Fiston Mwanza Mujila: The River in the Belly

“The Congo has no reason to envy other rivers […]. It is a river. It will remain a river. A river without nationality. A free river. An independent river. An uppercase river. A RIVER-RIVER!”

Floden i congolesiske Fiston Mwanza Mujilas digtsamling The River in the Belly er Congo-floden, der med sine 4.6000 km er Afrikas næstlængste flod, efter Nilen, og verdens næststørste målt på vandgennemstrømning, efter Amazonas.

Den faktiske flod løber gennem Den Demokratiske Republik Congo, og den løber som tilstand og historie gennem Mujilas digte, som i en vis forstand kan læses som en hyldest til floden.

SOLITUDE 44

Let ’em praise the Brahmaputra, let ’em write home about
the Yangtze, let ’em acclaim the Zambezi, they can flaunt the
Euphrates, go on about the Meuse, sing the Guadalquivir, elect the
Mississippi, and its sons-in-laws, the Arkansas, the Missouri, and
the Ohio, I brandish the Congo, the only river that saps your con-
centration, the only river that fakes tuberculosis, the only river
that dances the tango and salsa and bolero and flamenco and the
cha-cha-cha, the only river that thumbs its nose at you, the only
river that eats meat, the only river that offs itself in the ocean, legs
together, arms crossed …

Nu skrev jeg ganske vist “hyldest,” men det er en sammensat en af slagsen. I digtsamlingen er floden både en meget fysisk, konkret flod, men det er også en metafor – eller flere metaforer – for livet og for Congo/Zaires historie. Floden giver og tager, og i floden løber ikke bare mudret vand, men også blodet fra landets voldsomme historie, og i digtsamlingen forbandes floden lige så ofte som den hyldes.

Gennem Zaires/Den Demokratiske Republik Congos historie løber en flod af krig, vold, børnesoldater, sult, sygdomme, men også håb, dans, liv. Og det hele er tilstede i Mujilas prosadigte.

SOLITUDE 102

if I may say two words
River Congo, I won’t drink your water
as long as you keep the secret
as long as you don’t
spit out the bodies of my loved ones
at Braza and Mbamu

Digte er ikke min foretrukne genre, men på baggrund af min store begejstring for Fiston Mwanza Mujilas debutroman, Tram 83, måtte jeg alligevel læse den seneste udgivelse af ham på engelsk, digtsamlingen The River in the Belly (opr. 2013, eng. 2021), som udkom her i sommer.

Udgivelsen bærer betegnelsen “Poems,” og det er da også overvejende en digtsamling. Bogen består af godt og vel 100 nummererede digte “solitudes,” som Mujila benævner dem. De bringes dog ikke i nummereret rækkefølge – måske er der en pointe hermed, måske ville de hænge sammen på en anden måde, hvis man gjorde sig den anstrengelse at læse dem i den nummererede i stedet for den optrykte rækkefølge. Den anstrengelse orkede jeg nu ikke at gøre mig.

De fleste “solitudes” er korte digte, nogle af dem helt ned til nogle få ord på en enkelt linje. Enkelte af dem har dog mere karakter af et stykke kortprosa, de længste på op til 6-7 sider.

Jeg var gennemgående mest optaget af kortprosastykkerne. hvor jeg fandt, at Mujilas stærke sprog kom mest til sin ret. Bevares, der er også stærke billeder og innovativ sprogbrug i digtene, men kun få af dem ramte mig i mellemgulvet på samme måde som Mujilas prosa i Tram 83. Brudt op i den korte digtform blev det meste mig lidt for løsrevet.

SOLITUDE 43

to each their own way of grazing on life
mu own, I refuse to sip daintly from a spoon
I gnaw, chew, suck, and smoke it
until it becomes feces and dust
between my uncircumcised cannibal jaws!

Måske ville jeg have været mere begejstret, hvis dette var det første, jeg havde læst af Fiston Mwanza Mujila, for der er ingen tvivl om, at bogen rummer både saft og kraft, sproglig kreativitet og spændstighed og en masse energi båret af politisk indignation. Men det blegner lidt læst på bagtæppet af Mujilas (senere) romaner. Måske uretfærdigt overfor værket som sådan, men sådan er det jo: En læseoplevelse påvirkes uvægerligt af de forhåndsforventninger, man kommer med som læser, blandt andet på baggrund af tidligere læsninger af samme forfatter.

Endelig hører det selvfølgelig med, at jeg endnu ikke er blevet voksen nok til at sætte pris på digtformen. Det kommer måske. Før du dømmer Fiston Mwanza Mujilas A River in the Belly ude, vil jeg derfor anbefale at konsultere andre anmeldelser.

K's vurdering: