Bai T. Moore: Ebony Dust

Hvis du umiddelbart tænker, at en samling liberianske, politiske digte på frie vers fra 1962 ikke lige er noget for dig, så har du nok ret. Hold trygt inde med at læse videre. Selv større fans af poesi end jeg ville formentlig medgive, at Bai T. Moores digte i dag primært har historisk interesse.

Forleden omtalte jeg Bai T. Moores kortroman Murder in the Cassava Patch som jeg har læst som indslaget fra Liberia i min læseudfordring, Verden rundt i bøger. Det føltes nu lidt letkøbt at lade Liberia repræsentere af kun en kortroman, som faktisk kun er en novelle.

Så her kommer lidt mere Bai T. Moore i form af hans første digtsamling, Ebony Dust (1962). Som det vil være faste følgere af disse noter bekendt, er jeg ikke den store digtlæser, og jeg må tilstå, at jeg også kun har læst den, fordi jeg fik den bestilt hjem ved en fejl i den tro, at der var tale om en roman.

Nuvel, man skal jo udfordre sig selv ind i mellem, og i betragtning af, hvor svær (og dyr) den var at skaffe hjem, så følte jeg mig forpligtet til at læse den. Og jeg har skam også læst det hele og med et åbent sind, vil jeg hævde. Men nej, der blev ikke slået mange strenge an i mit sind undervejs.

Bai T. Moore (1916-1988) vakte ellers stor genklang i Liberia med sine digte på frie vers (en ikke ofte set form i Liberia dengang), da han begyndte at udgive i 1947. Og selv som en i mange henseender helt udenforstående læser – langt fra stedet, tiden, kulturen og den politiske kontekst – kan jeg også godt sætte mig ind i, forestiller jeg mig i hvert fald, at digtene i Ebony Dust kan have talt til mange i Liberia, da samlingen udkom i 1962.

Bai T. Moore tematiserer i sine digte nogle liberianske erfaringer med kultur og dagligliv og den politiske situation i ikke bare Liberia, men på hele det afrikanske kontinent på det tidspunkt.

Samlingen rummer skam også nogle fine digte, som selv en som jeg kan forholde mig til. For eksempel det flotte titeldigt, der samtidig fungerer som samlingens “forord:”

In this speck of ebony dust
Blown over east and western chimes
Forever burns the yearning
To tap the springs of ancient bards
Whose tales of Afriacan heroes
Lie buried in the ruins
Of the kingdoms that are hidden
Beneath the waste of centuries;
[…]
To carve with pen like masters
Whose delicate hands create
A ritual dancing mask
Of a silent god in ebony.

Der er også enkelte digte, der hylder det liberianske landskab set fra landmandens synspunkt, som er ganske fine. Men langt de fleste af digtene havde nu meget svært ved at få min puls op.

Bai T. Moore var ikke bare digter, han tjente også selv i en årrække som statsmand, herunder som minister i liberianske regeringer. Måske er det i den sammenhæng, man skal se de relativt mange digte af politisk karakter, samlingen også rummer – og som forekommer mig meget tidsbundne og som sådan forældede i dag.

Tag for eksempel digtet Contemporary African Leaders, der er en hyldest (ganske uden ironi) til nogle af de politiske skikkelser, der i slutningen af 1950’erne stod i spidsen for de nye afrikanske nationer, herunder William Tubman, der er gået over i historien som “det moderne Liberias fader” (men hvis sene regeringsperiode fra 1955 og frem typisk karakteriseres som autoritær og korrupt – dette sidste dvæler Moore ikke ved):

What is it that makes them great
I mean the neo leaders
Of a renaissant Africa –
That thrills the countless masses
With drums and mirth and joyful glee –
Tolerance – love – humility.

[..]

They see on the horizon
The up-and-coming Africa
Sprinting like a spartan lad
The hero of Olympic games,
Approaching dawn with fearless haste,
Bearing strains of modern ways,
And imbued with deep resolve
To win, a long-felt race.

Tja, interessant nok som tidsbillede på nogle af de forhåbninger, man gjorde sig på de nye afrikanske nationers vegne – i Afrika og andre steder i verden. Bai T. Moore må være blevet skuffet undervejs, desværre.

Andre af digtene er meget situationsbundne, i en grad så Moore har følt sig foranlediget til at forsyne en del af dem med en note, hvor han forklarer den konkrete, personlige situation, der affødte det enkelte digt. Måske er derfor, at mange af mange af dem havde svært ved at tale til mig.

Det må være nok liberiansk litteratur i denne omgang. Jeg bevæger mig videre til nogle af de omkringliggende lande.

K's vurdering: