Hvad er egentlig meningen med Éric Vuillards The War of the Poor (opr. 2019, eng. 2021) om den radikale, tyske reformator, teolog og bondeoprørsleder Thomas Müntzer? Er det populærvidenskabelig historieformidling? Er det fiktion? Eller er det egentlig et pamfletagtigt essay primært drevet af et politisk budskab til vor egen tid?

Det er ikke så nemt at afgøre, og det er et af problemerne ved bogen. Ikke at jeg har noget imod eksperimenterende genreblandinger som sådan, men hvis man som forfatter ikke rigtig kan bestemme sig for et fokus, så risikerer resultatet at blive uskarpt set fra alle vinkler. Og det synes jeg desværre sker for Vuillard her.

Franske Éric Vuillard (f. 1968) leverer i The War of the Poor (fr. La guerre des pauvres) et komprimeret, delvist fiktionaliseret portræt af Thomas Müntzer og hans rolle i bondeoprøret i 1525 i forbindelse med den tyske reformation.

Op mod en tredjedel af den i forvejen meget korte tekst bruger Vuillard dog på at trække tråde tilbage til den tyske reformations tidligere forløbere i England og Böhmen: Fra den engelske reformator John Wycliffe (1328-1384) over de engelske bondeoprørsledere John Ball (ca. 1328-1388), Wat Tyler (1341-1381) og Jack Cade (ca. 1420-1450) til den böhmiske teolog Jan Hus (1369-1415). Alle eksempler på oprørere mod autoriter: Den katolske kirkes dogmatisme og adelens magtbrynde, som i uskøn forening holdt samfundets svageste i et hårdt greb.

Éric Vuillard (f. 1968). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

For Vuillard går der – i hvert fald i åndelig forstand – en lige linje fra de nævnte til Thomas Müntzer, og det er vel også en meget rimelig og ihvertfald ret ukontroversiel betragtning. Også selv om de seneste generationer af historikere mig bekendt i højere grad har lagt vægt på Müntzer som teolog og præst og i mindre grad som decideret oprørsleder.

Hos Vuillard er det dog den traditionelle opfattelse af Müntzer som bondeoprørslederen, der er i front – ikke så langt fra Friedrich Engels’ revolutionære version af Müntzer i Den tyske bondekrig (1850).

Thomas Müntzer (1488-1525) er under alle omstændigheder en af eksponenterne for de politisk og socialt mest radikale strømninger i den periode, vi kalder reformationstiden. Som sin samtidige, Martin Luther, prædikede Müntzer for en nedbrydning af den katolske kirkes monopol på den teologiske sandhed og frelsen. Müntzer var dog dybt uenig med Luther på en række teologiske punkter og især om reformationens metoder og kirkens forhold til politik.

Müntzers teologi var radikal, og han var modsat Luther kompromisløs i sin kritik af ikke bare den katolske kirke, men også af de verdslige fyrster. For Müntzer var sværdet i samme grad som ordet vejen til det retfærdige, gudsfrygtige samfund, og han blev aktivt involveret i de store tyske bondeoprør i 1524-1525. Efter slaget ved Frankenhausen i 1525, hvor en hær bestående af ca. 8.000 bønder blev massakreret af professionelle adeligt ledede tropper, blev Müntzer taget til fange, tortureret og efterfølgende henrettet – som så mange bondeoprørsledere før ham.

Især de første dele af den lille bog fremstår i det store og hele mest som populariseret og sådan set udmærket historieformidling. Vuillard gør skyldigt opmærksom på, hvor der er huller i kildematerialet til den dokumenterede historie samtidig med, at han dramatiserer enkelte scener i fiktiv form.

Teksten er imidlertid også rigt ladet med Vuillards egne forfatterkommentarer til historien, herunder kommentarer, der trækker paralleller op til nutiden. Som her f.eks. fra et kapitel om Jan Hus:

[Jan Hus] thundered that true repentance could not be gained from buying indulgences, or from violent crusades, or from princely power. It was done. Again the words had been spoken: not from money, or power, og princes. Those same small words might change form and tone, but never their target. Each time they come back into the world, their struggle is always against money, influence, and power. Little by little, those word would become ours. They would take a long, long time to make their way to us. We still hear them, faintly, in Jan Hus’s sermons, but perhaps they’d never been heard very clearly.

Den historiske Müntzer var uden tvivl både sekterisk, messiansk, intolerant, radikalt voldelig og galt afmarcheret i en hel række andre henseender. Vuillard medgiver dette, men tager med sit lille skrift alligevel Müntzer i forsvar ved et argument skåret over læsten “ekstreme sygdomme kræver ekstreme metoder:”

Yes, Münster is violent; yes, Müntzer is a raving loon. He calls for the Kingdom of God here and now – there’s impatience for you! The imflamed are like that: they spring forth one fine day from the head of the populace the way ghosts seep from walls.
[…] between two long periods of struggle, voices arise. The more regular the pain, the more staccato the voices. The more unanimous the authority, the more singular the voice. Müntzer is a voice. He cries out that, princes and servants, rich or poor, God molded us from the samme gutter mud, whittled ud from the same sandalwood.

Om man bryder sig om Vuillards stil er nok en smagssag. Personligt synes jeg egentlig, at hans historieformidling, herunder de mere dramatiserede dele, er fint skrevet, endda helt medrivende i en forfriskende stil. Til gengæld fandt jeg hans forfatterkommentarer unødvendigt friskfyrsagtige, grænsende til det decideret fjollede.

Derudover havde jeg en lille smule svært ved at følge Vuillard i hans valg af de historiske scener eller biografiske detaljer, der har gjort sig fortjente at blive særligt udfoldede. Hvorfor skal den engelske bondeoprører Wat Tylers død i 1381 f.eks. beskrives i dramatisk over en hel side? Og hvorfor skal der f.eks. indflettes et helt lille afsnit om slægten Albrecht von Mansfeld:

Albrecht von Mansfeld bore the number 7, as the seventh Albrecht in his family. I don’t know anything about Albrechts 5 or 6, but Albrecht 4 was a good egg; he died at the age of forty, toothless and happy. As for Albrecht 3, not much to say: his existence is disputed; some claim that he was actually called Gerhard or Abdel, which is flatly impossible. And Albrecht 2? Or 1? Hard to tell – you can get lost in the houses of AScania, Henneberg, and Mecklenburg.

Tja, jeg antager, at Vuillard selv synes, at et afsnit som det ovenfor citerede er vældigt vittigt. Jeg synes bare, at det er fjollet. Og digressioner af den slags optager uforholdsmæssigt meget plads i det lille skrift.

Hvad vil Vuillard med bogen? Et af budskaberne er en åbenlys kritik af teologi og kirkelig autoritet, som noget, der til alle tider har tjent magthavernes interesser og fastholdt de ubemidlede i økonomisk og åndelig fattigdom og afmægtighed. Men jeg synes også at spore en mere aktuel politisk undertekst, der generelt støtter de magtesløse oprør mod magten, også i vores tid.

Det kan man have en vis sympati for, men er Thomas Müntzers kompromisløse, ekstreme, teologisk-fundamentalistiske, voldelige messianisme virkelig dér, man skal kigge hen for inspiration? Det er jeg ikke så overbevist om.

Den lille bog er med sine kun ca. 60 meget små sider meget hurtigt læst. I den engelske oversættelse ved Mark Polizzotti fra 2021, som jeg har læst, kommer den i en flot indbundet version, men det ændrer ikke ved, at udgivelsen – også indholdsmæssigt – ret beset mest af alt har karakter af en pamflet.

Thomas Müntzer er en fascinerende historisk skikkelse i en ekstremt spændende historisk periode, og det var dét, der fik mig til at købe bogen, da jeg faldt over tilfældigt i en boghandel i Hamburg forleden.

Jeg var såmænd underholdt fint nok undervejs, men teksten er for ujævn og for ufokuseret til at udløse en anbefaling herfra. Er man interesseret i Müntzer og perioden vil jeg anbefale at gå til mere traditionelle historiske værker.

K's vurdering: