Elementært bevægende, enkel og ligefremt fortalt historie om en mor, der vil give alt for at sikre sin datter en fremtid – og som på trods af sin position på samfundets absolutte bund alligevel bevarer sin menneskelige værdighed.
Vi er i Zambia i 1990’erne. Efter flere års tørke og fejlslagne høster er landet på randen af en sultkatastrofe. “Den nye sygdom” fra 1980’erne, der spredes via sex og starter med hoste og diarré og udmarver sine ofre hurtigere end sulten, er i vækst (“the new, unmentionable disease of the world that came of the taste of flesh, the one that made you thin before taking you, the disease of today”). Regeringen er mere eller mindre ved at kollapse i korruption.
The nineties. The years of the rule of money. The years of havelessness, bad rains and the new disease. The harsh years of madness and evil.
Det er en dystopisk undergangsverden, som zambianske Binwell Sinyangwe (f. 1956) fremmaner som baggrund for sin korte roman om værdighed, venskab, moderkærlighed og ukuelig vilje. Men det er ikke en ond fremtidsvision, det er virkelighedens Zambia.
I denne verden følger romanen den forarmede kvinde Nasula, mor til Sula, i hendes desperate forsøg på at rejse penge, så datteren kan fortsætte sin skolegang.
Handlingen er meget simpel med kun få centrale handlingstråde: Først bider hun al stolthed i sig og begiver sig til fods og stort set uden mad eller drikke ud på en lang vandring for at bede om hjælp hos hendes afdøde mands familie, der ellers tidligere har stødt hende fra sig og berøvet hende alt.
Senere tilbagelægger hun endnu den endnu længere distance fra sin landsby til hovedstaden Lusaka for at sælge sin sidste sæk bønner på markedet for at rejse pengene. Hun bliver bestjålet og sætter så alt ind på at finde misdæderen.
Det er hele handlingen, og det er ikke meget, selv for en relativt kort roman.
Historien er fortalt ligefremt og er nem at følge. Måske endda lidt for nem: Sinyangwe har en tendens til at forklare læseren lidt for meget – frem for at vise det, hvilket teksten ellers demonstrerer, at han sagtens mestrer (mere showing, mindre telling, tak).
Dertil kommer, at hans prosa ind i mellem balancerer faretruende tæt på kanten af det patetiske, men han holder samlet set balancen, hjulpet af romanens fokus på den værdighed og viljesfasthed, som kvinden opretholder selv i de mest fortvivlende øjeblikke.
In that ghostly womb of untampered nature, the woman walked the distance to Mangano. Alone, unescorted by man. Nasula was courage. Days had inured her to many things and turned her into hard wood.
[…]
Nasula was determination. She was struggle and sacrifce. Her voice and spirit were not a voice and spirit soiled in pessimism. She would try anything and everything for the sake of her child’s future, with faith in the gods.
Romanens univers og personer kan godt forekomme lidt karikerede og endimensionelle. I centrum er der kvinden Nasula og omkring hende en række personer, som enten er modstandere eller hjælpere, enten entydigt dårlige eller entydigt gode mennesker.
Det er på den anden side stilistisk også med til at stramme romanen op. Den konkrete ramme for fortællingen er Zambia i 1990’erne, men kernen i historien har noget nærmest mytologisk over sig, og budskabet er universelt.
Og selv om historien på overfladen er næsten naivt enkel, så rummer den korte roman en rigdom af indsigt i traditioner og levevis i Zambia. Således anbefalet.
Skriv et svar