Palmevinsdrankeren af Amos Tutuola (1920-1997) er en nigeriansk klassiker, som trækker på myter og eventyr fra en folkelig, mundtlig fortælletradition og kombinerer dem i romanform med masser af surrealistisk humor. Det er en sjov og interessant, men i kraft af den episodiske form alligevel også lidt træg læseoplevelse. Mest for læseren, der i forvejen har en særlig interesse i afrikansk litteratur.

Der har været stille usædvanligt længe her på bloggen. Jeg er her endnu. Det er bare blevet forår, og på forunderlig vis har det trukket mere i mig at begrave hænderne i havemuld end at læse. Man skal jo passe sin have, som Epikur har lært os.

En smule læsning bliver det dog til en ind i mellem. Blandt andet denne nigerianske klassiker, Palmevinsdrankeren (opr. 1952) af Amos Tutuola.

Palmevinsdrankeren er et fantasifuldt, surrealistisk eventyr om en ung mand, der hele sit liv ikke har bedrevet noget som helst, andet end at drikke enorme mængde palmevin fra morgen til aften. Den unge mands far har forsynet ham med en tjener, der hver dag er beskæftiget med at tappe palmevin fra træerne for at slukke den unge mands mytologiske tørst.

Men en dag falder palmevinstapperen ned fra et træ og slår sig ihjel, og den unge mands livsindhold (at drikke palmevin) forsvinder. Han beslutter sig derfor – udstyret med en række magiske amuletter – for at drage til de dødes land og hente tapperen tilbage, så han kan drikke videre.

Romanen er fortællingen om denne søgen, en slags odyssé gennem traditionelle yoruba-folkeeventyr og myter, der bringer den unge mand vidt omkring i en magisk verden befolket af ånder, talende dødningehoveder, monstre, magiske dyr og besynderlige folkeslag – nogle venligtsindede, andre ondskabsfulde.

Undervejs bliver han gift (med en kvinde, han befrier fra et dødningehoved, der holder hende fanget på en oksefrø …) og får et barn. Han finder tapperen, men kan selvfølgelig ikke få ham med tilbage, da de døde ikke kan vende tilbage til de levendes land.

Som et eksempel på fortællestilen – og Tutuolas humor – er her palmevinstapperens historie om, hvordan han døde og kom til De Dødes By efter først havde trænet tilstrækkeligt til at blive anerkendt som rigtigt død:

Han sagde at efter han var død i min by, var han kommet et vist sted hen, hvor alle de der lige var døde måtte tage hen først, for en som lige var død kunne ikke komme direkte herhen (til De Dødes By) med det samme. Han sagde at da han var kommet til det sted havde han brugt to år til at træne i og da han var blevet anerkendt som en fuldkommen død, så kom han til De Dødes By og boede mellem de døde og han sagde at han ikke kunne sige hvad der var sket ham dengang han døde i min by. Men da han sagde det, fortalte jeg ham at han faldt ned fra et palmetræ en søndag eftermiddag mens han tappede palmevin og at vi havde begravet ham ved foden af det selvsamme palmetræ han var faldet ned af.
   Så sagde han at hvis det var tilfældet, så havde han fået for meget at drikke den dag.

Efter hvad jeg har kunnet læse andre steder, trækker Amos Tutuola i høj grad på folkeeventyr og myter fra den yorubanske, mundtlige fortælletradition (yorubaerne er et af de største folkeslag i Nigeria). Han blander dem ind i sin egen gakkede fortælling og tilfører en hel del humor. Resultatet er noget, man kunne kalde nigeriansk magisk realisme, men i en temmelig rablende form.

Kender man mere end jeg til yorubakulturen, kan man givetvis skrive mange sider om, hvordan Palmevinsdrankeren trækker på denne tradition. Man kan dog også bare læse den som en grotesk og ret morsom episodisk fortælling og nyde den bizarre hittepåsomhed i sig selv.

Bogen har en delvist sammenhængende og på sin vis fremadskridende handling. Men den har også en meget episodisk karakter, som gør den til en temmelig bumpet læseoplevelse. Som sammenhængende roman betragtet får den ikke mange stjerner hos mig.

Palmevinsdrankeren er oprindeligt skrevet på en slags pidgin-engelsk – eller yoruba-engelsk, om man vil – dvs. den mundtlige engelske dialekt, der tales blandt yorubaer i Nigeria. Det kan man læse i oversætterens forord, men ellers opdager man det ikke som læser af den danske udgave ved Uffe Harder.

Selv om jeg morede mig undervejs over de gakkede optrin, så vil jeg nok kun anbefale bogen til de læsere, der i øvrigt er interesseret i afrikansk litteratur. Har du den interesse, er Palmevinsdrankeren til gengæld uomgængelig i kraft af sin status som klassiker, som den henter fra Amos Tutuolas måde at formidle en mundtlig fortælletradition i moderne romanform.

K's vurdering: