Thorkild Hansens trilogi fra 1967-1970 om den danske slavehandel er fremragende historieformidling med sin kombination af primærkildebaseret historieskrivning, fiktion og rejseberetning.
Thorkild Hansen (1927-89) fik i 1971 tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien, som omfatter bøgerne Slavernes kyst (1967), Slavernes skibe (1968) og Slavernes øer (1970).
Mange læsere af disse sider vil formentlig kende til bøgerne. Ihvertfald står der en del eksemplarer af dem i Gyldendals bogklubudgave rundt omkring i de danske hjem. Færre har måske læst dem – for mig var det ihvertfald første gang, selv jeg har kendt som et fast element i mine forældres bogreol, så længe, jeg kan huske.
Slavernes kyst (opr. 1967) handler om den danske slavehandel på den vestafkrikanske kyst i Guinea (i den del af landet, der i dag udgøres af Ghana), herunder etableringen af danske forter på kysten, danskernes kampe mod lokaler stammer om kontrollen med slavehandlen og kampene mod den største fjende – “klimatfeberen,” som man brugte som fællesbetegnelse for en mængde tropesygdomme.
I centrum for den bedste del af bogen står den tyskfødte danske læge Paul Erdman Isert (1756-1789), der skulle blive en af sin tids mest markante fortalere for en ophævelse af slaveriet, som han blandt andet forfulgte via et (mislykket) forsøg, understøttet af den danske regering, på at etablere sukker-, kaffe- og kakaoplantager i Vestafrika, så man ikke behøvede at fragte slaverne over Atlanterhavet.
Vi havde et fort i Afrika. Det ligger dernede endnu, bygget paa et lavt klippefremspring, hvor kysten ligesom sætter en fod ud i havet. De hvide, overkalkede mure lyser mellem palmerne. Over indgangsporten staar Christian den Syvendes navnetræk. Hver gang en palmegren i nærheden bevæger sig i vinden, fejer dens fligede skygge frem og tilbage over initialerne som i et forgæves forsøg paa at udviske den gamle indskrift.
I bind 2, Slavernes skibe (1968) fortæller Thorkild Hansen historien om, hvordan danske slaveskibe fragtede i alt over 100.000 afrikanske slaver over Mellempassagen fra Guineakysten til Vestindien under forfærdende forhold
Slavernes skibe står svagest af de tre bøger. Det virker som om, det historiske kildemateriale til livet på slavernes skibe har været lidt for sparsomt, og Thorkild Hansen har så i stedet fyldt bindet ud med lige lovlig detaljerede portrætter af nogle af de danskere, der sejlede med skibene, og af deres familier hjemme i Danmark. Jeg var således tæt på at gå helt død i inventarlister fra den danske slavekaptajn Bernt Jensens Mørchs hjem på Christianshavn i København.
I bind 3, Slavernes øer (1970), flyttes fokus fra den vestafrikanske kyst og skibene til de dansk-vestindiske øer, Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan på den anden side af Mellempassagen. Fra slavehandlerne og besætningen på slaveskibene til slaveejerne og den danske øvrighed på øerne i den periode, hvor de var i dansk besiddelse fra ca. 1670 til 1917.
Især to store begivenheder i perioden er stærkt formidlet i dramatisk form: Kong Junis store slaveoprør på Sankt Jan i 1733, og da generalguvernør Peter von Scholten – tvunget af omstændighederne – ophævede slaveriet i Dansk Vestindien i 1848. Her folder Thorkild Hansen for alvor sit dramatiske talent ud, og disse dele af bogen er spændende som en roman. Velbeskrevet er i det hele taget også sukkerproduktionen på plantagerne og herrnhuternes missionsvirksomhed på øerne.
Trilogien slutter i 1917, da det under indtryk af Første verdenskrig endelig lykkes den danske stat at sælge øerne – uden at indbyggerne på øerne bliver hørt – til USA, som kalder dem De amerikanske jomfruøer.
Thorkild Hansen (1927-1989). Foto: Åge Sørensen / Scanpix
Thorkild Hansen benytter en stil, hvori han ind i mellem afbryder den historiske fortælling med beskrivelser fra hans egne rejser til de geografiske lokationer, hvori historien er foregået.
Rejsebeskrivelserne er let genkendelige fra resten af teksten ved at være skrevet i andenperson-ental. Den form kan virke lidt kunstlet, men selve dét at krydre historien med aktuelle rejsebeskrivelser fra for eksempel forfatterens beøg på de gamle danske fortifikationer på den vestafrikanske kyst, syntes jeg egentlig fungerede fint. Som en slags materialisering af den fortid, der ikke er slet så langt tilbage i tiden, som man kunne ønske sig.
Andre aspekter af trilogien virker knap så godt. Der er en del gentagelser på tværs af de tre bind. Det er til en vis grad naturligt og uomgængeligt i kraft af værkets struktur (kysten, skibene, øerne), som fordrer visse gentagelser af hensyn til den sammenhængende historie i hvert bind for sig. Men når man læser de tre bind i træk, så bliver det lidt trættende nogle gange.
For en nutidig læser skurrer det derudover noget i ørerne, når Thorkild Hansens næsten konsekvent (og ikke kun, når han formidler fortidens sprogbrug og tankegang, men også i de aktuelle rejsebeskrivelser) bruger betegnelsen “negrene” om afrikanerne i såvel Ghana som i Vestindien. Og det har det allerede gjort, da bøgerne udkom sidst i 1960’erne, om end nok ikke i samme omfang som i dag.
Som læser skal man også gøre sig klart, at det er danskernes historie, Thorkild Hansen skriver her. Det er historien om de danske slavehandlere, de danske slavekaptajner, de danske slaveejere, de danske embedsmænd i Danmark, i Guinea og i Vestindien og så videre.
Med ganske få og hurtigt forbigående undtagelser hører vi til gengæld intet om, hvordan slavehandlen, slaveoverfarten og slaveriet i Vestindien oplevedes fra de afrikanernes side.
En del af grunden hertil kan naturligvis hentes i det forhåndenværende kildemateriale. De vidnesbyrd, vi har fra den tid, er stort set kun fra “de blanke.” I betragtning af, hvor let Thorkild Hansen fylder huller i kildematerialet ud med sin egen fantasi, når det kommer til de danske i historien, så kan det imidlertid ikke være den fulde forklaring. Den skal nok snarere søges i Hansens interesse og måske en vis kulturel enøjethed.
Kan man se bort herfra, så er der imidlertid meget interessant historieformidling – og gode historier, slet og ret – at hente hos Thorkild Hansen.
Jeg har lyttet til slavetrilogen over et par måneder i en lydbogsversion. Selv om bøgerne er indlæst fortrinligt af Dan Schlosser, så var det en lidt sej omgang at komme igennem de i alt ca. 950 sider som lydbog. Havde jeg læst bogen i normal trykt version, havde jeg nok skrålæst hurtigt hen over nogle passager og på den måde sparet energi til mere opmærksom læsning af andre – men det er jo lidt sværere at gøre med en lydbog.
Titel: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øerForfatter: Thorkild Hansen
Udgiver: Gyldendal
Udgivelsesdato: 2010
Sider: 947 (282+209+456)
Originalsprog: Dansk
Opr. udgivelsesår: 1967, 1968, 1970
Læst: December 2018
K's vurdering:
Jeg læste Slavernes kyst for nylig og kunne meget godt lide den – men må også indrømme, at jeg synes, den sine steder var lidt lang i spyttet; materialets fragmentariske beskaffenhed gør det svært at formidle historien lige så spændende som i Det lykkelige Arabien. Når du nu skriver, at 2’eren er den mindst gode, vil du så anbefale at springe direkte til Slavernes øer – eller bør man have skibene med?
De tre bøger kan sagtens læses selvstændigt, så det vil ikke være noget problem at springe direkte til øerne.
Jeg erkender mig skyldig i at have bogklubudgaven stående ulæst i min bogreol – den røg dog ikke ud i sidste sanering, for jeg har stadig til hensigt at læse den. Jeg har læst de to første bind af Mich Vraas trilogi om emnet, men han har jo en anden tilgang end Thorkild Hansen, en anden tid osv. 2’eren, ‘Peters kærlighed, var lidt lang i spyttet, så jeg udsætter bind 3 til jeg står og mangler noget at læse – og har læst Thorkild Hansen. Tak for tippet om at høre dem, Dan Schlosser er en af min favoritindlæsere, men… Læs mere »
Jeg har ikke læst Mich Vraas trilogi endnu (men har noteret mig de mange gode anmeldelser og sat den på læselisten). Kan forestille mig at Thorkild Hansen måske kan virke en smule altmodisch og omstændelig i sammenligning.