En afrikansk magisk-realistisk søvngængeragtig rejse gennem drømme og mareridt i Mozambiques krigs- og tørkehærgede landskaber befolket af myter og mennesker, levende som døde.

Den mozambiquanske forfatter Mia Couto (f. 1955) er født af portugiskke indvandrere i den tidligere portugisiske koloni. Han fremhæves ofte som Mozambiques – og en af det afrikanske kontinents – førende forfattere. Terra Sonâmbula er hans første og mest berømte roman, oprindeligt udgivet på portugisisk i 1992.

Romanen er oversat til dansk af Ole Eistrup som Søvngængerland (Forlaget Hjulet, 2000), men det blev jeg desværre først opmærksom på efter, at jeg havde købt den på engelsk, og derfor har jeg læst den i den engelske version fra 2006.

Stilen er magisk realisme, som vi kender det fra den latinamerikanske tradition, men her i en distinkt afrikansk version. Mia Couto blander i romanen ubesværet realistiske skildringer fra et krigshærget Mozambique i slutningen af den lange, blodige borgerkrig i 1977-1990 med mytologiske, drømmeagtige sekvenser.

Handlingen er todelt: Som udgangspunkt følger vi et umage par, en dreng og en gammel mand på flugt fra krigen og sulten. På deres vej gennem det tørre landskab støder de på en udbrændt bus, hvor de søger tilflugt for en stund. I og omkring bussen ligger nogle af krigens døde ofre, og hos en af de døde mænd finder de en stak notesbøger, som viser sig at være hans dagbogsoptegnelser.

For at fordrive tiden læser drengen højt for den gamle af dagbøgerne, Kindzus notesbøger, og disse bøger udgør romanens andet spor, som gradvist vikler sig ind i fortællingen om drengen og den gamle.

Kindzus fortælling er en drømmeagtig rejse gennem det borgerkrigsplagede land, hvor krigen har taget permanent bo i menneskenes sjæle. På sin færd støder Kindzu på fattige og rige, på sorte mozamiquanere, hvide portugisere og indiske indvandrere, på guerillasoldater, administratorer, fulderikker, slagsbrødre og prostituerede.

Landet er et drømmeland, hvor mennesker kan forvandle sig til dyr og tilbage til mennesker igen, hvor Kindzus afdøde far hjemsøger ham i drømme, mens andre døde rejser sig fra graven og vandrer rundt blandt de levende, hvor skibe kan sejle af sig selv og mystiske dværge falder ned fra himlen. Tiden og rummet flyder, landskabet bevæger sig under fødderne på menneskene, mens de står stille, fortid og nutid blander sig med hinanden.

Maybe I was performning what had been my role from the beginning: a dreamer of memories, an inventor of truths. A sleepwalker strolling through fire. A sleepwalker like the land where I was born. Or like those fires among which I forged my path through the sands.

Mia Couto får undervejs tegnet et rigt og facetteret billede af landet Mozambique og dets mennesker og historie. I nogle henseender er fortællingen realistisk, i andre metaforisk i parablens eller mytens form. Sprogligt set er romanen i passager fortalt i en næsten lyrisk form, og den er for så flot skrevet.

Mia Couto (f. 1955). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Jeg kan på den baggrund sagtens forstå, at romanen er berømmet. Men alligevel blev jeg ikke rigtig fanget af den. Jeg fik et indblik i myter og traditionelle forestillinger i dele af Mozambique (tror jeg da, hvis man vælger at fæste lid til, at Couto trækker på faktiske myter og traditioner fra landet), og det var interessant nok. Men som roman greb den mig ikke.

Rammehistorien om drengen og den gamle er i perioder ganske rørende, men den fylder egentlig ikke så meget. Kindzus historie, som fylder det meste, er derimod meget episodisk fortalt, og som person krøb han aldrig ind under huden på mig. Hvis jeg skal være helt ærlig, så fik bogen undervejs karakter af pligtlæsning for mig, og den kedede mig lidt. Så må den være så berømmet, det skal være.

K's vurdering: