa (105)
      • Antropologi (4)
      • Essays (11)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (23)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (28)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (21)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (26)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (993)
      • Børnebøger (10)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (98)
      • Klassikere (179)
      • Komedie (12)
      • Krimi, spænding og ramasjang (56)
      • Lyrik og drama (57)
      • Nyere udgivelser (264)
      • Romaner og noveller (865)
  • Boghandeler (31)
  • Øvrige indlæg (32)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 85 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 59 venner
  • 506 følgere
  • 261 fans

Copyright © 2023 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log ind

wpDiscuz