Jim Craces Harvest er en fejende flot skrevet roman, der smager af senmiddelalder, sensommer, gyldent korn og svampe. Det er en bog om den potentielle ondskab, der lurer under overfladen i selv tilsyneladende harmoniske sociale relationer, fortalt på et historisk bagtæppe udgjort af den engelske enclosurebevægelse.
Harvest starter og slutter med ild. På bogens første side vågner beboerne i en lille, unavngiven landsby i en ubestemt tidsalder op til synet af to røgsøjler. Den ene kommer fra et bål, som tre nyankomne, to mænd og en kvinde, har tændt i udkanten af landsbyens marker for i overensstemmelse med tidens skik og brug at markere deres ankomst. Den anden røgsøjle kommer fra den bonus pater-agtige herremands lade, der er i brand.
De tre nytilkomne gøres hurtigt til syndebukke for den påsatte brand og straffes hårdt med gabestok. Det bliver starten på en serie af begivenheder, der i løbet af syv dage fører det ellers så harmoniske landsbyfællesskab ud i indre splittelse, hekseprocesser, vold og truende opløsning.
Two twists of smoke at a time of year too warm for cottage fires surprises us at first light, or they at leat surprise those of us who’ve not been up to mischief in the dark. Our land is topped and tailed with flames,.
Omtrent samtidig ankommer en anden gruppe fremmede til landsbyen anført af en brutal herre, der viser sig at være den lovmæssige arvtager til herregården, og som med sig bringer en langt større fare for landsbylivet: en plan om at hegne markerne ind og erstatte korn med får.
Crace fortæller historien gennem enkemanden Walter Thirsk, der selv engang var en nytilkommen og fremmed i landsbyen, og stadig skiller sig ud fra de andre med sit mørke hår og sit tætte forhold til herremanden. Walter Thirsk fortæller som udgangspunkt historien i en kollektiv vi-form, men efterhånden som spliden i fællesskabet folder sig ud, krakelerer vi’et og fortællestemmen tvinges over i jeg-form.
Den historiske ramme for romanen er tiden for enclosure-bevægelsen i England (det, vi i Danmark plejer at kalde udskiftningen). Startende i årene omkring år 1500 og løbende i de næste omtrent 300 år blev middelalderens feudale struktur på landet brudt op. Den fælles dyrkning af relativt store marker og fællesarealer omkring landsbyer med en feudalherre blev udskiftet med mindre indhegnede (enclosured) markarealer.
Særligt i England blev landbrugsproduktionen i stor stil omlagt fra dyrkning af korn til fårehold og uldproduktion til brug for salg på et marked. “The sheaf is giving way to sheep” (neget viger for får), som Crace lader en af sine karakterer udtrykke det.
En produktionsomlægning, som af mange historikere anses for helt afgørende for, at netop England blev spydspids for industrialisering og etablering af en global markedsøkonomi.
Udskiftningen var ikke bare en økonomisk omlægning af landbruget men drivkraft for en omfattende samfundstransformation, som mange steder foregik ved vold, og som var en ikke uvæsentlig rammebetingelse for de engelske borgerkrige i 1600-tallet, den revolutionære omstyrtning af den engelske krone og Oliver Cromwells diktatur.
It feels as if some impish force has come out of the forest in the past few days to see what pleasure it can take from causing turmoil in a tranquil place.
Men nu skal dette jo ikke udvikle sig til et indlæg i en historikerdebat, for selv om udskiftningen på landet i England udgør den flimrende baggrund for Craces roman, så trækker han ikke selv i romanen nogen af disse historiske linjer. Og selv om jeg har kategoriseret Harvest som en historisk roman, så giver Crace os som læsere faktisk ikke nogen specifik angivelse af landsbyens placering i hverken tid eller rum.
Navne, beskrivelser af tøj og redskaber og af den feudale magtstruktur i landsbyen peger på, at vi befinder os på et tidspunkt i middelalderen. Henvisninger til puritanismen (som opstod i 1600-tallets England i protest mod den anglikanske kirkes reminiscenser af katolicisme) og piberygning indikerer dog, at vi må snarere være et sted i 1600-tallet (tobaksrygning blev først introduceret i Europa med europæiske søfarende, som havde taget skikken med sig fra mødet med amerikanske indianere).
Det kan isoleret set godt passe med, at den engelske enclosure-bevægelse udfoldede sig over adskillige århundreder i perioden ca. 1500-1800 og foregik mest intensivt i 1600-tallet.
Men man skal nok ikke tage det så tungt med den historiske korrekthed. Den historiske ramme er mest en kulisse eller en scene for det, der er Craces egentlige interesse og anliggende: undersøgelsen af tid- og stedløse sociale dynamikker og af, hvordan små stød indefra eller udefra kan bryde en tilsyneladende stabil social struktur op og på kort tid så mistænksomhed, splid og had via aktiveringen af syndebukkemekanismer.
I højere grad end en historisk roman kan man således læse Harvest som en parabel over vore egne, nutidige samfund. Eller over sociale dynamikker i samfund til alle tider med fokus på, hvordan stærke fællesskaber kan opløse sig selv, når det tillader mistænksomheden og angsten for det fremmede at slå rod.
Jeg læste Harvest i slutningen af juni 2015 i forlængelse af en dansk folketingsvalgkamp præget først og fremmest af økonomisk smålighed, intellektuel småtskårenhed, kulturel angst og moralsk snævertsyn; en valgkamp, hvor der på tværs af de største partier syntes at danne sig en konsensus om, at alle landets både indbildte og virkelige problemer kan løses, hvis bare vi gør tilværelsen sværere for de mennesker, der i forvejen har det sværest, de fattige og de fremmede; en valgkamp med kampagnevideoer med romantiserende billeder af bølgende kornmarker og ideologiske konstruktioner af et dansk fællesskab, der aldrig har eksisteret.
Det var på den baggrund svært ikke også at læse Harvest som et alt for vellignende portræt af Danmark anno 2015, og som en passende advarsel direkte til os mod at bygge en illusion om fællesskab på samfundsmæssig mobning af de svageste og de anderledes.
Og her blev tonen så vist lige en tand mere politiserende end den plejer at være i disse bognoter… Men jeg lader kommentaren stå, for selv om Crace ikke er direkte politiserende, så er der ingen tvivl om de underliggende budskaber.
Man kan i den forbindelse indvende mod bogen, at Crace selv trækker sine semipolitiske pointer lige lovlig tydeligt op, så selv de mest tungnemme må få dem med. Persontegningerne lader i den forbindelse noget tilbage at ønske. De fleste personer i romanen, inklusive fortælleren, fremstår således lidt karikerede og ikke helt troværdige, tæt på en slags arketyper, designet til at understøtte Craces budskab.
Til gengæld er Craces rytmiske beskrivelser af menneskenes interaktion med landskabet, landbruget og høsten vidunderligt smukke og hele romanen værd. Crace skriver i et rytmisk sprog, der nærmest tigger om at blive læst højt, og som tilfører teksten en smag af noget gammelt, der passer godt til den historiske ramme.
The ploughing’s done. The seed is spread. The weather is reminding me that, rain or shine, the earth abides, he land endures, the soil will persevere for ever and a day. Its smell is pungent and high-seasoned.
En flot, flot bog, som undervejs lå til fem stjerner hos mig, men tabte lidt i den sidste fjerdedel, som er for langtrukken.
Man må ærge sig over, at dette efter Craces eget udsagn blev hans sidste roman. Men som ny læser kan man glæde sig over, at der er op mod ti tdligere romaner i kataloget, som jeg vil se frem til at kaste mig ud i på et tidspunkt.
Jim Crace er mig bekendt endnu ikke oversat til dansk.
Titel: HarvestForfatter: Jim Crace
Udgiver: Picador
Udgivelsesdato: 14.02.2013
Sider: 288
Originalsprog: Engelsk
Læst: Juni 2015
K's vurdering:
