Alain Mabanckou: Memoirs of a Porcupine

Bedømt på titlen og forsiden kunne man forledes til at tro, at congolesiske Alain Mabanckous Memoirs of a Porcupine er en børnebog. Det er ingenlunde tilfældet. Men den er faktisk fortalt af et pindsvin.

Alain Mabanckou (f. 1966) er en af det fransktalende Afrikas mest succesrige forfattere. Han er oversat til 15 sprog (men ikke dansk) og har vundet adskillige afrikanske og franske litterære priser, blandt andet for nærværende bog.

Memoirs of a Porcupine (‘Et pindsvins erindringer’) fra 2006 er en slags fabel fortalt i moderne form med afsæt i congolesiske myter (som også kendes fra andre steder i verden) om mennesker, der har et dyr som deres ‘dublet’, dobbeltgænger eller skygge. Det er en form for totemisme, men med den særlig vinkel, at der her er tale om et specifikt bånd mellem et individuelt menneske og et individuelt dyr (ikke en art). Et bånd, der er så stærkt, at mennesket kan give dyret ordrer og bruge det som redskab, og hverken mennesket eller dyret kan overleve, hvis den anden dør.

Fortælleren i Memoirs of a Porcupine er en sådan ‘dublet’ til et menneske (i den engelske version er betegnelsen “a double” – jeg har ikke kunnet komme i tanker om en dækkende dansk oversættelse). Han er et pindsvin, som i sit 42-årige liv (dyredubletternes liv forlænges svarende til menneskets) har været knyttet til den onde mand Kibanda.

Ved romanens start er Kibanda blevet dræbt, og pindsvinet, som mirakuløst ikke er afgået ved døden på samme tid, er nu fri til at fortælle sin historie til et gammelt baobabtræ.

               so I’m just an animal, just a dumb, wild animal, men would say, though if you ask me most of them are dumber and wilder than any animal, but to them I’m just a porcupine, and since they only believe in what they can see, they’d see nothing special in me, just one of those mammals with long sharp quills, slower than a hound dog, too lazy to stray from the partch where he feeds

Pindsvinet vokser op som et normalt et af slagsen i en flok, men som ung kaldes han af en uimodståelig kraft til at søge mod en af menneskenes landsbyer, hvor han initieres som dublet for den tiårige dreng Kibanda. De fleste dyredubletter, forstår vi, er fredelige, men ikke vores fortæller:

no, I’m one of the harmful doubles, we’re the liveliest, scariest kind of double, the least common, too

Pindsvinet finder snart ud af, at hans dublet og herre, Kibanda, ligesom sin far er en svært usympatisk type, et ondt menneske. Drevet af underlegenhedsfølelser og misundelse bruger Kibanda pindsvinet til dræbe et stort antal mennesker, indtil han til sidst selv møder sin skæbne.

Fortællingen er således en slags fabel over menneskelig dårskab og ondskab fortalt fra pindsvinets synsvinkel. Undervejs får Mabanckou blandt andet leveret små humoristiske stikpiller til naive europæiske antropologer mv.

Mabanckou skriver godt og i en stil inspireret af vestafrikansk mundtlig fortælletradition. Når man ellers først har vænnet sig til hans skrivestil – han skriver uden brug af et eneste punktum, kun kommaer – så flyder teksten ubesværet. Og pindsvinet er en fandenivoldsk fortæller med en skarp iagttagelsesevne og en sarkastisk humor.

Jeg var udmærket underholdt undervejs i den korte roman, som er helt sjov. Men det var nu godt, at den ikke var længere, for pointen i historien kunne ikke have båret mere – faktisk synes jeg nok, at den havde lidt svært ved at bære de 154 sider, det er blevet til.