Gabonesiske Daniel Mengaras kortroman, Mema, er et velskrevet og interessant, skønlitterært indblik i aspekter af kulturen i et traditionelt landsbysamfund i Gabon.

Romanen er fortalt i jeg-form af en dreng, der vokser op i en traditionel landsby, indtil han efter sin fars død adopteres af sin ældre fætter, som tager ham med til en større by, hvor drengen får mulighed for at gå i “den hvide mands skole.”

Det er de stærke kvinder, der er i fokus i romanen, først og fremmest fortællerens mor (Mema betyder mor). Man kan få den tanke, at der en del selvbiografiske elementer i romanen, men det har jeg ikke noget nærmere kendskab til.

Moren er stærk kvinde, der er respekteret og frygtet (men mest frygtet) af alle i landsbyen, inklusive hendes familie, for sin skarpe tunge – og det forhold, at hun ikke tøver med at gribe til sin machete, når tungen ikke slår til.

Stilmæssigt trækker Mengara tydeligvis på en vestafrikansk mundtlig fortælletradition, som fordrer hyppige gentagelser og tilbagevenden til de samme temaer og scener samt flittig brug af ordsprog og referencer til lokale mytologier. Især gentagelserne kan godt gøre dele af romanen til en lidt tung omgang, men Mengara skriver gennemgående godt, og flere passager er både medrivende og flot skrevet.

Her for eksempel en passage (som i kraft af sin næsten lyriske form ganske vist er lidt atypisk for romanen), hvor en gruppe landsbybeboere møder op i fortællerens mors hytte i den hensigt at fjerne hendes børn fra hende, fordi hun er anklaget for at have medvirket til sin egen mands død via heksekunster:

They entered my mothers hut.
My mother remained silent.
The sat down.
My mother remained silent.
They spoke.
My mother listened.
They said they had come to get the children.
My mother asked them to say it again.
They said it again.
My mother showed them the machete.
They fled in panic.
My mother kept the children.

I fremstillingen af forholdene mellem kønnene i landsbysamfundet reproducerer Mengara i et vist omfang klassiske, patriarkalske, ideologiske apologier, når han for eksempel lader sin fortæller slå fast, at det “i virkeligheden” er kvinderne, der har det sidste ord at skulle have sagt og bag kulisserne styrer husholdningen, mens de på overfladen lader deres mænd tro, at det er mændene, der styrer.

På den anden side gør Mengara det også tydeligt, at kvinderne – på en særdeles materiel måde – er underlagt reglerne i et mandsdomineret samfund, hvor en kvinde, når hun bliver gift, betragtes som hele landsbyens hustru (ikke i seksuel, men i social forstand). For eksempel forventes en kvinde, der forlader sin voldelige mand og flygter til sin hjemlandsby, af begge landsbyer (og angiveligt også af hende selv) ifølge de gældende normer at vende tilbage til manden, når en serie rituelle handlinger en gennemløbet.

Netop de sidsnævnte ritualer fylder temmelig meget i begyndelsen af romanen, som er en smule tung. Senere kommer der gang i en mere handlingbåret historie, som tilfører romanen lidt mere nerve og luft under vingerne.

Daniel Mengara (f.1967). Foto: Ukendt

Nogle elementer i landsbyens traditionelle trosforestillinger og praksis slog mig ved deres lighed med tilsvarende forestillinger, jeg er stødt på i litteraturen fra nærliggende lande.

Det gælder for eksempel forestillingerne om, at nogle mennesker er beyems, som kommer i både en god og ondsindet variant, uden at det er muligt at vide det for andre. De ondsindede lever af at “æde” andre menneskers sjæle, de suger simpelthen livet ud af dem, f.eks. af spædbørn. En meget lignende, om end ikke helt sammenfaldende, figur vil læsere af disse bognoter nikke genkendende til fra congolesiske Alain Mabanckous Memoirs of a Porcupine.

Andre temaer i romanen er sammenstød mellem den hvide mands lægekunst og traditionelle medicinmænds kunster, mellem kristendom og traditionel religion, mellem land og by, mellem individuel materialisme og fællesskabsværdier og i det hele taget mellem tradition og modernitet.

Gabons kolonifortid er ikke et hovedtema, men alligevel til stede og dukker op til overfladen flere gange undervejs, ikke mindst da fortælleren flytter til byen og kommer i “den hvide mands skole,” fordi hans fremsynede mor har indset, at det er vejen til at sikre hans fremtid:

I liked the white man’s school. The white man’s school made me forget about Mema. The white man’s world was so dazzling, so fascinating that it could make you forget anything! The white man’s world was like that. It made you think about things, not people. It made you forget about people. It made you want things. It made you want many things. And when you started to want many things, you had no time left for thinking about people, because you spent so much time trying to get those things you wanted. So you forgot about everyone. And you no longer cared about anyone else, and no one else cared about you.

Bogen fremstår opdelt i ret forskellige dele: Der er de dele, der – om end med afsæt i nogle konkrete personers historie – primært tjener til at formidle nogle kulturelle traditioner. En anden del er et langt kapitel er genfortællingen af en af landsbyens centrale myter. De bedste dele er de mere handlingsdrevne kapitler centreret omkring fortælleren og hans mors historie.

Mengara synes mere drevet af at formidle aspekter af kulturen og tradtionen i de gabonesiske landsbyer end af at fortælle en handlingsdrevet historie. Det gør Mema til særdeles interesant læsning, men det gør den også lidt tung.

Undervejs kan romanen virke lidt usammenhængende, også fordi formen og tonen i romanen skifter flere gange. Mengara får dog det hele til at hænge sammen tematisk til sidst.

Selv om romanen således ikke er uden sine udfordringer, så var det for mig alt i alt en ganske god læseoplevelse – især på grund af det skønne portræt af titelfiguren, fortællerens mor, den stærke, rapkæftede kvinde, der ikke finder sig i noget eller nogen.

• Lignende indlæg
• Heinemann

Lev Tolstoj: Kreutzersonaten

Anton Tjekhov: Sjette Afdeling

Armin Öhri: LZ 129. Die letzte Reise der Hindenburg

Ishmael Beah: Radiance of Tomorrow

Thomas Mofolo: Chaka

Binwell Sinyangwe: A Cowrie of Hope

Neshani Andreas: The Purple Violet of Oshaantu