Samantha Weinberg: A Fish Caught in Time. The Search for the Coelacanth

En overraskende fascinerende, journalistisk fortælling om opdagelsen af det levende fossil, coelacanthen, på dansk også kendt som blåfisken, ud for Comorernes kyster.

Jeg faldt over Samantha Weinbergs A Fish Caught in Time (2000) i min søgen efter oversat skønlitteratur fra Comorerne til brug for min læseudfordring Verden rundt i bøger. Bogen opfylder ikke mine egne kriterier i udfordringen, da der ikke er tale om skønlitteratur, og forfatteren ikke er fra Comorerne. Men min interesse blev alligevel vakt, og jeg fik den bestilt hjem.

Coelacanthen har længe været kendt blandt palæontologer, der har tidsbestemt 400 millioner år gamle fossiler af den bemærkelsesværdige fisk. Indtil 1938 var man i den videnskabelige verden overbevist om, at fisken var uddød for mindst 65 millioner år siden sammen med dinosaurerne.

Det var derfor en videnskabelig sensation, der også spredte sig i populærpressen verden over, da der i 1938 dukkede et eksemplar af fisken op i et trawl ud for den sydafrikanske kyst. Samantha Weinbergs bog er fortællingen om opdagelsen og den første videnskabelige klassifikation af den nulevende coelacanth, om jagten på flere eksemplarer og bestræbelserne på at filme den i dens naturlige omgivelser – og sidenhen kampen for at få den fredet og sikret mod udryddelse.

Blandt hovedpersonerne er Marjorie Courtenay-Latimer (1907-2004), som i 1938 var en ung kurator på det beskedne East London Museum i Sydafrika. Hun havde en aftale med en kaptajn Goosen, som med jævne mellemrum bragte hende fangster af fisk til eventuel brug for udstilling på museet. I dagene op mod juli 1938 får hun i kaptajn Goosens net øje på en besynderlig, blå fisk med hårde skæl og bemærkelsesværdige, kødfulde, lemmelignende finner.

Marjorie Courtenay-Latimer (1907-2004) fotograferet sammen med den første, udstoppede coelacanth.

Marjorie Courtenay-Latimer har ingen anelse om, hvad det er for en slags fisk, men hun indser med det samme, at der er tale om et helt særligt fund. Hun sender straks et brev med en beskrivelse og en rå skitse af fisken til sin ven, amatøriktyologen dr. J. L. B. Smith. Det er Smith, der alene ud fra beskrivelsen og sin erindring om tegninger af fossiler i et videnskabeligt tidsskrift, han har set år tilbage, straks identificerer fisken som en coelacanth.

Samantha Weinberg formår at gøre historien om opdagelsen af fisken og jagten på yderligere eksemplarer til en elementært spændende fortælling. Ikke mindst historien om den første coelacanth og Marjorie Courtenay-Latimers desperate, men desværre kun delvist succesfulde forsøg på at bevare den for videnskaben er medrivende. Det samme gælder dr. J. L. B. Smith og hans kone Maragaret Smiths utrættelige forsøg på at opspore endnu et eksemplar – en bestræbelse, der først skulle lykkes fjorten år senere i 1952 ud for Comorerne.

De fattige fiskere på Comorerne har naturligvis kendt til fisken tidligere. Mange fiskere har kunnet fortælle om, at de nogle gange om året fik en gomessa på krogen, når de nattefiskede på dybt vand. Men på Comorerne har fisken ikke været eftertragtet, da den går for at være næsten uspiselig: “If you eat gomessa […] you have to have a shower,” som en gammel fisker beretter. “It gives you diarrhea.”

Senere i bogen tager indtager andre personer scenen: Der er den tyske amatørforsker Hans Fricke, der bygger sin egen ubåd i bestræbelsen på at opspore og filme en coelacanth i dens naturlige omgivelser, hvilket lykkes i 1987. Der er den amerikanske marinebiolog Mark Erdmann, som i 1998 på sin byllupsrejse sensationelt opdager et eksemplar af coelacanthen i Indonesien – her i en gylden-brun variant.

Coelacanth. Foto fra dinofish.com, som drives af Mark Erdmann, der som den første identificerede den indonesiske coelacanth.

Historien om coelacanthen er også en historie om nationalistiske kampe om videnskabelig prestige. I franske medier blev der ført en tæt på hysterisk propaganda mod sydafrikaneren J. L. B. Smith, der “stjal” den “franske” coelacanth fra Comorerne i 1952, som dengang var under fransk herredømme (uagtet at det var den franske guvernør på øerne, som tillod Smith at eksportere fisken). Den franske regering reagerede ved i en årrække at udelukke ikke-franske videnskabsfolk fra at søge efter coelacanther på Comorerne.

Den store verdensomspændende interesse for coelacanthen gav også snart anledning til bekymring for, at arten kunne være truet af udryddelse – selv om det ikke er lykkedes nogen at give et troværdigt bud på, hvor mange coelacanther der gemmer sig i verdenshavene. I 1989 lykkedes det at få den totalfredet, men det var efter en lang kamp, for – som Mike Bruton, en af fortalerne for en fredning, fortæller – der er ikke meget prestige i offentligheden i at kæmpe for fredning af våde, skællede fisk, som hverken er søde eller pelsklædte:

“All the time, we bashed heads against the furry mammal brigade,” Mike Bruton complains. “It is much easier to raise money for the soft and fluffies than for the wet and slimies, especially if, like the coelacanth, they live so deep and can’t be seen in their natural environment, or even in an aquarium.”

A Fish Caught in Time er et eksemplarisk eksempel på god, journalistisk videnskabsformidling. Man behøver ikke at have nogen særlig forhåndsinteresse for hverken fisk eller fossiler for at lade sig indfange af Samantha Weinbergs velfortalte historie. Det havde jeg ihvertfald ikke. Weinberg formår imidlertid at smitte læseren med hendes egen entusiasme for historien og ikke mindst hendes fascination af de dedikerede mennesker, der har deltaget i jagten på det levende fossil siden 1938.