Hold da helt kæft og hør efter! Det her er power-litteratur, der går lige i maven og i hovedet samtidig. Beskidt skønhed, saft og kraft, jazz og samba, jernbaner og diamantminer, sex og poesi, vold og filosofi – direkte fra den sydende smeltedigel i det post- (eller neo-)koloniale centrale Vestafrika. Det er litteratur, der rocker og rykker. Det er international verdensklasse. For pokker da, hvor er Fiston Mwanza Mujila bare sej!

Jeg er slået helt bagover. Tram 83 er min absolut bedste og vildeste læseoplevelse i år – og i det hele taget længe.

Fiston Mwanza Mujila er født i 1981 i minebyen Lubumbashi, Den Demokratiske Republik Congo. Han debuterede som forfatter med en digtsamling udgivet i 2013, men Tram 83 fra 2014 (engelsk oversættelse 2015) er hans romandebut. Og med den stryger han direkte ind på verdenslitteraturscenen.

Tram 83 udspiller sig i en unavngiven by i et unavngivet afrikansk land, som dog kunne minde en del om DR Congo i nyere tid, men formentlig også kunne være en del andre afrikanske lande. Vi er i the City State (Kinshasa eller måske snarere forfatterens fødeby Lubumbashi?), som styres diktatorisk af the Dissident General, som ligger i krig med regeringstropperne, der stadig har nogenlunde kontrol med the Back Country (resten af DR Congo?).

I romanens første linjer introduceres vi til byens jernbanestation, som er en tilbagevende reference i bogen. Alle er på vej ind eller på vej ud, men stationen er gået i hundene og fungerer som en af flere metaforer for det centrale postkoloniale Afrika:

[The Northern Station] was essentially an unfinished metal structure, gutted by artillery, train tracks, and locomotives, that called to mind the railroad build by Stanley, cassava fields, cut-rate hotels, greasy spoons, bordellos, Pentecostal churches, bakeries, and noise engineered by men of all generations and nationalities combined. It was the only place on earth you could hang yourself, defecate, blaspheme, fall into infatuation, and thieve without regard to prying eyes.

Det helt centrale omdrejningspunkt og den egentlige hovedperson i romanen er imidlertid baren og spillestedet Tram 83. The Tram er hele det postkoloniale Centralafrika kondenseret og koncentreret på ét sted.

Her flokkes alle, der kan krybe og gå, hver aften i et inferno af musik og snak for at drikke, spise, danse, hore, slås, tale, gøre forretninger (lovlige og ulovlige), se og blive set, efterstræbe drømme og drukne sorger, skabe venner og fjender – alt sammen til de konstant dunkende rytmer fra livemusikken på stedet, rumba, samba, jazz…

Blandt klientellet på the Tram er (her i et uddrag fra en af de mange lange, rytmiske opremsninger, som Mwanza Mujila benytter sig af i stor stil):

“Inadvertant musicians and elderly prostitutes and prestidigitators and pentecostal preachers and students resembling mechanics and doctors conducting diagnoses in nightclubs and young journalists already retired and transvestites and secondfoot shoe peddlers and porn film fans and highway men and pimps and disbarred lawyers and casual laborers and former transsexuals and polka dancers and pirates of the high seas and seekers of political asylum and organized fraudsters and archaeologists and would-be bounty hunters and modern day adventurers and explorers seeking for a lost civilization and human organ dealers [… og mange flere endnu, remset op over en hel side].

Rytmen fra musikken på Tram 83 forplanter sig til bogens fortællestil og sprog, som er en polyfonisk fest af forskellige stemmer, der blander sig med hinanden uden eksplicit afsender – tilsyneladende ubesværet for forfatteren, men ikke uden udfordringer for læseren. Jeg skulle lige vænne mig til stilen – mit bedste råd til andre læsere er at overgive sig til rytmen og ikke bekymre sig for meget om, at det ikke altid lige er til at identificere, hvem der taler.

Blandt de tilbagevendende stemmer er de allestedsnærværende prostituerede, the baby-chicks (dem under seksten år), the single-mamas (mellem tyve og fyrre), the ageless-women (fra enogfyrre og op), the former-baby-chicks-turning-mama-chicks osv. Deres stemmer blander sig i enhver samtale, ikke mindst med det emblematiske spørgsmål, “Do you have the time?”, men også:

   “I love you, baby.”
   “I don’t like foreplay. It kills the pleasure”
   “Take me to Bratislava and make me your dream queen!”
   “Foreplay is like democracy, as far as I’m concerned. If you don’t caress me, I’ll call the Americans.”
   “Do you have the time?”

Stedet Tram 83 er som sagt det egentlige omdrejningspunkt i romanen, men der er også en mere traditionel handling centreret omkring tre karakterer: De to venner/fjender Lucien og Requiem samt den schweiziske forlægger Malingeau.

Requiem er lejesoldaten og sortbørshandleren, diamantminerøveren og svindleren i en række andre henseender, som passende for sin mangefacetterede karakter også går under en mængde andre navne, herunder the Negus (den gamle betegnelse for fordums store etiopiske konger). Han er en tvetydig ven af Lucien, mod hvem han bærer gammelt nag og lokker ud i diverse kritiske transaktioner.

Requiem krediteres bogen igennem for en lang række kyniske leveregler, som for eksempel:

RULE NUMBER 67: the mightier crush the mighty, the mighty defacate in the mouths of the weak, the weak sequestrate the weaker, the weaker do each other in, then split for elsewhere.

Lucien er den håbefulde forfatter og stik modsat Requiem inkarnationen af moralsk integritet. Selv ikke, da han på et tidspunkt bliver arresteret og står overfor tortur i landets mest berygtede fængsel, lader han sig korrumpere. Selv ikke, da en flok banditter river sider ud af hans elskede dagbog med alle notaterne til hans skuespil og bruger dem som cigaretpapir, mister han fatningen. Selv ikke, da hans første oplæsning på Tram 83 ender med, at de øvrige gæster hiver ham ned fra scenen og tæver ham til lirekassemand, holder han op med at skrive. Kvinderne elsker ham, men han vil ikke vide af dem.

Endelig er der Malingeau, en af “the for-profit tourists” (som er den gennemgående betegnelse for alle udlændinge, der er i landet for at tjene penge), en schweizisk forlægger og en anden stor mand i the City State, som romanen igennem stiller den håbefulde Lucien i udsigt, at han vil udgive hans skuespil, uden nogensinde at læse manuskriptet – men hvis Lucien bare kunne ændre antallet af karakterer fra tyve til ti og så til to og så til tyve igen…

Udover hovedfortællingen om Lucien, Requiem og Malingeau svømmer Tram 83 over af små skæve sidehistorier, som ubesværet flettes ind i fortællingens grundrytme.

Der er for eksempel den om de amerikanske dyrerettighedsforkæmpere fra Save the Dogs, som er taget til the City State for at værne om de mange løse hunde, der udgør den foretrukne kødspise overalt i byen. Amerikanerne har medbragt et antal trænede schæferhunde som eksempel på, hvor ædle væsener hunde også er (rygtet går, at hundene kan gå på to ben, tænde for fjernsynet, lave kaffe og læse og skrive…). Ligesom alle andre muntrer amerikanerne sig med pigerne på the Tram, og imens bryder byens indbyggere ind hos dem og stjæler schæferhundene, som senere serveres samme sted i delikat svampesauce. Blot ét eksempel på den sorte humor, der gennemsyrer bogen.

Der er ikke meget egentligt håb at spore i romanen. Som Requiem a.k.a. the Negus siger:

Poverty is hereditary just like power, stupidity, and hemorrhoids. It’s even contagious, this locomotive life.

Men det er på den anden side hverken en trist eller tung bog, den er tværtimod sprængfyldt af energi, og selv om humoren er sort, og personerne kommer ud for gruelige ting, er det hele fortalt med stor lethed.

Fiston Mwanza Mujila

Det her kunne blive en meget lang anmeldelse. Jeg ville gerne kunne formidle bogens dunkende energi og lette fandenivoldskhed og sproglige overskud og dens desillusionerede billede af det postkoloniale Vestafrika kombineret med – vælger jeg at tolke – en tro på potentialerne i menneskene. Det magter jeg dog ikke, så I må læse den selv. Men gør det dog!

Lad mig i stedet runde af med et par af de mange overstrømmende anmeldercitater, der er optrykt forrest i min version af bogen, hvor Tram 83 blandt andet karakteriseres som “Blade Runner in Africa with a John Coltrane soundtrack” (Mark Haber, Brazos Bookstore) og “part Satantango, part Fitzcarraldo, and part Blood Meridian” (Chad Felix, WORD Bookstores). Jeg er enig (idet jeg noterer mig, at jeg mangler at få læst László Krasznahorkais debutroman Satantango) og associerede derudover selv til blandt andet Ferdinand Celines Rejse til nattens ende.

Uanset, hvilke superlativer og referencer, man hæfter på ham: Fiston Mwanza Mujila spiller litterær improvisationsjazz med de helt store i denne roman. Hold øje med ham fremover. Og vil nogen så venligst straks sørge for at få Tram 83 oversat til dansk.

“Do you have the time?”

Opdatering 23/06/2017: Nogen har muligvis lyttet, ihvertfald kan jeg nu glæde de danske læsere med, at der rent faktisk er en dansk udgave af Tram 83 på vej fra forlaget Jensen & Dalgaard under den danske titel Spor 83, oversat af Rikke Mai Pohl. Den danske udgave forventes efter mine oplysninger at ramme boghandlerne i august 2017.

• Lignende indlæg

Ishmael Beah: Radiance of Tomorrow

William Travis: Beyond the Reefs

Mehluli Nxumalo: The Fabulist’s Bindle

Dayo Forster: Reading the Ceiling