Mohamed Bouya Bamba: Angels of Mauritania and the Curse of the Language

Angels of Mauritania and the Curse of the Language er et sympatisk, om end – bliver jeg nødt til at sige – litterært set desværre ikke særlig vellykket forsøg på at skrive en roman om sprog og kultur i Mauretanien.

Jeg har søgt på alle de måder og alle de steder, jeg kunne komme i tanke om at søge, efter eksempler på skønlitteratur fra den geografisk store, men befolkningsmæssigt beskedne vestafrikanske ørkenstat, Mauretanien. Til sidst måtte jeg ty til samme løsning som en anden verdenslitteraturlæser, Ann Morgan, nemlig Mohamed Bouya Bambas selvudgivne kortroman Angels of Mauritania and the Curse of the Language (er kun udgivet elektronisk og kan downloades via e-bogstjenesten Scribd).

Den korte roman emmer af en stor kærlighed til landet og dets mennesker, samtidig med at den slår en vemodig tone an i beskrivelsen af fattigdommen og andre af Mauretaniens fortrædeligheder, herunder de økonomiske og sociale forskelle mellem de få rige og de allerfleste meget, meget fattige i landet.

Romanen lægger ud med en relativt lang prolog, som skal forestille at være fortalt af landet (Mauretanien) selv. Prologen er et slags strejftog op igennem landets kulturhistorie med fokus på de mange forskellige sprog, der kommer og går sammen med de forskellige folkeslag, der har beboet landområdet gennem tiderne. Fremkomsten af ideen om et land, en stat og en nation tematiseres, ikke mindst forbindelsen mellem magten og sproget, herunder kolonisatorernes sprog, først de arabiske kolonisatorer, siden de europæiske.

I am just a land there are no lines on me but I heard people who lived and live on me talking about lines that no one should cross. I heard them saying that I belong to them because they were the first to come and live on me. I heard them saying that I belong to them because they belong to the same father, or they spoke the same language, or they have the same cultures and traditions. But I am just a land I do not understand most of these things and I cannot have a judgment on them.

Ideen er god nok, og prologen udgør for så vidt den bedste del af bogen, men den mangler desværre noget i eksekveringen og i raffinementerne for at være egentlig vellykket.

Resten af romanen udgøres af en lille fortælling om en fattig mand og hans højgravide kone i udkanten af Nouakchott, Mauretaniens hovedstad. Historien rummer mange detaljerede (meget detaljerede) iagttagelser af dagliglivet i en fattig mauretansk husholdning, og for læseren giver romanen et interessant indblik i aspekter af landets kultur, herunder forholdet mellem mænd og kvinder, ægteskabs- og skilsmisseritualer, traditioner omkring fødsel samt nogle af de sociale og økonomiske spændinger internt i landet.

Når det er sagt, er der så altså heller ikke rigtig mere positivt at sige. Mohamed Bouya Bamba er ganske vist uddannet i lingvistik og PhD i translation studies, men engelsk er tydeligvis ikke hans modersmål. Det præger sproget i romanen, som er simpelt, men alligevel plaget af kluntede formuleringer og mange grammatiske fejl.

Der er også tydeligvis tale om en selvudgivelse, som ikke har været igennem en kyndig redaktørs hænder. Det gælder ikke kun det sproglige, men også selve kompositionen i romanen, som er en noget tung affære.

Det ville være let at udstille romanen med eksempler på ubehjælpsomt engelsk, men lad os ikke træde mere i det. Den får en stjerne for at være den mig bekendt første og eneste udgivelse på engelsk om Mauretanien af en mauretansk forfatter. Og jeg får en stjerne for at have læst det hele.

Mohamed Bouya Bamba var ganske vist ikke bosiddende i Mauretanien, da han skrev Angels of Mauritania and the Curse of the Language, og den er hverken forfattet på landets officielle sprog, arabisk, eller et af mest talte sprog i landet, hassaniya, wolof, fulani eller soninke. Den udløser nu alligevel et – synes jeg selv – velfortjent flueben ud for Mauretanien i min læseudfordring, Verden rundt i bøger.

Spørgsmålet om sprog har i adskillige årtier i øvrigt været et hedt debatemne inden for afrikanske litterære kredse, når det kommer til, hvad der kan defineres som afrikansk litteratur. Kan en roman af en afrikansk født forfatter, der er skrevet på et af de store “imperialistiske” sprog, engelsk, fransk eller portugisisk, overhovedet kaldes en “ægte” afrikansk roman?

Mohamed Bouya Bamba har selv nogle helt interessante reflektioner over dette spørgsmål, som man kan læse i en artikel af ham, som jeg faldt over på The Multilingual Locals, Significant Geographies Project‘s hjemmeside, og som kan læses her: “English is an African Language- the Language of Coexistence.”

K's vurdering: