Chimamanda Ngozi Adichie: En halv gul sol

Medrivende, underholdende og oplysende roman om den nigerianske borgerkrig, også kendt som Biafrakrigen i 1960’erne.

Nigeriansk fødte Chimamanda Ngozi Adichie (f. 1977) har fået vældig succes de seneste år, også i Danmark, senest med romanen Americanah (2013), men jeg har faktisk ikke tidligere læst noget af hende. Adichies gennembrudsroman fra 2006, Half of a Yellow Sun (på dansk første gang i 2007 som En halv gul sol), er således mit første bekendtskab med hendes værk.

Romanen udspiller sig i 1960’ernes Nigeria, som efter uafhængigheden fra Storbritannien i 1960 i stigende grad præges af spændinger mellem landet forskellige etniske grupper, hvoraf de største er hausaerne i nord, yorubaerne i vest og igboerne i øst. I 1966 udsættes landet for et militærkup og kort efter et modkup, som følges af massakrer på kristne igboer i de muslimsk dominerede, nordlige dele af landet. Massakrerne fører til udråbelsen af den uafhængige republik Biafra i 1967 i Nigerias sydøstlige region, domineret af igboer, og – ikke uvæsentligt – et område, hvor man kort forinden har fundet olie.

Kort efter udråbelsen af den nye stat erklærer det officielle Nigeria krig mod Biafra. Biafrakrigen kommer til at vare frem til 1970 og koste skønsmæssigt op mod 3 millioner mennesker livet, hvoraf de fleste dør i den sultkatastrofe, som Nigerias blokade af Biafra udløser i de sidste år af krigen.

Før jeg læste En halv gul sol var Biafra og Biafrakrigen for mig – ligesom for mange andre, gætter jeg på – mest forbundet med billeder af nøgne, udhungrede børn med opsvulmede maver og fluer i øjnene. De er også med i En halv gul sol, men det er heldigvis ikke dem, der fylder ikke mest. Derimod får man som læser gennem romanen et indblik i mange andre dele af historien om Biafra og i aspekter af det nigerianske samfund i øvrigt.

Republikken Biafras flag

Bogens titel hentyder til den kortlivede republik Biafras flag, som er en sort, rød og grøn trikolore med en halv, gylden opstigende sol i midten.

Historien fortælles i 36 kapitler fra forskellige personers perspektiv. Hovedpersonerne er de umage tvillingesøstre Olanna og Kainene, igboer og en del af Nigerias overklasse. Deres far er en rig forretningsmand med tætte forbindelser til regerigen. Kainene er den hårde forretningskvinde, som går ind i farens entreprenørvirksomhed, mens Olanna er den smukke søster, artige datter og mere følsomt intellektuelle.

To andre, centrale personer er søstrenes mænd. Der er Kainenes elsker, den følsomme, lettere anæmiske englænder Richard, som forelsker sig i Kainene og gennem hende i Nigeria og i den nye republik Biafra. Han er den udenforstående, der så gerne vil være biafraner, men som hvid mand aldrig kan accepteres som sådan, højst som allieret.

Og så er der Odinigbo, Olannas kæreste, revolutionær universitetsprofessor, salonsocialist og nationalist, hvis glødende idealisme på Biafras vegne imidlertid sygner hen i alkohol og defaitisme, efterhånden som krigen og hungersnøden strammer sit greb om landet.

Sidst, men ikke mindst, er der Ugwu, der i starten af bogen som trettenårig dreng kommer i huset hos Odinigbo som houseboy, men udvikler sig til at blive en del af familien.

De skiftende personvinkler i romanen fungerer godt. Det gør læsningen afvekslende og giver Adichie mulighed for at indvie læseren i forskellige perspektiver på det nigerianske samfund og konflikten. Samtidig udgør dynamikken mellem personerne i sig selv en god historie.

En halv gul sol er ikke en bog, man læser for sit raffinerede eller smukke sprog. Sproget er jævnt, men ikke dårligt og læses nemt. Det er derimod fortællingen og personportrætterne, der bærer bogen, og det er også godt nok.

Romanen bliver dog lidt stillestående i den sidste tredjedel. Bevares, der er en del action i form af scener fra krigens gru, men der sker ikke længere så meget i spillet mellem hovedpersonerne, som er det, der især fanger og driver fortællingen frem i de første to tredjedele.

Men det skal ikke hindre mig i at anbefale romanen til alle, der på én gang gerne vil underholdes af en god fortælling og blive klogere på en del af verden, som mange af os ellers ikke kender meget til.

Til sidst bare lige et lille suk fra sprogpedanten (ikke-pedanter kan springe resten af indlægget over):

Jeg ærger mig over, at jeg ikke læste bogen på det originale engelsk. Susanne Stauns oversættelse til dansk skurrer lidt i ørerne ind i mellem (ikke tit, men ind i mellem). Her på K’s er man ellers en stor fan af Staun, nationens fremmeste kommafetichist og utrættelig revser af alle slags sprogspasserier (jeg er således en flittig følger af hendes og husbonden Mich Vraas krasbørstige revserier på bloggen Mich&Susse og var svært fornøjet over Stauns grammatikbog for sprogspassere, Fuck, en lækker røv!). Så meget mere beskæmmende er det, når man falder over en flovser som den her:

Richard sendte et fyndigt brev af sted til Time. På nigeriansk pidgin-engelsk skrev han, at hug betød mad.

Det er tæt på at være en undersættelse. Jeg har ganske vist ikke holdt oversættelsen op mod originalen, men af sammenhængen i bogen er det tydeligt, at Richard ikke skriver på nigeriansk pidgin-engelsk, men skriver på britisk engelsk om, hvad hug betyder på nigeriansk pidgin. Jeg gætter på, at der i originalen har stået: “In nigerian pidgin, he wrote, hug means food.” Tsk, tsk.