Dybsort congolesisk satire. Intens og kompakt, voldsom og brutal, grotesk og fantasifuld, begavet morsom og samtidig stærkt deprimerende. Men også lidt for meget og i nogle stræk tæt på enerverende.

Sony Labou Tansis (1947-1995) congolesiske nyklassiker Life and a Half (opr. 1979) anses ikke uden grund som en af de 100 bedste afrikanske bøger nogensinde.

Romanen er en skarp satire over afrikanske diktaturer og diktatorer, som kontinentet ulykkeligvis har set så mange af, og over de europæiske statsmagter, der har understøttet de afrikanske diktatorer i årtier. Der er ikke tvivl om, at brodden især er rettet mod Sony Labou Tansis eget hjemland, Congo, men talrige andre inkompente, afrikanske diktaturer kan føle sig ramt.

Tansi skrev under overvågning af det congolesiske diktaturs censur, og han kommer igennem den ved at at lade romanen foregå i et fiktivt, afrikansk land, ved at inkorporere overnaturlige elementer og ved en i det hele taget helt overdrevent grotesk og urealistisk handling. Den deprimerende baggrund er så, at den faktiske historie om mange afrikanske diktaturer er helt overdrevent grotesk og ofte kan forekomme urealistisk.

Romanen udgør en intens perlerække af satiriske enkeltscener. Den lægger ud med en ganske voldsom scene, hvis brutalitet dog mildnes af den satiriske og overnaturlige form:

Landets diktator, kaldet The Providential Guide, står overfor den tilfangetagne oprørsleder, Martial. Foran Martials familie myrder diktatoren ham med sin kniv. Bortset fra, at Martial ikke vil dø. Uanset, i hvor små stykker diktatoren snitter sin fjende, bliver han ved med at leve (“I do not want to die this death,” som han siger). Til sidst er der kun en tot hår tilbage, der bliver ved med at svæve i luften.

Diktatoren får dog gjort op med sin fjende, tror han, ved at tvinge hans familie til at spise hans rester tilberedt som stuvning – og de familiemedlemmer, der nægter, bliver selv slået ihjel og gjort til en del af menuen. Til sidst er der kun den femtenårige datter tilbage, og hun spiser op – og viderefører senere farens modstandskamp mod regimet via sex og forgiftet champagne. Og den dræbte Martial bliver ved med at komme tilbage som spøgelse bogen igennem.

Jeg afstår fra at referere mere af handlingen, for det er for vanskeligt og giver heller ikke megen mening. Der er ganske vist en slags fremadskridende handling i romanen, som udspiller sig over flere generationer, men den har en overvejende episodisk karakter, og grundlæggende sker der ikke mange ændringer. Den ene diktator afløser den næste (Guide Henry-Tender-Heart, Guide Jean-Heart-of-Father, Guide Jean-Heart-of-Stone …). Den ene er værre end den anden, og grundlæggende ændres ikke meget i landets situation – indtil bogen kulminerer i den fuldstændige udslettelse af landet i en bizar borgerkrig under anvendelse af blandt andet genmodificerede dræberfluer.

En af de bogens store styrker er Sony Labou Tansis innovative sprog (her i Alison Dundys oversættelse til engelsk fra det oprindelige franske). Sproget er i sig selv en nydelse, og romanen rummer en lang række af fabelagtigt morsomme, sort-humoristiske påhit.

Men bogen er også lidt anstrengende læsning. Den er ekstremt kompakt og som nævnt skrevet i en meget episodisk form, og i passager får den en næsten opremsende karakter. Der optræder derudover et uhyre stort antal personer, hvoraf mange dog knap nok når at blive nævnt ved navn, førend de er slået ihjel. Det er en satirisk pointe i sig selv, men det gør også læsningen lidt trættende. På trods af romanens kun 150 sider har jeg brugt relativt lang tid på at læse den, fordi jeg ikke kunne kapere ret mange sider ad gangen.

Det skyldes nok også, at kombinationen af den satiriske form, de mange personer og de mange, korte, episodiske handlingsforløb gjorde, at jeg som læser aldrig formåede at engagere mig i nogen af karakterne. Det har nok heller ikke været meningen, men det kan godt gøre en roman til en tung affære.

Sony Labou Tansis skarpe, satiriske blik på de afrikanske diktaturer, hans vilde fantasi og de mange, isoleret set forrygende morsomme, omend også tragiske enkeltscener gør imidlertid, at jeg så absolut kan anbefale bogen.

K's vurdering: