Sympatisk, men også en kende kedelig, lille roman om stærke kvinder i en patriarkalsk kultur i et landsbysamfund i Namibia.

Forfatteren Neshani Andreas (1964-2011) blev født i Namibia, hvor hun boede hele sit liv, indtil hun døde som kun 46-årig i 2011. The Purple Violet of Oshaantu er hendes første roman og muligvis det internationalt mest kendte post-koloniale skønlitterære værk fra Namibia.

Romanen skiller sig ud fra meget andet post-kolonial afrikansk litteratur ved ikke at beskæftige sig med kolonitid, immigration, befrielseskrig eller politik i det hele taget. Neshani Andreas er i stedet optaget af at fortælle en levende historie om dagliglivet for namibiske kvinder i små landsbysamfund i hendes egen samtid.

The Purple Violet of Oshaantu refererer til en lokal blomst, men i romanen er det også et kælenavn for hovedpersonen Kauna, som hentyder til hendes skønhed, da hun som ung kom til landsbyen Oshaantu som brud til en af de lokale sønner, Shange. Kaunas skønhed er det efter nogle års ægteskab imidlertid lykkedes hendes voldelige og åbenlyst utro mand at få bugt med.

Romanen begynder med, at Kauna kommer hjem og finder sin mand pludseligt død. Den afdøde gjorde i live sin kones liv til et helvede, og det er ikke svært for hverken læseren eller Kaunas nabo og veninde, Ali (som også er romanens fortæller), at forstå, at Kauna ikke er i stand til at fælde en tåre over hans død.

Manglende tårer ved et dødsfald er imidlertid en helt uhørt og socialt uacceptabel adfærd i landsbysamfundet, og inden længe går rygterne blandt både naboer og den afdøde mands grådige familie om, at Kauna har forhekset og forgivet manden.

Hovedhandlingen i romanen udspiller sig over perioden fra mandens død til hans begravelse og tiden umiddelbart derefter. Men undervejs oprulles i tilbageblik også Kaunas – og i mindre grad også fortællerens Alis – forhistorie.

Neshani Andreas (1964-2011)

Romanen er især interessant for det billede, den tegner af kvindelivet i landsbyerne i Namibia. Jeg har ikke noget forhåndskendskab til regionen, men Neshani Andreas skriver så troværdigt, at jeg ikke kan tro andet end, at jeg som læser kan stole på, at selv om der er tale om fiktion, så står beskrivelserne af det tradtionelle lokalsamfund og dets kulturelle vaner til troende som udtryk for en aktuel virkelighed i visse dele af Namibia.

Vi hører om en lang række aspekter af det almindelige dagligliv, om torvedage, selvtægt mod tyveknægte, børneopdragelse, skolegang, uddannelse, kirkegang, diverse traditioner knyttet til ægteskab og til dødsfald og arveregler og meget mere.

Fokus i romanen er på kvinderne. Mændene er stort set alle sammen væk – de arbejder langt fra landsbyen og kommer kun sjældent hjem. Så det er grundlæggende kvinderne, der driver landsbyen. De står for arbejdet i markerne, de passer husdyrene, holder hjemmet, opdrager børnene osv. Og de passer og plejer selvfølgelig mændene, når de en sjælden gang imellem kommer hjem til landsbyen.

Kvinderne i landsbyen sladrer ganske vist om hinanden, men de har også et stærkt fællesskab, som for eksempel kommer til udtryk i en tradition for at afholde okakungungu, som er en slag arbejdsfestdag, hvor alle kvinderne i landsbyen går sammen om at pløje og tilså én af kvindernes marker, hvis hun af en eller anden grund ikke kan magte det selv.

Der er trods alt også gode mænd i historien. Der er fortælleren Alis egen mand, som er kærlig og respektfuld og et grundlæggende ordentligt menneske, om end han – ligesom de fleste andre mænd i landsbyen – arbejder flere hundrede kilometer væk og derfor kun sjældent er hjemme. Og der er Kaunas far, som ganske vist ikke fylder meget i historien eller hendes liv, men dog på et tidspunkt udtrykker sin bekymring for datterens fremtid i ægteskabet med den voldelige mand:

‘Child,’ he said, ‘don’t wait until it is too late. I know your mother wants your marriage to work. But I have seen women who have died in this thing called marriage, or have done things you don’t want to hear about. I don’t want it to get to this. Don’t think of me, or my work. You must do what you think is best for you.’

Neshani Andreas’ to kvindelige hovedpersoner er intelligente, omsorgsfulde, stærke og selvstændigt tænkende – samtidig med, at de på godt og ondt er vokset op i en kultur og en tradition, som på én gang er et fængsel, der begrænser dem, og en af de kilder, hvorfra de henter deres styrke.

Romanen rummer en klar og utvetydig kritik af patriarkatet og andre undertrykkende traditioner i lokalsamfundet. Men Neshani Andreas ærinde er omvendt ikke uden videre at kaste fuldstændig vrag på de traditioner og den kultur, hun selv er rundet af.

Modstanden i romanen udfolder sig således ikke som revolution, men snarere som en sej kamp indefra, som føres ved at kvinderne siger fra overfor voldelige og respektløse mænd og gradvis flytter grænserne for, hvad kvinder behøver at finde sig fra deres mænd og slægter.

Fra et vesteuropæisk feministisk synspunkt kan Ali og Kaunas ‘kamp’ synes en lille smule pauver, grænsende til det defaitistiske – men man aner dog under overfladen et større og mere grundlæggende oprør på vej.

Fortællingen i sig selv er fra en litterær betragtning ikke så interessant. Det går meget langsomt i handlingssporet, som samtidig er ret forudsigeligt i sin tragedie. Sprogligt set er romanen ubemærkelsesværdigt, grænsende til kedsommeligt skrevet. Neshani Andreas er heller ikke ligefrem antydningens mester, hendes pointer bliver alle eksplicit stanset ud, så selv den mest døsige læser får dem med.

Romanens styrke og det, der fik mig til at læse den færdig, er således først og fremmest den kulturelle indsigt i namibiske kvindeliv, den byder til. Og det er jo også noget.

The Purple Violet of Oshaantu blev det namibiske indslag i min personlige læseudfordring, Verden rundt i bøger.

K's vurdering: