Ørkenen, manden, hans kamel og dens elsker (som smittede den med skab). Gold Dust er en både moderne og tidløs tuaregisk-libysk roman, en slags fabel over menneskets vilkår i almindelighed, og tuaregernes nomadesamfund og skæbnefællesskab med deres kameler i særdeleshed

Ibrahim al-Koni (f. 1948) er en libysk forfatter og journalist. Han er født ind i det nomadiske ørkenstammefolk tuaregerne (Saharas blå mænd), er vokset op i ørkenen og lærte først som tolvårig arabisk, som er det sprog, han skriver på.

Gold Dust udspiller sig et sted i Sahara i tuaregernes land. Vi får ikke nogen præcise tidsangivelser, men hører om krig med italienerne, så et gæt kunne være tiden omkring Italiens krig mod Det Osmanniske Rige i 1911-12, hvor italienske tropper invaderede Libyen. Men det er ikke så vigtigt, for der er noget tidløst over historien, selv om det er et element i den, at ørkenstammerne er presset fra flere sider – af krig i nord og tørke i syd.

Handlingen i romanen er en enkel og på overfladen pudsig historie om en mand, der elsker sin kamel så meget, at det bliver hans undergang. Den unge tuareg Ukhayyad, som er af ædel byrd, får i gave en særlig fornem, fuldblodet, sort- og hvidplettet kamel af mahritypen (ja, man lærer mere om kameler, end man troede, at man havde brug for, ved at læse al-Koni). Ukhayyad knytter et ubrydeligt bånd til kamelen, som vokser sig stærkere end endda båndet til hans far, hans stamme, hans kone og søn.

Ukhayyad er lidt af en antihelt, og der er noget komisk, men også rørende, over hans venskab med kamelen og hans naive tilgang til verden i øvrigt. Mandens tilknytning til kamelen kan virke lidt fjollet på danske læsere som undertegnede, men man skal formentlig besinde sig på den sammenhæng, at i ørkenen kan en mand uden sin kamel snart være en død mand.

For ørkenens blå nomader har dette været en historisk rammebetingelse i generationer, som ikke alene giver kameler en høj værdi, men også har understøttet udviklingen af en kultur, hvor det er naturligt at se en mand og hans kamel som ét. Som en stammehøvding siger et sted i romanen om Ukhayyads fine plettede (‘piebald’) mahri-kamel:

We always say that the Mahri is the mirror of his rider. If you want to stare into the rider and see what lies hidden within, look to his mount, his thoroughbred . . . Whoever owns a Mahri like this piebald will never complain for want of noble values.

Citatet kan i det hele taget bruges som en nøgle til fortolkning af romanen, idet man kan tolke kamelen som udtryk for en anden side af Ukhayyads personlighed: Hvor hans menneskeside er naiv, lidt kikset og bundet af strenge sociale normer, så er hans kamelside vild, utæmmelig og frihedssøgende. Når han i romanen gang på gang vælger kamelen, kan det læses som et udtryk for, at han vælger sig selv.

I et af højdepunkterne i romanen, som også er dens mest groteske scene, bliver Ukhayyads symbiose med kamelen fuldendt, fra hidtil ‘kun’ at have været åndelig til at blive decideret kødelig (og nej, det er ikke noget med dyresex, det er meget mere bizart):

Den virile kamel er efter et bekendtskab med en hunkamel blevet smittet med dødelig skab, og Ukhayyad beslutter i desperation at følge en gammel sufi-sheiks råd om at lade kamelen græsse silphium (en nu udryddet urt, der blev brugt medicinsk i antikken). Bagsiden af urtens helbredende virkninger er, at den gør kamelen gal af hallucinationer, og efter grænsningen løber den bersærk ud i ørkenen med sin herre slæbende efter sig.

Da galskaben endelig aftager, vågner Ukhayyad forslået og revet til blods over hele kroppen. Foran ham står kamelen som en levende klump blodigt kød: Alt dens hud er flået af kroppen efter dens amokløb gennem ørkenens buskadser, men med afskrælningen af huden er den også mirakuløst blevet helbredt for skaben. Og her kommer så nøglescenen, hvor den maltrakterede Ukhayyad med besvær bestiger kamelen og klæber sin egen nøgne og delvist hudafskrællede krop sammen med kamelen, hvis kød kun lige akkurat er holdt op med at bløde:

He stretched out over the camel’s back, gluing himself to the wet flesh. The red flesh was sticky to his touch, the blood not yet dry. Ukhayyad’s body, now also naked, fused with the viscious flesh of the Mahri. Flesh met flesh, blood mixed with blood. In the past they had merely been friends. Today, they had been joined by a much stronger tie. Those who become brothers by sharing blood are closer than those who share parentage.

Ukhayyad og kamelen er nu for evigt bundet sammen af det stærkeste bånd, og jeg røber ikke for meget ved at fortælle, at det bliver begges undergang. Romanen er fyldt med ikoniske scener som denne, omend der ikke er flere lige så ubehagelige.

Fortællingen har karakter af en fabel, for så vidt kamelen i lige så høj grad som manden er hovedpersonen. Ganske vist taler kamelen ikke ligefrem (omend den brøler et særdeles udtryksfuldt “Aw-a-a-a-a-a-a”), men den forstår tilsyneladende, hvad Ukhayyad fortæller den.

Udover fortællingen om Ukhayyad og hans plettede kamel handler Gold Dust imidlertid mindst lige så meget om tuaregernes samfund. Gennem romanen får vi et indblik i ørkenfolkets strengt hierarkiske sociale struktur, hvor den sociale status kommer med fødslen, men hvor man hurtigt kan forstødes fra familien og stammen, hvis man træder udenfor normerne.

Romanen giver også et billede af tuaregernes religion, som er en slags sufistisk islam, men hvor førislamiske guder og traditionel tro på ørkenens ånder (jinn) stadig i høj grad er en del af trosforestillingerne og praksis. Det gælder f.eks. månegudinden Tanit, som vores antihelt Ukhayyad anråber for at redde kamelen fra sygdom, men som han bryder sit løfte til, og – måske – går det ham derfor så galt.

Landskabet spiller en stor rolle i Gold Dust, ikke alene som det geografiske sted, historien udspiller sig i, men også som en del af det sprog, Ibrahim al-Koni fortæller historien i. Ørkenen er således hele tiden til stede som vilkår, metafor og fortolkningsramme. Derudover trækker al-Koni i sin litterære stil i stort omfang på den islamiske sufi-tradition med flittig brug af aforismer og lignelser.

I et oplysende efterord af den engelske oversætter Elliot Colla kan man blandt andet læse, at den arabiske originaltekst også indeholder en række ord fra tamashegh (tuaregisk), og den har næppe været nem at oversætte. Om den engelske oversættelse er tro mod originalen, har jeg ikke mulighed for at bedømme, men den læses ihvertfald flydende og ubesværet.

Ibrahim al-Koni

Et råd i øvrigt til dem, der måtte finde på at læse romanen i American University in Cairo Press’ udgave, som jeg gjorde: Lad være med at læse klapteksten om romanens handling. Det er et referat af romanens allersidste tyve sider og dramatiske klimaks, og selv om jeg ikke hører til dem, hvis læseoplevelse normalt bliver ødelagt af at kende handlingen i forvejen, så havde jeg faktisk ikke brug for denne spoiler. Dårlig stil fra forlaget – og samtidig misvisende for bogen som helhed.

Misvisende var i øvrigt også et citat på bagsiden af bogen: “Imagine Cormac McCarthy’s savage lyricism in a Paul Bowles desert landscape and you begin to enter the bleakly beautiful world of this mesmerising, fable-like novel,” skrev en begejstret anmelder fra The Independent om Ibrahim al-Konis Gold Dust, da den udkom første gang i engelsk oversættelse i 2008.

Her skal man lige spise brød til: Der er ørkenlandskab, ja, ligesom der er hos Bowles. Og der er en fatalistisk historie om en mand, der rider eller traver rundt i et øde landskab, indtil det hele ender frygtelig galt for ham, ja, og for så vidt er der et temafællesskab med Cormac McCarthy. Men forventer man en prosa, der ligner de to store herrer, så bliver man nok lidt skuffet.

Ovenstående citat var netop af den grund faktisk med til at gøre min læseoplevelse undervejs mindre god, end den burde have været, fordi det stemte mine forventninger til sprog og stil til noget andet end det, man får. I første halvdel af romanen var jeg således småirriteret over den lidt komiske figur, som hovedpersonen udgjorde, fordi jeg ventede på, at stemningen skulle blive tung, sort og deprimeret som hos McCarthy … Meget uretfærdigt overfor al-Koni, som har sin egen og helt anderledes stil.

Ibrahim al-Koni har udgivet mere end 80 bøger, men så vidt jeg har kunnet opspore, er kun én udgivet på dansk (Blod og Sten, Vandkunsten 2009). Gold Dust (oprindeligt: التبر (al-Tibr)) er oversat til en mængde sprog, men altså ikke dansk endnu.

Opdatering pr. 23.03.2018: Forlaget Vandkunsten har siden hen også udgivet al-Konis Natteurt (da. 2017), og i april 2018 udgiver samme forlag Gold Dust under titlen Guldstøv, begge oversat af Ellen Wulff.

Jeg valgte Gold Dust som repræsentant for libysk litteratur i læseudfordringen Verden rundt i bøger på baggrund af omtaler af Ibrahim al-Koni som en af Libyens bedste, moderne forfattere og Gold Dust som en af hans bedste romaner. Det var et godt valg.

K's vurdering: