Ali Zamir: A Girl Called Eel

A Girl Called Eel er mig bekendt den første oversatte roman nogensinde fra Comorerne. Og den er slet ikke ueffen. Velskrevet og original. Rørende og endda helt sjov. Men for lang.

Da jeg for nogle år siden læste mig gennem bøger fra alle verdens lande i læseudfordringen Verden rundt i bøger, havde jeg svare problemer med at finde en repræsentant for den lille, afrikanske østat Comorerne i Det Indiske Ocean.

Der er ikke udgivet ret meget skønlitteratur af comoriske forfattere, og dengang i 2017, da jeg var nået til Comorerne, var det mig ikke muligt at opdrive noget i engelsk (endsige dansk) oversættelse fra den fransktalende østat. Jeg endte derfor med at snyde lidt og lod A Fish Caught in Time af britiske Samantha Weinberg om jagten på blåfisken ud for de comoriske kyster tælle som repræsentant for Comorerne.

Med nogle års forsinkelse retter jeg hermed op på miseren, for sidenhen er der oversat et par bøger af den comoriske forfatter Ali Zamir til engelsk, herunder A Girl Called Eel (opr. 2016, eng. 2019).

Romanen fortælles af den syttenårige pige Eel (Ål). Ved romanens begyndelse befinder hun sig under havets overflade i færd med at drukne, og som klicheen vil have det, passerer hendes liv revy for hendes indre blik. Sine sidste øjeblikkes bevidsthed bruger hun på at fortælle sin historie, som er den roman, vi læser – fortalt i én lang sætning uden et punktum.

Oh, the earth spat me out, the seas are devouring me, I´m expected in heaven but here I am coming to my senses again and I can´t hear, can´t feel anything but so what, I´m just a nobody, why should I care if this is where it all ends, as my father, the wise and wonderful All-Knowing used to say “once you´re dead and buried you won´t care if you rot,” it was my father, All-Knowing, who decided to call me Eel, little did he know that everyone lives in an eel pond of their own, that under every rock there lurks an eel, in every silence, a surprise, the deeper the silence the bigger the surprise, […]

Romanen er en historie om to tvillingepiger, der vokser op alene hos deres far, All-Knowing, da moren er død i barselsseng. Fortælleren Eel er den introverte, boglige og artige pige, der passer sin skole og hjemmet. Hendes søster, Rattle, er mere udadvendt, kommer altid for sent i skole og hænger til farens store fortrydelse altid ud med drenge og andre mistænkelige typer.

Eel bliver imidlertid forelsket i den smukke og stærke fisker, Voracious, og derfra begynder hendes liv at tage en anden drejning.

Zamir lader sin hovedperson fortælle historien i en bramfri, forfriskende og sludrende stil, hvor hun jævnligt hopper ud i et metaspor og kommenterer sin egen sludrevornhed, hele tiden med reference til rammesituationen: at hun er ved at drukne, og at dette kan være hendes sidste sætning i live (ind i mellem lufter hun en tvivl om, hvorvidt hun muligvis allerede er død).

Den form for fortællestil kan ofte være en smule anstrengt, men Zamir får det faktisk til at virke, og det er egentlig ret sjovt. Dette også uagtet, at bogens temaer er ganske alvorlige. Det gælder ikke mindst bogens sidste del, som handler om comoriske bådflygtninge, der forsøger at undslippe fattigdommen ved at betale menneskesmuglere for at fragte sig over havet i overfyldte både til den franske ø Mayotte.

Jeg har således egentlig en del godt at sige om A Girl Called Eel. Bogens problem deler den imidlertid med mange andre: Den er alt for lang i forhold til, hvad historien kan bære.

Hvis Zamir havde redigeret bogen ned til det halve, så kunne den måske have udløst fire stjerner herfra. Men han sopper simpelthen for meget rundt i den samme suppe over for mange sider. Javist, det er en del af bogens idé og fortællestil, at den skal være lidt småsludrende, men Zamir overgør det, og den simple historie kan ikke bære det.

Ikke desto mindre var A Girl Called Eel en fin nok læseoplevelse – og under alle omstændigheder er jeg glad for nu endelig at kunne få sat et mere rigtigt flueben ud for Comorerne på min liste over læst litteratur fra hele verden.

K's vurdering: