Nyklassisk malinesisk roman fra 1979 – langt om længe oversat til engelsk i 2017. Meget velskrevet og en overraskende underholdende læseoplevelse.

The Lieutenant of Kouta er første bog i Diabatés prisbelønnede romantrilogi, som foruden Le lieutenant de Kouta (opr. 1979) også omfatter Le coiffeur de Kouta (1980) og Le boucher de Kouta (1982).

Kun den første er hidtil oversat til engelsk (og mig bekendt ikke til dansk), men mon ikke udgiverne og oversætterne (Shane Auerbach og David Yost) har planer om en udgivelse af de næste to bind på engelsk også? Det må man håbe, for Diabaté er et ganske fornøjeligt bekendtskab.

Shane Auerbach og Cheick M. Chérif Keïtas har forsynet den engelske udgave med et udmærket forord, som ikke afslører for meget af bogens handling, men giver god baggrundsviden om Diabaté som forfatter, om Malis nyere historie og styreformer i den sene kolonitid og om Kita, som er Diabatés fødeby, der har givet inspiration til den fiktive landsby, Kouta, der danner ramme om romanen.

Faktisk kan man argumentere for, at landsbyen Kouta er romanens egentlige “hovedperson.” Sin korthed til trods myldrer romanen med et stort persongalleri af personager fra landsbyen: Landsbyens overhoved, imamen, købmanden, slagteren, den intrigante, gamle, blinde mand, frisøren, løjtnantens kone, hans adopterede søn, hans bror i nabolandsbyen og mange andre. Hertil kommer kommandanten som repræsentant for den franske kolonimagt, der er ved at miste grebet om Vestafrika.

Massa Makan Diabaté (1938-1988)

Diabaté udstiller satirisk og med stor humoristisk sans både landsbybeboernes indbyrdes trakasserier og magtkampe såvel som den franske kolonimagts mere og mere opgivende attitude.

Nogle af de såkaldt humoristiske, afrikanske romaner, jeg har læst, har jeg haft det lidt anstrengt med. Nogle gange bliver der lidt for meget falden-på-halen-komedie over det. Men The Lieutenant of Kouta er faktisk ret vittig.

Det hele er dog ikke bare spas, der gemmer sig alvor underneden. Diabaté får således på glimrende vis tematiseret både den spirende modstand mod det franske koloniherredømme sidst i 1950’erne, de interne modsætninger mellem mandinkaerne og fulaerne i Mali, sammenstød mellem europæisk inspireret ateisme og den lokale religion (islam krydret med traditionel naturreligion) og en hel del andet.

Omend man som nævnt kan se landsbyen som helhed som romanens hovedperson, så er den primære figur dog titelpersonen, løjtnanten i Kouta, Siriman Keita. Løjtnanten repræsenterer en særlig, historisk figur i Mali og andre dele af fransk Vestafrika:

Siriman er en tidligere tirailleur sénégalis, som var et korps af indfødt afrikanske soldater, der tjente den franske kolonimagt i adskillige krige, herunder både Første og Anden Verdenskrig. Mange af disse soldater vendte ved deres pensionering som soldater tilbage til deres hjembyer i Vestafrika, hvor de kom til at tjene som en slags embedsmænd for den franske kolonimagt, opdraget i hæren til disciplin og loyalitet overfor Frankrig.

Loyaliteten blev hjulpet på vej af en livsvarig pension fra den franske stat. Som løjtnant Siriman udbryder på et tidspunkt, hvor der er tale om uafhængighed:

“The Whites, leaving the country! Never repeat that again in my house, or you can forget about coming here. No! Who would pay my pension?”

Løjtnant Siriman Keita er i romanen en tragikomisk figur. De mange år i fransk militærtjeneste har gjort ham til en fremmed på sin egen hjemegn. Ikke bare har han tillagt sig fremmede vaner som at drikke alkohol og har mistet forbindelsen til islam, men hans overdrevne militærdisciplin og loyalitet overfor Frankrig, som i Kouta fremstår helt malpalceret, gør ham uvægerligt til genstand for latter og spot i landsbyen – samtidig med, at han nødvendigvis må behandles med respekt som militærperson med forbindelse til kolonimagten.

Men løjtnant Siriman er ikke kun en latterlig type. Noget af det fine ved Diabatés roman er, at vi som læsere også gribes af løjtnantens skæbne, fanget, som han er, mellem to kulturer og mellem et gammelt regime, som hans position er bygget på, og et spirende oprør mod kolonimagten.

Massa Makan Diabaté (1938-1988) kommer ud af en familie af grioter og er selv oprindeligt opdraget til at gå ind i traditionen som griot, som er en traditionel bærer af den vestafrikanske, mundtlige fortælletradtion, en slags kombination af en historiefortæller, barde og journalist.

Som moderne forfatter har han på den ene side lagt traditionen bag sig ved at overhovedet at nedskrive sine historier – til stor fortrydelse for de ældre grioter i familien. I forordet kan man således læse, at en af hans onkler, der oplærte ham som griot, ved læsningen af en af Diabatés første romanen udbrød: “These are words that no longer breathe.”

For denne læser fremstår Diabatés prosa nu ikke desto mindre særdeles levende. I The Lieutenant of Kouta formår han at forene en klassisk, europæisk romantradition med elementer fra Malis mundtlige fortælletradition.

Det sidste kommer blandt andet til udtryk ved, at dialogen i romanen flyder over af ordsprog, som ofte bruges i ganske humoristiske sammenhænge. Hvorvidt der er tale om traditionelle ordsprog eller Diabatés egne litterære frembringelser, tør jeg ikke afgøre, men det er ofte ret vittigt. Her et eksempel, hvor en soldat håner løjtnanten på et tidspunkt, hvor hans succes er vendt til nederlag:

“Yesterday an elephant, today a hare! Let me tell you, it´s the wisdom of our ancestors: don’t lie on your back and shoot piss in the air. Some drops will fall back on your own stomach.”

Fra den mundtlige fortælletradtion stammer muligvis også romanens lidt episodiske karakter. Romanen kan dog også læses som en i bund og grund klassisk udviklingshistorie om et menneskes storhed og fald og til sidst hans kommen overens med sin skæbne.

The Lieutenant of Kouta brager måske ikke ligefrem igennem som en af de bedste bøger, jeg har læst i år, men den var en fornøjelse af læse, velskrevet, vittig og interessant for sit tidsbillede af Mali. Jeg har ikke svært ved at forstå, at den – ifølge forordet – har status af en nyklassiker i malinesisk litteratur.

• Lignende indlæg

César Aira: The Little Buddhist Monk

Ricardo Romero: The President’s Room

Adolfo Bioy Casares: Morels opfindelse

Mario Bellatin: Jacob the Mutant