Ibrahim al-Koni: Natteurt

En mørk, meget mørk, og syret, meget syret, roman fra tuaregernes Sahara. Om en formørket mand, der sætter sig over loven og moralen, søger at afæske ørkenen dens hemmeligheder gennem hallucinerende urter, men ender med at depravere sig selv og alle omkring sig gennem brutal vold, mord og incest i flere generationer.

Måske skal man kende mere til tuaregisk kultur og selv have mærket ørkenen i sig for at sætte fuld pris på Ibrahim al-Konis roman Natteurt. Jeg følte mig ærlig talt lidt lost-in-translation.

Ibrahim al-Koni (f. 1948) omtales ofte som Libyens førende forfatter og i det hele taget en af de største forfattere inden for arabisk litteratur. Han har mere end 80 udgivelser bag sig, hvoraf tre mig bekendt er oversat til dansk. En af dem er Natteurt (opr. 1997, da. 2017 ved Ellen Wulff, Forlaget Vandkunsten).

Jeg har tidligere med endog stor begejstring læst al-Konis Gold Dust (jeg læste den for fire år siden i den engelske oversættelse, men siden er den udkommet på dansk, også på Forlaget Vandkunsten i Ellen Wulffs oversættelse som Guldstøv).

I Natteurt er vi dybt inde i Sahara blandt ørkenens “blå mænd,” de tuaregiske beduinstammer, som Ibrahim al-Koni selv er rundet af.

Det er historien om en mand, der søger at opnå en mysticistisk indsigt i ørkenens og mørkets hemmeligheder blandt andet ved forbrug af den hemmelighedsfulde, hallucinerende “natteurt.” Han besættes af en voksende følelse af magtfuldkommenhed, der udvikler sig til regulært vanvid, hvori han tiltager sig retten til at herske over liv og død, især død, og i det hele taget sætte sig ud over stammens love og moral. Vold, tortur, drab og incest er på listen over hans ugerninger.

I stammen bliver han kendt som Wan Tihay (“Mørkets Søn”), en “mørkets discipel, en digter der lovpriste det sorte.” Wan Tihay er “ham, der elskede noget ingen før havde elsket: mørket.”

Stammen bagtaler og udskammer ham for hans smag for fremmede kvinder og for hans sære digte, men frygter ham også for hans forbindelser til mørket i ørkenen og for hans vilkårlige vrede og brutalitet.

Hans slaver skal f.eks. vogte deres tunger godt – i bogstaveligste forstand, for mere end én af dem må undervejs opleve at få tungen revet ud med en tang efter et ord, der ikke faldt i herrens smag. Og det er ikke engang de værste af hans brutale gerninger, hvoraf en hel del udpensles mere, end min mave bryder sig om.

Et dominerende tema er mandens angst for og had til kvinder og det kvindelige, som han forsøger at overkomme ved at besidde dem, herunder sin egen datter – og hendes pige, som på én gang er hans egen datter og barnebarn.

Nej, det er ikke nogen feelgood-roman, det her. Det er heller ikke en nem roman at læse. Store dele af bogen udspiller sig som samtaler mellem herren og en af hans gamle slaver, omtalt som “vismanden,” om mystiske indsigter i mørket i mennesket og ørkenen. Bogen er skrevet i en stil, der i lange passager nærmer sig det mytologiske. Sproget er intenst og kompakt, og bogen har på sin egen sære måde en slags skønhed over sig. Men stilen gør den også til en tung omgang at læse.

I hele taget var den nok bare lidt for mærkelig for mig. For syret og mystisk. Uigennemtrængelig, som det mørke, den handler om. Og efter endt læsning sad jeg i højere grad tilbage med billederne og følelserne af det brutale og frastødende end af det skønne.

Som nævnt havde jeg under læsningen også en fornemmelse af at støde på en kulturel barriere, som var større end sædvanligt, når jeg læser litteratur fra de fjernere dele af verden. Jeg havde oplevelsen af at mangle nogle kulturelle koder. Der er langt fra rækkehuset i Værløse til tuaregernes ørken, må jeg konstatere.

Var det en anbefaling? Det ved jeg ikke helt. Der en vis fascinationskraft i al-Konis dykken ned i mørket. Og det er altid spændende at læse litteratur fra en helt anden del af verden end ens egen. Men alt i alt var Natteurt mig nok en tand for mystisk og syret og for svær at forholde sig til.

Hvis du vil læse al-Koni, vil jeg således så absolut anbefale Guldstøv/Gold Dust før Natteurt. Den førstnævnte får jeg faktisk helt lyst til at læse igen, nu hvor jeg genlæser min egen fire år gamle anmeldelse af den – næste gang skal det måske være i den danske oversættelse.

K's vurdering: