Det livsfarlige arbejde i Angolas og Zaires diamantminer. En kaotisk og blodig borgerkrig. Vilkårlig vold i hænderne på et diktatorisk regimes efterretningstjenester. Profeter, medicinmænd og kloge koner. Limsniffende gadebørn. Drømmen om et bedre liv degenereret til penge, penge, penge. Det hele leveret til rytmerne af inciterende, congolesisk rumba og blandet med masser af øl og sprut. Sådan går Stodderdansen i Fiston Mwanza Mujilas anden roman.

Fiston Mwanza Mujilas (f. 1981) debutroman, Tram 83 (opr. 2014, eng. 2015, da. 2017), slog mig helt bagover i begejstring, da jeg læste den i den engelske oversættelse for omtrent fem år siden.

Stodderdansen er også god, men ikke helt oppe og ringe med forgængeren. Det er måske uretfærdigt at sammenligne, men det er svært at undgå, for de to romaner har mange fællestræk, både hvad angår tematikker, stemninger samt sproglige og kompositoriske virkemidler. Faktisk er fællestrækkene så mange, at Stodderdansen i nogle stræk næsten kan føles som lidt af et replay eller et nyt mix, om man vil, af Tram 83.

Romanen foregår i grænselandet mellem Zaire (senere Den Demokratiske Republik Congo) og Angola i 1990’erne. Begge lande er i og op til perioden præget af blodige oprør og krige mellem et utal af forskellige oprørsbevægelser, støttet af udenlandske magter som led i den kolde krigs særdeles varme krige pr. stedfortrædere på det afrikanske kontinent. Ét af brændpunkterne var den zairiske provins Katanga med hovedstaden Lubumbashi (Fiston Mwanza Mujilas fødeby), hvor en stor del af handlingen udspiller sig.

Romanen har ikke én hovedperson, men fortælles af et antal skiftende personer, i nogle kapitler i førsteperson, i andre i tredjeperson eller af et anonymt, kollektivt “vi.”

En af de mest centrale personer er gadebarnet Sanza, “den bumsede”, som i løbet af romanen lærer at begå sig i det hårde liv på gaden i Lubumbashi med limsnifferi, slåskampe, smårapserier og anden kriminalitet, hvor forholdet til de andre gadedrenge kan skifte fra venskab til fjendskab og tilbage igen fra dag til dag.

Gaden tilhørte os. Vi havde den i vores hule hånd. Den var vores private ejendom, vores ting, vores handelsvare … Vi fyldte den med vores drømme – mørbankede drømme, brændstofløse drømme, drømme uden hverken hoved eller rygrad.

Sanza bliver på et tidspunkt rekrutteret som børneagent for en af Zaires efterretningstjenester af en via Monsieur Guillaume, der har specialiseret sig i at udnytte de forsømte gadebørns behov for en faderskikkelse – og for penge, især for penge.

Arbejdet for efterretningstjenesten bringer Sanza på nært hold af værtshuset og dansestedet Mambo og fest. Her flokkes alt, hvad der kan krybe og gå i Lubumbashi, for at drikke, snakke, lave forretninger, samle sexpartnere op og især for at danse – danse sorger og glæder ud og verden væk, ikke mindst til stedets signaturrumba, dj-mixet Stodderdansen, La Danse du Villain.

I samme øjeblik som Stodderdansens første akkorder nåede dem der stod og hang udenfor – tiggere, lusede lurendrejere, dilettantiske tyve, affældige alfonser, zairiske eks-fodboldstjerner, afdankede drankere, potentielle spioner, dovendidrikker, fars drenge, ingeniører, skoleinspektører, klædt i alt fra habitter til brudekjoler, strømmede de alle ind på Mambo. Man skulle tro at der blev skudt ind i mængden, eller at en eller anden bandit havde ladet en gasflaske eksplodere, så usandsynlig vildt styrtede de ind. Det hele foregik som om alle disse mennesker aldrig havde hørt en tone musik i deres liv. Som om det var den sidste rumba i deres levetid.

Mambo og fest indtager i romanen til en vis grad samme rolle, som spillestedet Tram 83 gør det i Mujilas debutroman, det vil sige omdrejningspunktet for en stor del af bogens handling og samlingspunkt for de fleste af dens vigtigste personer.

Her kommer blandt mange andre også den østrigske forfatter Franz (fra byen Graz, hvor Mujila også selv er bosat i dag – skal vi mon læse Franz som et slags alter ego for forfatteren selv?). Franz elsker rumba og er i Zaire for at skrive sin store afrikanske roman (som måske er den, vi læser?) uden rigtig at kunne få fat om den. I stedet fordriver han tiden med at danse Stodderdansen på Mambo og fest, hvor han som den eneste hvide mand efterhånden bliver fast inventar.

I første del af bogen er Franz i en diamantmineby i Angola, hvor han er faldet i hænderne på den karismatiske Tshiamuena, kendt som Madonna fra Cafunfo-minerne, en kvinde, der hævder at være (mindst) 200 år gammel, biologisk mor til Napoleon III, opvokset som japansk pige og meget andet, og som vil have Franz til at skrive sin livshistorie.

Karakteren Tshiamuena fylder ganske meget i romanen og skal muligvis spille en rolle som inkarnationen af congolesernes/zairernes modsætningsfulde had-/kærlighedsforhold til sig selv. Eller noget i den retning. Eller noget helt andet. I alle tilfælde synes jeg ikke, at hendes figur fungerede optimalt – hun er for ekstravagant til at være rigtig interessant, og hvis hendes figur er tiltænkt en symbolsk rolle, så fangede jeg ikke helt symbolikken.

Til gengæld er romanen spækket med masser af andre farverige karakterer, der fungerer bedre, og som samlet set gør Stodderdansen til et polyfonisk festfyrværkeri, når den er bedst.

Fiston Mwanza Mujila i samtale med Bjørn Bredal under Louisiana Litterature, august 2021. Foto fra forlaget Jensen & Dalgaards facebookprofil.

Det hele er først og fremmest båret af Mujilas sprudlende og fandenivoldske sprog og hans vilde evne til at skabe voldsomme, men samtidigt poetiske billeder.

Jeg blev dog ikke forført af Mujilas sprog i Stodderdansen på samme måde, som jeg blev det i Tram 83. Det kan skyldes, at Mujilas inspiration i den anden roman ikke har været den samme som i den første. Men jeg har en fornemmelse af, at det også kan have noget at gøre med oversættelsen til dansk.

Dermed tilsigter jeg ikke at sætte en finger på Mette Olesens oversættelsesarbejde, som jeg tager hatten af for, for det har givetvis ikke været nemt, og resultatet er i dén grad læseværdigt, jf. citaterne ovenfor. Men der er et eller andet med rytmen i det franske, som muligvis bare sværere lader sig oversætte til dansk end til engelsk (som var den oversættelse, jeg læste Tram 83 i).

Hvis du ikke tidligere har stiftet bekendtskab med Fiston Mwanza Mujila, så vil jeg absolut foreslå at begynde med Tram 83 (som også forligger i en dansk udgave oversat af Rikke Mai Pohl under titlen Spor 83, som jeg dog ikke har læst). Har du imidlertid allerede læst Tram 83 og var begejstret lige som jeg, så skal du bestemt også læse Stodderdansen, selv om den ikke når helt det samme, ekstraordinært høje niveau.

K's vurdering: