Hiromi Itō: Prærieulv og andre digte

Synes du, at lyrik i almindelighed er kedeligt? Så kan du få udfordret dine fordomme ved at læse japanske Hiromi Itō. Du kan ved samme lejlighed også få det dårligt. For hendes digte er brutale, ækle og aldeles nådesløse. Men de er samtidig paradoksalt smukke og også temmelig gode. Men de er ikke for enhver.

Ja, nu gør jeg det jo ikke normalt så meget i japansk, feministisk-shamanistisk, modernistisk lyrik. Men en gang i mellem skal man jo udfordre sine egne læsevaner lidt. Så efter et kig ned i noget af det allermest klassiske, den japanske litteraturkanon overhovedet byder på (Ise-fortællingerne), så spoler vi lige tiden tusind år frem. Vi bliver – på en måde – i lyrikken, men skifter i alle (og jeg mener: alle!) andre henseender stil og genre.

Hiromi Itō (f. 1955) har status af én af det moderne Japans mest betydningsfulde digtere. Itō blev præsenteret første gang på dansk med samlingen Vildgræs ved flodlejet (opr. 2005, da. 2018). Prærieulv og andre digte er den anden udgivelse på dansk af hende, og det er en antologi med et udvalg af hendes digte fra perioden 1985-2012, udgivet i 2022 på forlaget Terrapolis i oversættelse fra japansk ved Annette Thorsen Vilslev.

Itō er blandt andet inspireret af nordamerikansk-indiansk poesi, har jeg læst et sted, og hun er blevet kaldt “shamanen i japansk lyrik.” I denne samling aflæser jeg det i en messende, tranceagtig – og ganske effektfuld – stil i flere af digtene.

Prærieulv og andre digte er digte om den kvindelige krop, om seksualitet, om moderskab, om at føde og skide og amme og abortere og om det hele på én gang.

En blid og forsigtig smagsprøve kunne være digtet Pulserende hjerteslag, som er optrykt på den danske udgivelses klapomslag:

Pulserende hjerteslag

Jeg stækkede den, så den ikke rejste væk,
første række svingfjer klippede jeg af,
næste række svingfjer klippede jeg af,
omhyggeligt klippede jeg tre rækker svingfjer af.
Så trak jeg halefjerene ud, og inderste og yderste og midterste tå
knækkede jeg én efter én, og næbbet knækkede jeg.
Dernæst åbne jeg vinduet på vid gab,
stak hænderne ud til de næste rørte skyerne
og kastede den ind i himlen

Digtet er karakteristisk for samlingen, for så vidt angår brutalitet, men det er helt jomfrueligt i henseende til, hvordan andre digte i samlingen mæsker sig i kropsvæsker.

De mest voldsomme digte stammer fra Hiromi Itōs tidlige samling, Territorier (1985-1987), og de udfordrer læserens kapacitet til at håndtere det abjekte med et ord fra den franske filosof Julia Kristeva, dvs. grænseområdet mellem det subjektive og det objektive, alt dét, som vores krop udskiller: pis og lort, sved, pus, betændelse, menstruationsblod – eller for så vidt et foster.

I udvalget indgår Hiromi Itōs nok mest berømte digt, At dræbe Kanoko (opr. 1985). Det er en vild og voldsom tekst. Digtet er – som alle gode digte – åben for fortolkning, og det er i tidens løb også blevet fortolket på forskellig vis:

Jeg er ikke så raffineret en læser som andre, og jeg læser derfor digtet relativt åbenlyst derhen, at det handler om en kvinde, der har gennemlevet en frivillig abort, og om hendes følelser af tab, sorg og skyld i den forbindelse. Samtidig handler digtet om, hvordan den samme kvinde sætter sig op mod de konservative stemmer i hendes omverden, som fordømmer hendes valg.

Andre har læst digtet som en mors tanker om at slå sit nyfødte eller endnu-ikke-fødte barn ihjel – i forbindelse med en fødselsdepression. Det er også en meget meningsfuld fortolkning, som kun gør oplevelsen af at læse digtet endnu voldsommere.

Som mand læser jeg under alle omstændigheder At dræbe Kanoko med en følelse af, at digtet taler fra og til en erfaringsverden, som jeg pr. definition ikke har adgang til. Samtidig bilder jeg mig ind, at teksten hjælper mig i retning af en lidt bedre forståelse og indsigt i den erfaringsverden. Det samme kunne jeg i øvrigt sige om andre af digtene i samlingen.

Ikke alle Itōs digte er dog så voldsomme, og de har heller ikke alle så eksplicit et fokus på krop, køn og seksualitet. En del af Itōs digte fra begyndelsen af 1990’erne og frem, som er medtaget i denne samling, kredser således mere om ord og sprog: Om sproget som kommunikation og som dét, det forbinder, men også som potentielt fremmedgørende, som noget adskillende og som medium for magtudøvelse.

Et enkelt digt i samlingen, I luften fra Minneapolis til San Diego (opr. 2010), er slet og ret en meget stemningsfuld reportage af indtrykkene af det landskab, fortælleren flyver over i USA

De senere digte har en anden toning end de tidlige, de er mere afdæmpede, men har ikke desto mindre også mange kvaliteter, og de er under ingen omstændigheder tandløse.

Jeg læser, som trofaste følgere af disse bognoter vil vide, sjældent lyrik. Men jeg må indrømme, at jeg blev både revet med og berørt af Hiromi Itōs digte. Det var umuligt at undgå. Hun er vild, og hun er vildt god.

K's vurdering: