Kenyanske Peter Kimani får ikke helt indløst de store ambitioner med sit historiske og let satiriske drama, Dance of the Jakaranda, om en ellers spændende periode i Kenyas historie. Romanen er dog ikke desto mindre værd at læse.

Jeg ville virkelig gerne have denne roman til at være fremragende. Og jeg forsøgte undervejs at overbevise mig selv om, at den var det. For jeg var svært begejstret for den, allerede inden jeg gik i gang, og det af flere grunde:

Tag nu bare det overdrevent lækre og sjældent vellykkede omslagsdesign: Elegant afstemte, komplementære farver, som går igen i både illustration og tekst. En vellykket komposition fuld af bevægelse. Og det vigtigste: Sammenhæng til bogens tema i form af det skramlede tog, der slanger sig rundt om bogen fra bagside til forside og ender i hovedet på en cobra klar til hug.

Dertil kommer de overstrømmende gode anmeldelser, jeg havde læst, inden jeg købte bogen, hvori kenyanske Peter Kimani lovprises for sit flotte sprog, for sin satiriske humor og for romanens komposition. Det skal jeg komme tilbage til.

Endelig appellerede temaet i sig selv til mig: En historisk roman om konstruktionen af Ugandajernbanen i slutningen af det 19. århundrede. Et gigantisk anlægsprojekt på tværs af Kenya fra Mombasa ved kysten til Lake Victoria på grænsen mellem Kenya, Tanganyika og Uganda, senere videreført helt til Kampala. Jernbaneprojektet, som briterne senere skulle kalde The Lunatic Express, og som kikuyerne i Kenya kaldte The Iron Snake.

Samtidig en roman om det moderne Kenyas fødsel, om imperialisme og racisme på tværs af hvide kolonister, indiske immigranter og den sorte, oprindelige befolkning.

Den tematiske sammenhæng mellem bogens omslag og handling afsløres allerede på bogens første side. Vi er i Kenya (dengang Britisk Østafrika) i året 1901 (“an age when white men were still discovering the world for their kings and queens in faraway lands”). Briternes gigantiske jernbaneprojekt er afsluttet, og det første tog slanger sig hen over savannen på sin jomfrurejse til landsbybeboernes forbløffelse:

It was a monstrous, snakelike creature whose black head, erect like a cobra’s, pulled rusty brown boxes and slithered down the savanna, coughing spasmodically as it emitted blue-black smoke. The villagers clasped their hands and wailed: Yu kiini! Come and see the strips of iron that those strange men planted seasons earlier – which, left undisturbed, had grown into a monster gliding through the land.

Konstruktionen af jernbanen er et af romanens omdrejningspunkter. Omkring dette mødes tre mænd i slutningen af det 19. århundrede:

Der er briten McDonald, der af den britiske regering er blevet betroet ansvaret for at bygge jernbanen. Det gør han med hård hånd og tager kynisk alle midler i brug, inklusive ikke bare brutal udnyttelse af de importerede, indiske teknikere og de afrikanske arbejdere, men også voldelige aktioner mod maasaier og andre lokale, der stiller hindringer i vejen for sporlægningen.

Der er den indiske jernbanetekniker Babu, gift i et kærlighedsløst forhold, hvis historie vi hører om i tilbageblik, herunder den barske sørejse fra Punjab til Afrika. Babu får en slags ledende rolle blandt primært de indiske arbejdere og kommer tidligt i et modsætningsforhold til McDonald, hvilket udvikler sig til et livslangt fjendskab.

Der er den britiske pastor Turnbull, der egentlig ikke fylder så meget i romanen, men alligevel spiller en nøglerolle i dens andet handlingsspor.

Og så er der en fjerde nøgleperson, musikeren Rajan, som er Babus barnebarn, og som seks årtier efter jernbanekonstruktionen slår sine folder på den nu 92-årige McDonalds spillested, The Jakaranda. Rajan fascineres i begyndelsen af romanen af en mystisk, ung kvinde, som bliver anledning til oprulningen af romanens andet spor

Dette andet spor er et plot, som tidligt antydes og kun gradvist oprulles, og som drejer sig om fødslen af et barn under jernbanekonstruktionen. Hvem er barnet, og hvilken rolle spiller de forskellige nøglepersoner i dets fødsel og opvækst?

Peter Kimani (f. 1971). Foto: Yusuf Wachira (Star Tribune)

Romanen springer frem og tilbage i tid. Eller måske er det rigtigere at sige, at den bevæger sig i cirkler mellem de centrale personer i forskellige tidsaldre – først og fremmest tiden omkring bygningen af jernbanen og perioden mere end 60 år senere op til Kenyas selvstændighed i 1963, men også med en hel del digressioner til personernes historie før og indimellem.

Kimani skal have den ros, at han indløser ambitionen om at fortælle en historie om Kenyas fødsel som nation. Et hovedærinde for ham er at tegne billedet af Kenya som skabt af et konglomerat af afrikanere, britiske kolonisatorer og indiske immigranter – med de sidste som taberne ved selvstændigheden, hvor en stor mængde indere blev udvist af landet af det nye kenyanske regime.

Vi får også lidt af Mau Mau-oprøret i 1950’erne med, og i den sidste del af romanen spiller Kenyas første præsident, Jomo Kenyatta, en vis rolle (omend han aldrig nævnes ved navn, men kun omtales som Big Man).

Et problem ved romanen er imidlertid, at det helt centrale omdrejningspunkt i plottet, mysteriet om det nævnte barn, egentlig ikke er voldsomt spændende. Det er ikke, fordi jeg vil hævde, at jeg på forhånd havde udregnet enhver detalje i plottet, som det afsløres til sidst, men grundelementerne ikke er så svære at at regne ud ret tidligt. Problemet er snarere, at jeg som læser havde svært ved at investere nogen særlig interesse i det og var blevet næsten helt ligeglad, da jeg nåede frem til den fulde afsløring.

Denne svigtende interesse fra min side har noget at gøre med min største anke ved romanen, som er Kimanis fortællestil. Der er ingen tvivl om, at han kan skrive. Man kan finde mange, isoleret set fine sætninger og flotte metaforer undervejs, jf. citatet ovenfor. Problemet er, at størstedelen af romanen er fortalt i en handlingsrefererende stil, som om det var en faktuel opsummering af historiske begivenheder. Det fratager romanen en stor del af den nerve, den kunne have haft.

Og det er ærgerligt, for Kimani kan helt sikkert noget. Det viser han især i de dialogdrevne dele af romanen, som er de mest velfungerende – men desværre ikke fylder ret meget.

Andre anmeldere har rost Kimani for romanens komposition i form af den måde, hvorpå den bevæger sig mellem historiske tider og personer og gradvist indkredser kernen i sit handlingsmæssige plot. Tjoh, jeg kan godt se, hvad Kimani prøver at gøre, men jeg synes ikke, at det er så vellykket. Faktisk er det mestendels noget rodet og lidt ujævnt. Især virker den sidste del, der omhandler tiden efter selvstændigheden og Kenyattas overtagelse af regeringsmagten, noget afkoblet fra resten af romanen.

Musiketablissementet The Jakaranda (hvor det tilbagevendende stunt er at danse en “jernbanedans”), som romanen henter sin titel fra, kommer heller aldrig rigtigt til at fungere som det centrale omdrejningspunkt, som romanen ellers selv synes at postulere.

Jeg kunne i den sammenhæng ikke lade være med at tænke, om Kimani mon ikke er inspireret af baren og spillestedet Tram 83 (opr. 2013) i romanen af samme navn af congolesiske Fiston Mwanza Mujila. Skal du kun læse én roman, som man siger, fra det ækvatoriale Afrika (omend det ville være synd), så vil jeg så absolut anbefale at gå til Mujila frem for til Kimani.

Peter Kimanis Dance of the Jakaranda løber hermed med titlen som den kenyanske repræsentant på min rejse verden rundt i bøger. Men jeg har et par andre kenyanere stående i kø i reolen, som jeg må vende tilbage til på et senere tidspunkt, herunder Binyavanga Wainainas One Day I Will Write About This Place og Ngũgĩ wa Thiong’os Drømme i krigens tid.

K's vurdering: