Chinua Achebe: Trives ej længere her

Efterfølgeren til Chinua Achebes klassiker, Things Fall Apart, kan læses som en roman om den kulturelle skizofreni hos en ung lovende nigeriansk mand, der vender hjem til Nigeria efter universitetsstudier i London i 1950’erne. Og om hvordan idealer og principper står for fald i det korruptionsplagede land.

Chinua Achebes (1930-2013) debutroman, Things Fall Apart, fra 1958 (udgivet første gang på dansk i 1986 som Alt falder fra hinanden) er angiveligt den mest læste afrikanske roman nogensinde, og dens klassikerstatus er uomtvistelig. Et symptom herpå er f.eks., at jeg i talrige af de afrikanske romaner, jeg har læst og omtalt andetsteds på disse sider, gang på gang støder på referencer til den korte roman.

I Things Fall Apart fulgte vi Ogbuefi Okonkwo fra den fiktive igbo-landsby Umuofia, hans målrettede opstigen fra samfundets bund til at blive en af landsbyens mægtigste mænd, hans kamp mod missionærerne og hans ultimative fald. Things Fall Apart er en på én gang socialrealistisk og magisk, i sin kondenserede form nærmest mytologisk, fortælling om de hvide kolonister og kristne missionærers ankomst til Nigeria, om igboernes righoldige kulturtradition og om kampen mod kolonisatorerne.

Trives ej længere her (opr. No Longer at Ease, 1960) er Achebes opfølger på debuten. Vi er her sprunget to generationer frem i historien. Romanens hovedperson er Okonkwos barnebarn, Obi Okonkwo. Han har som den første søn af landsbyfællesskabet Umuofia studeret på universitet i England i fire år og vender i romanens begyndelse i slutningen af 1950’erne tilbage for at få en fin administrativ stilling i den daværende hovedstad, Lagos.

Hvor Things Fall Apart tematiserede koloniseringen af Nigeria, så foregår efterfølgende således i årene lige op til Nigerias selvstændighed i 1960.

I hjemlandet mødes Obi af store forventninger fra landsbyfællesskabet om, at han nu skal betale landsbyens investeringer i ham tilbage via sin fine løn og ikke mindst via den bestikkelse, der gennemsyrer den nigerianske statsadministration.

Årene i Londen har imidlertid gjort Obi til en mand af principper og idealer, og han nægter at modtage bestikkelse. Universitetsstudierne har også forsynet ham med et moderne verdenssyn og fjernet ham fra ikke bare traditionelle nigerianske trosforestillinger og andre traditioner, men også fra hans fars kristendom.

I starten holder Obi den idealistiske fane højt, men gradvist strammer de nigerianske realiteter sig sammen om ham, både de økonomiske og de kulturelle. Obi er således den, der ifølge romantitlen ikke længere er tilpas i sit eget hjemland.

Romanen kan læses som en fortælling om, hvordan selv det mest idealistiske menneske uvægerligt til sidst må bukke under for såvel de økonomiske strukturer som de kulturelle traditioner.

Og herved røber jeg ikke for meget, for romanens allerførste scene er fra en retssal, hvor den ellers så lovende unge mand står anklaget for at have modtaget korruption. Herfra oprulles i resten af bogen den forhistorie, der har ført Obi til en plads på anklagebænken.

Stilmæssigt er Trives ej længere her sammenlignet med forgængeren mindre poetisk og mere renlivet socialrealistisk, omend med en fin underspillet ironisk tone. Det passer for så vidt godt til, at romanen foregår i en senere tid, og til dens hovedpersons selvforståelse som en oplyst og moderne mand, men det gør også romanen lidt mindre interessant.

Ikke desto mindre værd at læse – også fordi den er dejlig kort.

Jeg har lyttet til Trives ej længere her som lydbog i dansk oversættelse ved Leif Bertelsen, udmærket oplæst af Torben Sekov for Bechs Forlag.

K's vurdering: