Dayo Forster: Reading the Ceiling

Reading the Ceiling af gambiske Dayo Forster er en roman i genren: Hvordan ville historien have udviklet sig, hvis hovedpersonen i en bestemt afgørende situation havde truffet det ene, det andet eller tredje valg?

For hovedpersonen og jeg-fortælleren i Reading the Ceiling (2007), den gambiske pige Ayodele, indtræffer denne afgørende valgsituation på hendes 18-års fødselsdag. Det er den dag, hun selv har udset til at blive dagen, hvor hun bliver rigtig voksen, hvilket i hendes egen optik betyder, at hun skal have sex med en mand.

Valget består i, hvilken mand, der skal have æren. Og Ayodele har som den begavede, systematisk tænkende, procesorienterede, unge kvinde, hun er, lavet en liste over emner, der alle vil være realistiske muligheder denne aften:

Skal det være det nemme valg, den jævnaldrende, lidt småkiksede Reuben, som er alt for forelsket i Adoyele i forvejen? Eller skal hun risikere et solidt venskab og lade det blive den gode ven, Yuan? Eller skal hun gå efter erfaringen, en af hendes veninders far, den snart-at-blive-topmavede, voksne mand, Frederick Adams?

Dét er spørgsmålet, der optager Ayodele i romanens første kapitel, hvilket også er romanens højdepunkt. Der er i dette kapitel en nerve og en spænding, som viser, at Dayo Forster godt kan skrive. Dette kapitel kunne faktisk godt stå helt alene som en novelle. Og det ville nok have været bedre, hvis det havde fået lov til det.

Det første kapitel fungerer i romanen som en slags prolog eller rettere som det første, fælles kapitel til tre separate hovedfortællinger, som udgør resten af bogen. Ideen er, at Ayodeles valg af medkopulator på hendes 18-års fødselsdag bliver afgørende for, hvordan resten af hendes liv udformer sig. Romanen udgøres efter det princip af tre, mere eller mindre uafhængige dele, som udgør tre forskellige mulige udfald af Ayodeles fremtidige liv.

A life beginning has many paths before it; but older people – women like my mother – they can only see the one path that brought their lives to the now. Cats on my shoulder. I can choose to be the hunter or the lion. What will my story be?

Reading the Ceiling er slet ikke dårligt skrevet. Figuren Ayodele er troværdigt gestaltet i alle tre fortællinger. De rummer også alle tre interessante indblik i det gambiske samfund. Meget godt kan for så vidt siges om bogen. Det er bare ærgerligt, at den er så kedelig.

Jeg havde som læser således svare problemer med at engagere mig i de tre fortællinger. Efter det indledende, lovende fælleskapitel gik luften lovlig hurtigt ud af ballonen. Jeg har svært ved at sætte en præcis finger på, hvad jeg manglede, men det var blandt andet et strammere fokus for romanen. Hvad er det egentlig, Dayo Forster vil i hver enkelt historie og med romanen som helhed?

Der er selvfølgelig den åbenlyse pointe, at visse valg i livet (og ikke nødvendigvis dem, vi i øjeblikket tror, er de vigtigste) kan føre hvert enkelt menneske ind på vidt forskellige livsbaner.

Og der er den pointe, at kvinder i Gambia har vidt forskellige levekår i et samfund, hvor man på én gang finder traditionelle, patriarkalske magtstrukturer, manifesteret i for eksempel polygame ægteskabstraditioner, og en modernitet for fuld udblæsning, hvor kvinder tager til udlandet og uddanner sig og kommer tilbage for at gøre karriere på arbejdsmarkedet.

Men disse pointer er sådan set allerede serveret i bogens bagsidetekst og kan ikke i sig selv bære en hel roman. En roman skal have liv og saft og kraft i sig selv. Det er der ikke her.

Noget af det har at gøre med Forsters hovedperson, Ayodele. Romanen er fortalt i førsteperson fra Ayodeles perspektiv, men som læsere bliver vi ikke for alvor lukket ind i hendes sind og følelser.

På nær i det indledende kapitel og i enkelte, glimtvise øjeblikke undervejs i bogen, virker Ayodele som fortæller og handlende hovedperson nærmest som om, hun er på valium. Efter det første velforberedte valg, er det som om, Ayodele aldrig siden træffer et eneste egentligt valg (ud over det valg at være obsternasig i forhold til sin mor) – hun lader sig bare flyde med strømmen, og så ender hun hver gang med en gammel mand til sidst.

Kan det virkelig være Dayo Forsters budskab, at det eneste valg, der for alvor er afgørende i livet for en ung kvinde, er, hvilken stodder hun lader blive den første? Jeg tror det ikke, men som læser af romanen er det ikke desto mindre det indtryk, jeg lades tilbage med. Og det er altså en temmelig kedsommelig tilgang at anlægge for en moderne roman.

Jeg kan anbefale romanens første kapitel. Læs det som en novelle med en åben slutning fuld af muligheder. Og læs så noget andet.

Reading the Ceiling repræsenterer Gambia i min læseudfordring, Verden rundt i bøger.

K's vurdering: