Satirisk, postmoderne kortroman om Libyens moderne historie, om livet under et repressivt militærdiktatur, om politiske ideologier, verdensfjerne filosoffer, kvindeundertrykkelse, prostitution, kærlighed og erotisk besættelse og … ja, tyggegummi, masser af tyggegummi.

Chewing Gum (opr. 2008, eng. 2014) var den libyske forfatter og intellektuelle, Mansour Bushnafs (f. 1954) debutroman. Bushnaf havde før udgivelsen en fortid som intellektuel modstander af Muammar Gaddafis regime og har blandt andet tilbragt 12 år i fængsel for sine avisskriverier i 1970’erne. Chewing Gum blev da også forbudt af regimet kort efter sin udgivelse.

Bushnaf opsummerer det, han selv hævder er den centrale handling i Chewing Gum, i et ultrakort kapitel, som er placeret cirka midt i bogen og i sin helhed lyder således:

The story goes as follows: Mukhtar, the son of a former Royal Police officer, meets Fatma, the daughter of an employee in the Ministry of Religious Affairs. After a brief love affair, she leaves him and he waits for her in the park where they first met. Fatma leaves in search of money and a different life, before turning to prostitution at a time when the country is experiencing the chewing gum craze. Turkey becomes the primary exporter of gum, using carpetbaggers as courirs. This is the story, everything else is peripheral.

Det er historien. Vanskeligere er det ikke, synes Bushnaf at sige: Det er en ulykkelig kærlighedshistorie, og den kan som alle andre af den slags verden over fortælles på ti linjer. Resten er bare perifær udenomssnak og lokalkolorit.

Ikke desto mindre er det alt dette “udenom,” bogen egentlig handler om.

Gennem en række korte kapitler, nogle ikke på mere end 3 sider, der nærmest bare har karakter af vignetter eller korte noveller i sig selv, om man vil, leverer Bushnaf en kondenseret fortolkning af Libyens historie, fra osmannertiden over italiensk kolonialisme til Gaddafis diktatur.

Stilen er (post)modernistisk, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at teksten løbende kommenterer sig selv. For eksempel gør Bushnaf relativt meget ud af at analysere, hvordan historien om Fatma, der kaster sig ud i et parallelliv som prostitueret, kan ses som en pastiche over den egyptiske roman (og senere film), The Well of Deprivation.

De centrale personer er de to unge kortvarigt elskende, Fatma og Mukhtar, og ikke mindst den unge mands far, en tidligere politimand med et brutalt generalieblad bag sig som håndlanger for regimet. Men også de to unges mødre optræder sammen med et større antal mere eller mindre anonyme, stiliserede figurer.

Et selvstændig og central rolle spiller imidlertid også en mystisk statue på et museum, som udøver en besættende, erotisk tiltrækningskraft på visse af sine beskuere. Og så er den egentlige “hovedperson” måske faktisk parken, hvor “vor helt” står fastfrosset bogen igennem, og som fungerer som et slags metaforisk mikrokosmos for hele Libyen.

Mansour Bushnaf (f. 1954). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Tyggegummiet går igen bogen igennem som en central metafor på … ja, på hvad? Det er ikke så nemt at få fat på, og det er måske også meningen.

Bushnaf fremstiller Libyen som en nation, der nærmest bliver besat af at tygge tyggegummi. Et sted gøres tyggegummiet til symbol for den globale, vestlige forbrugerisme. Et andet sted er gummitygningen et materielt udtryk for, hvordan enkeltindivider såvel som hele nationen bestandigt tygger sig igennem fortiden og traditionerne. Et tredje sted er det et udtryk for en postmoderne tilstand.

For “vor heltinde,” Fatma, bliver dét at tygge tyggegummi selve det, hun overhovedet lever for. Et sted hedder det, at tyggegummiet er et symbol på kvinder frigørelse. Men senere bliver bestemte former for tyggegummitygning er en del af hendes taktik for at score kunder i sit nye, depraverede liv som gadeprostitueret.

En “filosofiprofessor lige hjemkommet fra Frankrig” tolker gummitygningen i lyset af Sartres eksistentialisme – i disput med både venstre- og højreorienterede, der hver især tolker fænomenet som udtryk for deres egne politiske anskuelser.

Nej, det er ikke så nemt at få hold på, hvad Bushnaf egentlig vil med sit tyggegummi. Og jeg holdt derfor også ret hurtigt op med at gøre mig anstrengelser for at give mening til denne gennemgående, men hele tiden foranderlige tyggegummimetafor (hvis man da kan kalde den sådan). Skarpere læsere end mig kan sikkert få noget mere ud af det, men jeg mistede interessen.

Kun “vor helt,” Mukhtar, tygger ikke tyggegummi. Han står i ti år frosset fast i parken, på det sted hvor Fatma vendte ham ryggen – som den statue, han selv tidligere var besat af. Han står der bare, mens Libyens historie udfolder sig i mikroformat i parken, og verden omkring ham går videre og forandrer sig.

In time he became part of the park, indistinguishable from the tree that shadowed him all those years. Children played, lovers whispered, drug dealers shook hands, prostitutes made their rounds, conspiracies were hatched, assassinations, kidnappings and rapes were carried out not far from where he stood. Yet he was conscious of nothing except her retreating, shrouded in a black coat and red shawl.

Da det til sidst lykkes Mukhtar at løsrive sig og forlade parken, blive det blot for at erkende, at Fatma og verden i øvrigt er blevet anden, som han ikke længere har forbindelse til.

Bushnafs idé er sjov, og litterære eksperimenter er jo altid spændende. Og bogen er på sin egen måde og på trods af sit beskedne omfang særdeles ambitiøs. Men formen gør det samtidig vanskeligt for Bushnaf for alvor at få liv i bogen.

Især i anden halvdel af bogen var fusen ligesom gået ud af det hele. Der blev ikke tilføjet så meget nyt til personerne, og som læser ventede jeg egentlig bare på, at Bushnaf skulle gøre sig færdig. Det gør han så også meget hurtigt, al den stund at bogen kun er på 126 sider, hvoraf mange er hele eller halve blanke sider.

Ideen om at give et kondenseret billede af Libyens historie og vilkårene i et diktatur som Gaddafis er interessant, men det ville nok have været en fordel med en lidt større forhåndsviden om Libyen end den, jeg var i besiddelse af, for at kunne fange alle nuancer og mere eller mindre subtile referencer.

Til gengæld er Chewing Gum skrevet godt, her i Mona Zakis oversættelse fra arabisk til engelsk, i en stil, der veksler mellem det lyriske og realistiske, mellem prosafiktion og journalistisk kommentar.

Bushnafs stadige insisteren på hele tiden at lade teksten kommentere på sig selv og konstant ændre sin egenfortolkning blev mig dog en kende for anstrengt i længden. Det er åbenlyst et bevidst, stilmæssigt greb, men det forekom mig en smule affekteret, grænsende til fortænkt.

Jeg fandt ikke desto mindre bogen værd at læse som et eksempel på nyere, eksperimenterende litteratur fra Maghreb-regionen. Chewing Gum ligner så afgjort ikke noget andet, jeg har læst fra den del af verden hidtil. Eller fra andre dele af verden, for den sags skyld.

K's vurdering: