Yambo Ouologuem: Pligten til vold

En klassiker i afrikansk postkolonial litteratur. Svært tilgængelig, men anstrengelserne værd. Passioneret, satirisk, kritisk, brutal – ikke for den mavesvage og heller ikke for den utålmodige læser.

Pligten til vold (opr. 1968 da. 1970) af malinesiske Yambo Ouologuem (1940-2017) har stået i venteposition i min reol, siden jeg var på litterær verdensrundtur nogle år tilbage (hvor jeg endte med i stedet at læse Massa Makan Diabatés The Lieutenant of Kouta som repræsentant for Mali).

Men nu har jeg fundet Pligten til Vold frem fra hylden, foranlediget af Mohamed Mbougar Sarrs Menneskets dybeste erindring (2021, da. 2023), som jeg læste fornylig. Den fiktive hovedfigur i Sarrs roman er således inspireret af Yambo Ouologuem og datidens reception af netop Pligten til Vold.

Ouologuem høstede ved udgivelsen af romanen stor anerkendelse, men han blev efterfølgende anklaget for, at passager i romanen var plagieret fra andre forfattere, herunder Graham Greene, som anlagde en sag om plagiering. Ouologuem var på det tidspunkt bosiddende i Paris, men vendte efter sagen tilbage til Mali, hvor han angiveligt skulle have levet som en form for marabout (en islamisk religiøs lærer). En historie, der på flere punkter ligner hovedfigurens i nævnte roman af Mohamed Mbougar Sarr.

Men til bogen selv, som er bemærkelsesværdig på flere måder:

Et markant hovedbudskab i romanen er, at excessiv vold og slaveri ikke blev indført i Afrika med de europæiske slavehandlere og koloniseringen. Ouologuem fremmaner en mangehundredeårig tradition for afrikanske kongedømmer baseret på systematisk og bestialsk voldsudøvelse og brug af slaveri som ikke bare et element i samfundsøkonomien, men også en selvstændig herredømmestrategi.

Det kommer ikke som en overraskelse for læsere i 2023, at slaveri var udbredt på store dele af det afrikanske kontinent, også før europæerne kom til, og at lokale herskere bidrog i stor stil til at skaffe de europæiske slavehandlere deres menneskelige varer.

Yambo Ouologuem (1940-2017). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

I 1968, da Ouologuem udgav sin bog, var det imidlertid mere kontroversielt, for så vidt han skrev direkte op mod en på det tidspunkt markant strømning i den postkoloniale, afrikanske litteratur og kolonialismekritikken generelt, hvorefter hovedårsagen til alle dårligdomme på det afrikanske kontinent kunne kunne spores tilbage til den europæiske imperialisme og slavehandel.

Ouologuems bog kan i den sammenhæng også læses som en demontering af romantiske, politiske drømme om afrikansk enhed.

Pligten til vold er imidlertid også bemærkelsesværdig for sin litterære stil. Den er nærmest et potpourri af forskellige stilarter, og Ouologuem fører den aldrig helt forberedte læser gennem det ene pludselige genreskift til det næste: fra komprimeret “sagastil” over traditionel romanprosa og lyriske passager til afsnit, der simulerer en videnskablig etnografisk tilgang. Romanen flyder over af brutale voldsorgier og saftige sexcener, og den rummer næsten klassiske spændingsmomenter, men også lavpandet komik og bidende politisk og religiøs satire, ikke sjældent iblandet forfatterens personlige kommentarer.

Lange passager i bogen er skrevet i noget, der kunne minde om “sagastil.” Det gælder især de første omtrent tredive sider, som udgør en kondenseret fortælling om de første fem-sekshundrede års historie i det fiktive nordafrikanske kongedømme Nakem.

I oversætter Uffe Harders udmærkede for- eller efterord (vælg selv: det er indlagt som et indstik i den danske udgave fra 1970) kan man læse, at Nakem har politiske, historiske og kulturelle fællestræk med de gamle afrikanske imperier Mali, Songhay og Kanem og geografiske formentlig kan placeres i et område, der dækker dele af det nuværende Niger, Tchad, Mali og det nordlige Nigeria.

Fokus er på, hvordan en slægt af autokratiske herskere, Saïf’erne, gennem historien etablerer og fastholder en magtposition baseret på vold, slaveri og regulær terror.

Romanens titel kommer ikke ud af intet: Bogen igennem driver siderne af udpenslede voldsscener. Gruopvækkende tortur og henrettelser – af enkeltpersoner såvel som af store grupper. Kannibalistiske orgier. Det ene snigmord efter det andet, ofte ved brug af tæmmede giftslanger. Systematiske voldtægter. En eksplicit og detaljeret beskrivelse af en kvindelig omskæring og efterfølgende sammensyning af kønslæberne. En gravid kvinde, der aborterer, mens hun drives frem i en slavekolonne og siden selv trampes ned. En mand, der tæver sin forlovede ihjel.

Volden bliver ved og ved. Det er ikke synderligt behagelig læsning, i en del stræk faktisk decideret væmmeligt. Jeg skal spare læseren af disse noter for citater.

Men voldens centrale plads i bogen er en central pointe for Ouologuem: Han beskriver et samfund, der er funderet på vold, opretholdes ved vold og er gennemsyret af vold, helt ind i de tætteste personlige relationer. Og hvor slaveriet ikke bare tjener en samfundsøkonomisk funktion, men også er et politisk magtmiddel til undertrykkelse.

Bogen rummer også ganske mange, fyldige og saftige sexscener. Husarerne skal dog ikke glæde sig for tidligt, for det er som om voldsmentaliteten også har bemægtiget sig de erotiske relationer i en grad, så de for læseren opleves nærmest lige så brutale og ubehagelige som de regulære voldsscener.

De første godt tredive sider er lidt en tung omgang at komme igennem (meget tung, for nu at være ærlig). Ouologuem skriver her i en stil præget af lange, snørklede sætningskonstruktioner med talrige indskudte sætninger og (ironiske) religiøse besværgelser. Ikke sjældent måtte mine øjne glide tilbage og læse en sætning langsomt én gang til (eller to gange til) for at fange meningen.

Et eksempel på stilen, her fra den fase i historien, hvor Saïf’en begynder at kolportere med de europæiske slavehandlere:

For – som en god konge over negrenes konger – at kunne opretholde denne pragt, der hele tiden krævede sensation og nyt land, intensiverede Saïf, med velvillig bistand fra høvdingene i rigets sydlige del, slavehandelen, som han velsignede med sødladen grusomhed. Da negeren jo ikke har en sjæl, men kun arme – i modsætning til Gud – blev han, under en infernalsk jubel af præstelighed og forretning, af intimitet og offentlighed, slået ned, afsat, oplagret, handlet, omstridt, tilkendt den ene eller den anden, solgt igen, pisket, bundet og – med vagtsom, indstuderet, lidende foragt – leveret til portugiserne og araberne (øst- og nordkysten), til franskmændene og hollænderne og englænderne (vestkysten) og spredt for alle vinde.

Citatet ovenfor er også et eksempel på, hvordan Ouologuems skrift er spækket med skarp og besk ironi over både den europæiske racisme og de afrikanske magthaveres kyniske, magtpolitiske udnyttelse af religionen og forholdet til de hvide kolonisatorer til egne formål.

Nu begyndte et kapløb om negerpakket. De hvide udformede en international kolonilovgivning og endosserede teorien om magtområder: den første der besatte dem, havde ret til at beholde dem. Men disse koloniserende magter kom allerede for sent, eftersom kolonisatoren, sammen med den lokale adel, allerede længe havde været på stedet og ikke var nogen anden end Saïf’en, og eftersom det var hans spil, den europæiske erobrer – aldeles uden eget vidende – kom til at spille! Allerede den gang kendte man til teknisk bistand! Ja, Herre, lad dit værk vorde helliget! Og priset!

Efter den komprimerede beretning om Nakems første cirka fem-sekshundrede års historie samler romanen sig dog – heldigvis – om perioden under den sidste Saïf fra slutningen af det nittende århundrede og et stykke ind i det tyvende. Romanen får mere karakter af en sammenhængende – om end noget episodisk – fortælling med gennemgående personer, og der kommer endda dialog.

De centrale personer er Saïf’en og hans morderiske håndlangere, repræsentanter for den europæiske kolonimagt og en række almindelige mennesker. Blandt de sidste er tjeneren Kassoumi og hans søn, Raymond-Spartacus Kassoumi.

En særlig grinagtig og latterlig figur gør den tyske etnolog Shrobenius, som er “besat af en famlende trang til, under betegnelsen kulturel autonomi, at genopvække et afrikansk univers, der ikke mere svarede til nogen eksisterende virkelighed.”

Shrobenius bliver et let offer for den manipulatoriske Saïf, som fodrer etnologen med selvopfundne myter og de afrikanske rigers fordums storhed. Saïf’en lader også et stort antal masker fremstille i traditionel stil og grave ned i moser og vandhuller, hvorefter de kan sælges med stor profit til europæere, sultne efter “autentisk” afrikansk folklore.

Shrobenius repræsenterer i romanen den naive, romantiserende – konstruerede – myte om en afrikansk guldalder og den ædle, fredselskende afrikaner, en variant af Rousseaus “ædle vilde,” der kun er blevet korrumperet af den europæiske imperialisme og materialisme. Ouologumes bidende satiriske fremstilling er kostelig, og den rammer europæere såvel som afrikanere:

Disse udgydelser skaffede Shrobenius […] gevinst på to områder: dels fik han mystificeret sine landsmænd, der i deres henrykkelse tildelte ham en højt anskrevet lærestol, dels udnyttede han det sentimentale negerpak, som kun blev altfor lykkeligt ved at høre en Hvid sige, at “Afrika var verdens centrum og kulturens vugge.”
     Negerpakket skænkede som følge heraf i tonsvis af masker og kunstskatte til “shrobeniusologiens” tjenere. Åh … Herre, en tåre for negerpakkets så vidt bekendte naivt-godmodige sind! Herre … hav medlidenhed! … Makari! makari!

Nævnte Raymond-Spartacus Kassoumi (som allerede i kraft af sit navn er forudskikket til en mulig rolle som anstifter af et slavernes oprør – men vi ved, hvordan det gik med dét) er hovedpersonen i den sidste del af romanen. Kassoumi inkarner som udgangspunkt “den civiliserede afrikaner,” der sendes til Frankrig for at studere og blive europæiseret. Her dyrker han “den litterære palaver, og omdannede sin kultur til et demagogisk bugtaleri, hvori han forliste.”

Ouologuem eksperimenterer bogen igennem med flere forskellige fortælleformer. Sammenlign således stilen i ovenstående citater med det følgende fra en scene, hvor Raymond-Spartacus Kassoumi er på flugt i de franske landskaber under Første verdenskrig (hvor franskmændene i stor stil som bekendt benyttede afrikanske soldater fra kolonierne som kanonføde, jf. f.eks. fransk-senegalesiske David Diops fremragende roman, At Night All Blood is Black (2018))

Hvor var han? Løbe. Gå. Flygte. Sulten. Hvad gjorde det. Leve. Løbe. Ånde. Overleve. Hans gummer. Hvordan skulle han tygge? Hans ankel. Gå alligevel. Urterne, bladene på træerne, brombærrene mellem tornene, ja. Spise dem. Hvordan skulle han nå tilbage til sin division? Pludselig en korsvej. Han var på vejen til Châteauroux. Sove. Deroppe, i træerne.

Stilmæssigt fremstår bogen som noget af en eklektisk bastard. Alt efter temperament kan man kalde den et festfyrværkeri af genreblandinger eller en rodebunke. Det er under alle omstændigheder svært at kalde den helstøbt, og personligt fandt jeg den mere interessant end egentlig vellykket. Men den er interessant og som sådan også værd at læse. Om ikke andet så for dens position som referenceværk i postkolonial afrikansk litteratur i det 20. århundrede. Og for Ouologuems sprog, som ganske vist ofte er tungt og kringlet, men også passioneret og imponerende.

Målt på umiddelbar læseglæde hælder jeg nok til at dosere tre stjerner, men Ouologuems formeksperimenter, hans sprogbeherskelse og den litterære originalitet i det hele taget forleder mig til at smide én mere oveni.

K's vurdering: